LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom, hvorefter Civilstyrelsen kan gøre regres mod Appellant for godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, som Erstatningsnævnet havde tilkendt Person 1 efter en voldsepisode i 2017. Appellant var 14 år, men landsretten fandt hverken grundlag for lempelse efter eller forældelse. Regreskravet var ikke forældet, da forældelsesfristen efter først begynder at løbe ved Erstatningsnævnets afgørelse.
Appellant, der var sagsøgte i byretten, var 14 år på tidspunktet for voldsudøvelsen den 23. februar 2017. Han er nu i fast arbejde og har under sagen været repræsenteret af advokat Solveig Værum Nørgaard. Civilstyrelsen, der administrerer offererstatningsordningen, har udbetalt erstatning og har nedlagt regreskrav under sagen med advokat Maja Friis Hindsig som procesfuldmægtig.
Appellant gik om bag to skoleelever og slog deres hoveder sammen. Både Person 1 og den anden elev begyndte at græde. Person 1 forklarede efterfølgende til politiet, at det gjorde ondt, og at hun blev omtåget. Hun udviklede et postcommotionelt syndrom og pådrog sig varigt mén. Erstatningsnævnet traf den 24. februar 2021 afgørelse om godtgørelse for svie og smerte og den 23. november 2021 afgørelse om godtgørelse for varigt mén. Civilstyrelsen har udbetalt beløbene og kræver regres hos Appellant i medfør af offererstatningslovens § 17.
Skønsmanden har udtalt, at hovedtraumet
ikke kan betegnes som minimalt eller trivielt,
og at
der i øvrigt ikke er en entydig sammenhæng mellem, hvor kraftigt et hovedtraume objektivt er, og den eventuelt efterfølgende udvikling af et postcommotionelt syndrom.
Civilstyrelsen anlagde regressag mod Appellant ved Retten i Aalborg (sag BS-8447/2022-ALB). Byretten dømte den 3. januar 2024 Appellant til at betale regreskravet. Appellant ankede dommen til Vestre Landsret, der behandlede sagen som BS-2774/2024-VLR. Landsretten afsagde dom den 28. april 2025.
Appellant påstod frifindelse, subsidiært et lavere beløb. For landsretten anerkendte han årsagssammenhængen mellem hændelsen og Person 1s skader samt regreskravets størrelse. Han gjorde gældende:
Civilstyrelsen påstod stadfæstelse af byrettens dom og bestred alle indsigelser.
Landsretten vurderede de tre hovedspørgsmål: ansvarsgrundlag/adækvans, forældelse og lempelse.
Landsretten fandt det godtgjort, at Appellant havde udsat Person 1 for forsætlig vold ved at slå hendes hoved sammen med en andens. Skaderne og sygdomsforløbet kunne ikke anses for atypiske følger af volden. Retten støttede sig på skønsmandens udtalelser om, at traumet ikke var minimalt, og at der ikke er en entydig sammenhæng mellem traumets objektive kraft og udviklingen af postcommotionelt syndrom. Der var derfor påregnelighed og ansvarsgrundlag.
Landsretten fastslog, at regreskravet ikke var forældet. Højesteret havde i U.2015.944H slået fast, at forældelsesfristen for regreskrav efter offererstatningsloven først begynder at løbe, når Erstatningsnævnet træffer afgørelse om kravet. Erstatningsnævnet traf afgørelser i 2021, og Civilstyrelsen udtog stævning i marts 2022 – altså inden for 3 år. Det forhold, at U.2015.944H omhandlede en sag, hvor skadevolderens ansvar allerede var fastslået ved en straffedom, kunne ikke føre til et andet resultat.
Landsretten afviste at lempe ansvaret. Appellant var 14 år på gerningstidspunktet, men der var ikke oplysninger om indlæringsvanskeligheder, der hindrede ham i at forstå alvoren. Samtidig lagde retten vægt på karakteren af den forsætlige voldsudøvelse, kravets forholdsvis begrænsede størrelse, og at Appellant nu er i arbejde. Landsetten udtalte:
Landsretten tiltræder, at der ikke er grundlag for at nedsætte kravet eller lade det bortfalde i medfør af erstatningsansvarslovens § 24 a.
Landsretten stadfæstede byrettens dom i sin helhed. Appellant skal inden 14 dage betale 25.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til Civilstyrelsen, idet han har retshjælpsdækning. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
