LandsrettenVestre Landsret stadfæstede den 29. maj 2026 Retten i Aarhus' kendelse om, at en beneficeret forsvarsadvokat ikke skulle afbeskikkes som forsvarer for en tiltalt, der havde klaget over advokaten til Advokatnævnet. Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at advokaten fortsat kunne varetage et relevant og effektivt forsvar, og at et nyt forsvarerskift — set i lyset af tiltaltes hidtidige ageren — ikke havde udsigt til at forbedre forholdet mellem forsvarer og klient.
Ved kendelse af 19. maj 2026 bestemte Retten i Aarhus, at advokat Advokat1 ikke skulle afbeskikkes som forsvarer for tiltalte Tiltalte.
Kendelsen blev kæret af advokat Advokat1 selv med påstand om, at han skulle afbeskikkes som forsvarer i sagen. Til støtte herfor gentog han i det væsentlige den begrundelse, som han havde anført for byretten, og henviste desuden til, at tiltalte havde indgivet en supplerende klage til Advokatnævnet, som ikke var omtalt i byrettens kendelse. Den supplerende klage indeholdt ifølge advokaten en gennemgribende kritik af hans procesførelse og forberedelse, hvorfor det forudsatte samarbejde mellem forsvarer og tiltalte efter advokatens opfattelse ikke kunne reetableres.
Det eneste fremlagte bilag for landsretten var en mail af 22. maj 2026 fra forsvareren, advokat Advokat1.
Retten i Aarhus havde ved retsbog af 20. maj 2026 tillagt kæremålet opsættende virkning. Landsretten forstod beslutningen sådan, at Retten i Aarhus ikke gik videre med straffesagen, før landsretten havde taget stilling til, om advokat Advokat1 fortsat skulle være forsvarer i sagen.
Hovedforhandlingen ved Retten i Aarhus blev indledt den 5. maj 2026 med advokat Advokat1 som forsvarer for tiltalte. Advokat Advokat1 er beneficeret forsvarsadvokat ved Retten i Aarhus, og det fulgte af retsplejeloven § 731, stk. 1, litra d, at der skulle medvirke forsvarer i sagen.
Advokat Advokat1 var blevet beskikket efter et forløb med flere forsvarerskift. Under forløbet havde tiltalte selv indleveret en række begæringer, indsigelser mv. til byretten, der til dels gik ud på, at han ønskede sagen:
Tiltalte fik ikke medhold i sine begæringer og indsigelser i de afgørelser, byretten traf herom. Han fik heller ikke medhold i sin klage over en retsassessor, som havde truffet en afgørelse vedrørende begæringer fra tiltalte i sagen.
Tiltaltes seneste tidligere forsvarer, advokat Advokat2, havde selv anmodet om at blive afbeskikket i forlængelse af, at tiltalte over for retten anmodede om afbeskikkelse af hende. Tiltalte henviste dengang til forhold, der til dels ligner det, som han nu bebrejdede advokat Advokat1 i klagen til Advokatnævnet.
Landsretten lagde vægt på, at tiltaltes klage til Advokatnævnet i væsentlig grad bar præg af manglende forståelse for de rammer, der gælder for afviklingen af straffesagen og for varetagelsen af forsvarerhvervet.
Efter en samlet vurdering af klagens karakter og indhold samt det i øvrigt oplyste fandt landsretten:
"...der ikke at være grundlag for at antage, at advokat Advokat1 ikke vil kunne varetage et relevant og effektivt forsvar for tiltalte under den fortsatte hovedforhandling."
Landsretten lagde endvidere vægt på tiltaltes hidtidige ageren og fandt, at der ikke var udsigt til, at et nyt forsvarerskift ville ende med at forbedre forsvarer-klient-relationen under sagens fortsatte behandling. Det blev derfor tiltrådt, at advokat Advokat1 ikke var blevet afbeskikket.
Reglerne om tilbagekaldelse af en forsvarerbeskikkelse findes i retsplejeloven § 736, der opregner de tilfælde, hvor beskikkelsen kan tilbagekaldes.
Afgørelse — Thi bestemmes:
"Byretten kendelse stadfæstes."
Vestre Landsret stadfæstede dermed Retten i Aarhus' kendelse, således at advokat Advokat1 fortsat skulle være beskikket forsvarer for tiltalte. Sagen blev sluttet.
