LandsrettenVestre Landsret stadfæstede en nævningesag fra Retten i Esbjerg, hvor en mand blev fundet skyldig i drab på en kollega på et slagteri ved at skære ham i halsen med en slagterkniv. Landsretten stadfæstede straffen på fængsel i 12 år samt udvisning med indrejseforbud for bestandig, og forhøjede samtidig erstatningen til afdødes ægtefælle.
Sagen angik en episode på et slagteri i By, hvor tiltalte og en kollega, Forurettede, havde arbejdet sammen i en årrække og efter det oplyste tidligere havde haft et godt forhold. Cirka et år før episoden var der opstået uenighed mellem dem angående deres arbejdstempo, hvilket bl.a. havde ført til, at tiltalte var blevet flyttet til en anden arbejdsstation.
Den 20. juni 2024 gik Forurettede op på den platform i slagtehallen, hvor tiltalte arbejdede, selv om han ikke havde arbejdsmæssige opgaver dér. Ifølge øjenvidner talte de to sammen og skubbede til hinanden, hvorefter tiltalte med ét snit skar Forurettede i halsen med en slagterkniv. Forurettede afgik ved døden som følge af forblødning, efter at halspulsåren og halsblodåren var blevet overskåret.
Tiltalte forklarede for landsretten, at han ikke huskede episoden i detaljer, at han ikke havde nogen konflikt med Forurettede, og at det var et uheld, at Forurettede blev ramt af kniven. Han bestred desuden gengivelsen af sine tidligere forklaringer til politiet og i byretten og gjorde gældende, at tolke ved flere lejligheder havde forvansket hans udsagn.
Vidnerne Vidne 4 og Vidne 3, der begge befandt sig på platformen, forklarede samstemmende, at Forurettede gik målrettet hen mod tiltalte, at de talte sammen og skubbede til hinanden, og at tiltalte herefter svingede kniven mod Forurettedes hals. Ingen af vidnerne så, at Forurettede på noget tidspunkt havde en kniv eller andet våben.
Vicestatsobducent Vidne 7 forklarede, at snitlæsionen var meget dyb (mindst 5-6 cm) og medførte overskæring af den store skrå halsmuskel, halspulsåren, halsblodåren samt en del af femte halshvirvels tværtapper. Overskæring af knoglevæv forudsatte efter obducentens forklaring anvendelse af stor kraft.
Alle nævninger og dommere fandt det bevist, at tiltalte med kniven havde påført Forurettede den dybe snitlæsion, der medførte døden. På baggrund af snitlæsionens placering, længde og dybde, knivens skarphed og den anvendte kraft fandt landsretten det bevist, at tiltalte havde forsæt til drab efter straffeloven § 237.
Otte nævninger og tre dommere lagde til grund, at tiltalte havde anset det for overvejende sandsynligt, at Forurettede ville dø, mens én nævning fandt, at tiltalte havde indset muligheden herfor og forholdt sig accepterende hertil (dolus eventualis). Begge opfattelser indebar, at det fornødne forsæt til drab forelå.
Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for at anse tiltalte for straffri efter straffeloven § 13, stk. 1, om nødværge eller straffeloven § 13, stk. 2, om excess i nødværge. Tiltaltes forklaring om, at han ikke havde set Forurettede, og at det var et uheld, blev tilsidesat som følge af de sikre og troværdige vidneforklaringer.
Alle voterende stemte for at stadfæste byrettens strafudmåling på fængsel i 12 år, idet der blev lagt vægt på, at drab som udgangspunkt straffes med fængsel i 12 år, og at der ikke forelå formildende omstændigheder, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet.
Betingelserne for udvisning af tiltalte, der er syrisk statsborger, efter den dagældende udlændingelovs § 22, stk. 1 (dagældende § 22, nr. 6), blev anset for opfyldt. Efter en samlet vurdering af kriminalitetens grovhed sammenholdt med tiltaltes tilknytning til henholdsvis Syrien og Danmark — hvor han var kommet til som voksen, men hvor hans kæreste og to mindreårige børn boede — fandt landsretten, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Forurettedes ægtefælle (Erstatningspart 1) og hans to børn (Erstatningspart 2 og Erstatningspart 3) havde under straffesagen nedlagt påstande om erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven, herunder forsørgertabserstatning, overgangsbeløb og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven § 26 a.
Tiltalte gjorde gældende, at kravene ikke kunne behandles under straffesagen, fordi dødsfaldet muligvis kunne anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven, jf. arbejdsskadesikringsloven § 1 og arbejdsskadesikringsloven § 5, hvorved erstatning efter denne lov ville være primær, jf. arbejdsskadesikringsloven § 77, stk. 1. Der blev også henvist til underretningspligten i arbejdsskadesikringsloven § 31, stk. 3 og skadevolders regreskrav efter arbejdsskadesikringsloven § 29, stk. 2.
De juridiske dommere lagde til grund, at der ikke var udbetalt erstatning eller godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven til de efterladte, og fandt derfor, at der ikke var noget til hinder for, at erstatnings- og godtgørelseskravene efter erstatningsansvarsloven blev behandlet under straffesagen.
Landsretten stadfæstede byrettens dom om skyldsspørgsmålet, strafudmålingen på fængsel i 12 år og udvisningen med indrejseforbud for bestandig.
Af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten endvidere byrettens afgørelser om erstatning og godtgørelse til Erstatningspart 1, Erstatningspart 2 og Erstatningspart 3, dog således at forsørgertabserstatningen til Erstatningspart 1 blev forhøjet til 1.381.800 kr. Erstatningspart 1's samlede erstatnings- og godtgørelseskrav udgjorde herefter 1.680.300 kr., som forrentes efter erstatningsansvarsloven § 16.
"Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at det beløb, som tiltalte skal betale til Erstatningspart 1 ved advokat Signe Worsøe Horstmann, forhøjes til 1.680.300 kr."
Erstatnings- og godtgørelsesbeløbene skulle betales inden 14 dage. Tiltalte forblev frihedsberøvet under anken.
