Bestyrelsesansvar og voldgiftsklausul: Landsretten afviser sag mod tidligere bestyrelsesmedlemmer grundet voldgiftsaftale

Faktum og sagsanlæg

Indkærede A/S (tidligere Sagsøger A/S) trådte i likvidation den 27. november 2018 og kom under konkursbehandling den 20. december 2018. Kort tid forud for likvidationen indgik selskabet den 8. oktober 2018 en aftale med det ikke uafhængige selskab Prinstad Limited, hvorved et tilgodehavende hos sidstnævnte blev udlignet. Konkursboet rejste et betalingskrav mod de to tidligere bestyrelsesmedlemmer (Kærende 1 og Kærende 2), idet boet mente, at dispositionen begunstigede Prinstad Limited til skade for de øvrige kreditorer, og at bestyrelsesmedlemmerne derved havde handlet ansvarspådragende.

Kravet blev anlagt ved stævning af 26. november 2021 og udgjorde oprindeligt 1 mio. kr. Det blev ved processkrift af 27. juni 2022 forhøjet til 25.776.438 kr. Kravet er rejst som et erstatningskrav i medfør af Selskabsloven § 361, stk. 1.

Procesforløb og påstande

Kærende 1 og Kærende 2 anlagde sag ved Københavns Byret om afvisning af konkursboets stævning, med det udgangspunkt, at deres bestyrelseskontrakter indeholdt en voldgiftsklausul (pkt. 14.2), der pålægger afgørelse af tvister ved voldgift i Danmark efter dansk ret. Byretten afsagde den 6. marts 2023 kendelse, hvorefter sagen ikke blev afvist (BS-45449/2021-KBH). Processbevillingsnævnet meddelte den 22. maj 2023 tilladelse til at kære kendelsen til Østre Landsret (BS-29699/2023-OLR). Kæresagen blev mundtligt forhandlet.

De kærende vedvarede påstanden om afvisning af sagen fra domstolene, mens indkærede (konkursboet) påstod stadfæstelse af byrettens kendelse.

Stridens kerne: Voldgiftsaftale mod konkursretlige interesser

De kærende gjorde gældende, at erstatningskravet udsprang direkte af deres hverv som bestyrelsesmedlemmer, og at det dermed faldt ind under voldgiftsklausulens ordlyd. De hævdede, at de civile domstole ikke havde genstandsområde, og at sagen udelukkende skulle behandles af en voldgiftsret.

Konkursboet argumenterede derimod for, at sagens karakter og de særlige interesser ved en konkursbehandling betød, at voldgiftsklausulen ikke kunne finde anvendelse i det foreliggende tilfælde. Boet understregede, at det ikke havde givet sagen »i vold«, og at en henvisning til voldgift ville stride mod de overordnede principper for en ordnet konkursafvikling og kreditorbeskyttelse.

Landsrettens begrundelse

Landsretten lagde ud fra, at spørgsmålet handlede om, hvorvidt betalingskravet var omfattet af voldgiftsbehandlingsbestemmelsen i pkt. 14.2 i bestyrelseskontrakterne. Retten påpegede, at kravet er rejst efter selskabslovens § 361, stk. 1, som omhandler ledelsens erstatningsansvar over for selskabet.

Den ansvarsretnlige bedømmelse, der efter selskabslovens § 361, stk. 1, skal foretages af bestyrelsesmedlemmerne Kærende 1, tidligere Sagsøgte 1 og Kærende 2, tidligere Sagsøgte 2, kan foretages uafhængig af konkursen. Uanset den betydning, som afgørelsen af tvisten har for konkursboet, finder landsretten derfor ikke grundlag for at fastslå, at voldgiftsklausulerne i bestyrelseskontrakterne, der efter ordlyden omfatter den foreliggende erstatningssag, ikke finder anvendelse.

Landsretten afviste derfor konkursboets indvending om, at boet ikke havde givet sagen »i vold«, og konkluderede, at tvisten udelukkende skal afgøres ved voldgift. Der var intet grundlag for at tilsidesætte de frivilligt indgåede voldgiftsaftaler, uanset sagens øvrige omstændigheder.

Afgørelse

Landsretten ændrede byrettens kendelse og afviste sagen fra de almindelige domstole jf. Voldgiftsloven § 8. Eftersom sagen blev afvist, blev konkursboet pålagt at betale sagsomkostninger til de to kærende for begge retter.

Beløbene fastsættes skønsmæssigt under hensyn til sagens værdi, forløb og arbejdets omfang, og skal forrentes efter Renteloven § 8a. Kæreafgiften skal ligeledes tilbagebetales til de kærende.