LandsrettenLandsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter Tiltalte 1 og hans fem børn ikke blev frakendt deres danske indfødsret. Spørgsmålet var, om Tiltalte 1 svigagtigt havde fortiet et kriminelt forhold – begået inden lovforslagets vedtagelse – hvilket skulle have været bestemmende for erhvervelsen i 2016. Et flertal i landsretten fandt efter en proportionalitetsvurdering, at indfødsretten ikke skulle frakendes, navnlig på grund af Tiltalte 1’s lange tilknytning til Danmark og den forløbne tid.
Tiltalte 1 (født 1984), forsvarer advokat Bjarne Vium, Holstebro.
Tiltalte 5 (født 2011), Tiltalte 6 (født 2011), Tiltalte 2 (født 2006), Tiltalte 3 (født 2007) og Tiltalte 4 (født 2009), alle børn af Tiltalte 1, med fælles forsvarer advokat Allan Østergaard Sørensen, Holstebro.
Anklagemyndigheden.
Tiltalte 1, der kom til Danmark som 12-årig og har boet her i 29 år, ansøgte den 10. december 2014 om dansk indfødsret.
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet underrettede ham den 22. januar 2016 om, at man påtænkte at optage ham på det lovforslag om indfødsrets meddelelse, som forventedes fremsat i april 2016. Som betingelse skulle han underskrive en ny erklæring om troskab og loyalitet i henhold til cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13. oktober 2015, hvilket han gjorde. Tiltalte 1 blev herefter optaget på lovforslaget.
Lovforslaget blev fremsat den 21. april 2016 og 1. behandlet den 8. maj 2016.
Den 11. maj 2016, mellem 1. og 2. behandling, overfaldt Tiltalte 1 en 12-årig dreng på en legeplads. Han rev drengen ned fra en gynge, sled i hans T-shirt og truede med at »smadre« ham. Drengen fik næseblod. Samme dag blev Tiltalte 1 anmeldt.
Politiet kontaktede Tiltalte 1 den 1. juni 2016 og aftalte en afhøring. Under afhøringen (kl. 13.30–14.25) blev han sigtet for overtrædelse af straffelovens § 244.
Lovforslaget blev 3. behandlet og vedtaget den 2. juni 2016 kl. 11.46, altså mindre end et døgn efter sigtelsen.
Ved Retten i Holstebros dom af 31. august 2016 blev Tiltalte 1 dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266 og idømt 10 dages betinget fængsel. Retten lagde i skærpende retning vægt på vold og trusler mod et barn, men i formildende retning på langvarige stridigheder mellem børnegrupper og Tiltalte 1’s ophidselse over sine børns situation.
Udlændinge- og Integrationsministeriet konstaterede i juni 2019, at Tiltalte 1 var straffet. Først den 22. august 2023 modtog byretten anmodning om frakendelse af indfødsret.
Ministeriet vurderede, at Tiltalte 1 og hans børn havde bevaret deres somaliske statsborgerskab, og at de derfor ikke ville blive statsløse ved en frakendelse. Tiltalte 1 selv hævdede, at han ingen tilknytning havde til Somalia og havde opgivet sit somaliske statsborgerskab.
Frakendelse efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, forudsætter, at den pågældende »svigagtigt har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet relevante oplysninger«, og at fortielsen har været bestemmende for erhvervelsen. Efter stk. 2 omfattes børn, der har fået indfødsret som bipersoner.
I forarbejderne (L 33/2001) og senere lovændring L 127/2021 er det forudsat, at domstolene ved en proportionalitetsvurdering afvejer handlemådens grovhed over for frakendelsens indgribende betydning. Vurderingen skal navnlig inddrage, om den pågældende bliver statsløs, tilknytningen til Danmark, og tidsforløbet.
Den dagældende cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13. oktober 2015 indeholdt i § 19, stk. 5, et krav om, at ansøgere, der var sigtet for en lovovertrædelse, ikke kunne optages. § 20 krævede, at ansøgere på tro og love oplyste om kriminelle forhold.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 stiller krav om, at statsborgerskabsfra kendelse ikke er vilkårlig, og at der tages hensyn til privat- og familieliv samt barnets tarv, jf. EU-Domstolens praksis (sag C-221/17, M.G. Tjebbes m.fl., og sag C-118/20, JY).
Anklagemyndigheden påstod frakendelse af indfødsret for Tiltalte 1 efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, og for børnene efter stk. 2.
Tiltalte 1 og børnene påstod stadfæstelse af byrettens dom, hvorefter frakendelse ikke fandt sted.
Sagen blev afgjort ved stemmeflertal. To dommere fandt betingelserne for frakendelse uopfyldte; fire dommere fandt dem opfyldte, men efter en proportionalitetsvurdering nåede et samlet flertal frem til, at indfødsretten ikke skulle frakendes.
De to dommere fandt det ikke bevist, at Tiltalte 1 i perioden fra episoden den 11. maj 2016 og indtil sigtelsen den 1. juni 2016 opfattede de faktiske omstændigheder sådan, at han havde pligt til at informere ministeriet.
Efter sigtelsen forstod han ganske vist situationens alvor, men da lovforslaget blev vedtaget mindre end et døgn senere, kunne det ikke lægges til grund, at en orientering ville have ført til, at han blev fjernet fra lovforslaget. Derfor var fortielsen heller ikke bestemmende for erhvervelsen.
De fire dommere lagde til grund, at Tiltalte 1 havde handlet svigagtigt ved at fortie overfaldet på barnet, og at dette var bestemmende for, at han fik indfødsret. De fandt derfor, at frakendelsesbetingelserne i indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, var opfyldt.
De var imidlertid uenige om proportionalitetsvurderingen:
Alle voterende fandt, at børnenes indfødsret ikke skulle frakendes. Ved vurderingen efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 2 blev hensynet til barnets tarv tillagt afgørende vægt, og under hensyn til den forløbne tid og deres tilknytning til Danmark fandt landsretten samlet, at frakendelse ikke var proportionalt.
Byrettens dom stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
