LandsrettenØstre Landsret stadfæstede Retten i Lyngbys dom i en sag mellem Appellanten og Danica Pension Livsforsikringsaktieselskab om ophævelse af en erhvervsevnetabsforsikring. Landsretten fandt, at Appellanten ved udfyldelsen af et funktionsevneskema den 28. januar 2018 bevidst havde afgivet urigtige oplysninger om sin funktionsevne, hvilket berettigede Danica Pension til at ophæve forsikringsaftalen. Retslægerådets udtalelse – hvorefter de observerede aktiviteter ikke nødvendigvis var uforenelige med en kronisk smertetilstand – kunne ikke føre til en ændret vurdering. Appellanten blev pålagt at tilbagebetale 1.470.552 kr. med procesrente og at betale 225.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten.
Appellanten havde en erhvervsevnetabsforsikring hos Danica Pension Livsforsikringsaktieselskab (herefter Danica Pension) og modtog i en årrække invalideydelse og præmiefritagelse. I januar 2018 udfyldte han et funktionsevneskema, som Danica Pension efterfølgende lagde til grund for at ophæve forsikringsaftalen pr. 1. juni 2018. Selskabet mente, at Appellanten bevidst havde undladt at give korrekte oplysninger om sin faktiske funktionsevne.
Sagen blev anlagt ved Retten i Lyngby, der den 30. juni 2022 afsagde dom i 1. instans (sag BS-19307/2021-LYN). Byretten gav Danica Pension medhold i, at ophævelsen var gyldig, og at Appellanten skulle tilbagebetale udbetalte ydelser. Appellanten ankede dommen til Østre Landsret (sag BS-27130/2022-OLR).
Appellanten nedlagde følgende endelige påstande for landsretten:
Principale (sideordnede) påstande:
Subsidiære (sideordnede) påstande:
Mere subsidiær påstand:
Danica Pension nedlagde påstand om stadfæstelse af byrettens dom, hvilket indebar, at ophævelsen af forsikringsaftalen var gyldig, og at Appellanten skulle tilbagebetale de modtagne ydelser.
Over for den nye påstand om forrentning af det tilbagebetalte beløb på 1.743.135,20 kr. – som Appellanten først fremsatte for landsretten – nedlagde Danica Pension påstand om afvisning, subsidiært frifindelse, og mere subsidiært at rente alene skulle tillægges fra tidspunktet for påstandens nedlæggelse den 12. februar 2025.
Under ankesagen fremlagdes en række supplerende beviser:
Appellanten forklarede, at han havde kroniske smerter og indtog store mængder smertestillende medicin (bl.a. Tramadol og Dolol). Hans dagligdag var præget af smerter, og han kunne ikke udføre fysisk arbejde. Han havde solgt sin virksomhed, fordi han ikke kunne holde til at arbejde. De observerede aktiviteter – såsom golf, cykling og renovering – var kortvarige eller udført af andre. Golf spillede han efter lægens anbefaling om at »se, hvad han kunne«.
Han forklarede videre, at funktionsevneskemaet fra januar 2018 var svært at læse, og at han efter telefonisk kontakt med Danica havde fået at vide, at han skulle udfylde det »så godt han kunne«, og at funktionsevnen skulle angives uden smertestillende medicin.
Vidne 15 og Vidne 16 (begge ansat i Danica) forklarede, at observationsrapporterne var retvisende. Appellanten fremstod under observationerne ikke smertepræget, men derimod som en travl mand med en stram kalender og mange ærinder. De observerede bl.a.:
Vidne 18, der var rådgiver og medlem af en motionscykelklub, forklarede, at det var 10-15 år siden, Appellanten sidst havde deltaget i en »rigtig« cykeltur. Appellanten var i 2018 med på et caféhold, der cyklede korte ture eller slet ikke cyklede.
Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse for, at Appellanten bevidst havde afgivet urigtige oplysninger i funktionsevneskemaet af 28. januar 2018:
Af de af byretten anførte grunde tiltræder landsretten, at Appellant, tidligere Sagsøger ved udfyldelsen af funktionsevneskemaet af 28. januar 2018 bevidst har afgivet urigtige oplysninger, og at Danica Pension Livsforsikringsaktieselskab dermed har været berettiget til at ophæve forsikringsaftalen.
Retslægerådets udtalelse af 16. august 2024 kunne ikke føre til en anden vurdering. Retslægerådet havde udtalt, at Appellantens observerede aktiviteter i »en overvågningsperiode på en time« ikke var uforenelige med den alvorlige og kroniske smertetilstand, som han ifølge de lægelige akter led af. Landsretten fandt imidlertid, at dette ikke ændrede ved konstateringen af, at der forelå bevidst afgivelse af urigtige oplysninger i skemaet.
Landsretten behandlede herefter spørgsmålet om, hvorvidt Appellanten også skulle tilbagebetale ydelser modtaget i perioden forud for ophævelsen (1. juni 2015 – 31. maj 2018).
Bevisbyrden for, at Appellanten heller ikke i denne periode opfyldte betingelserne for udbetaling, påhvilede som udgangspunkt Danica Pension. Landsretten lagde imidlertid afgørende vægt på, at Appellanten løbende havde udfyldt skemaer om fortsat nedsat funktionsevne, og at disse viste, at funktionsevnen havde været uændret i hele perioden 2015-2018.
På den baggrund lagde landsretten til grund:
Landsretten tiltrådte derfor byrettens afgørelse om, at Appellanten skulle betale 1.470.552 kr. til Danica Pension med tillæg af procesrente fra den 25. februar 2020.
Som følge heraf var der ikke anledning til at tage stilling til Appellantens særskilte påstand om forrentning af det tilbagebetalte beløb på 1.743.135,20 kr., jf. Renteloven § 3.
Landsretten stadfæstede byrettens dom i sin helhed.
I sagsomkostninger for landsretten blev Appellanten pålagt at betale 225.000 kr. til Danica Pension til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen blev der ud over sagens værdi taget hensyn til hovedforhandlingens varighed og til, at der var sket forelæggelse for Retslægerådet. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.
