LandsrettenAdvokat Appellant, der i 2021 var beskikket som advokat for en mor i en samværssag, blev indklaget for Advokatnævnet af barnets far, Vidne 1, som to år tidligere havde haft en sonderende telefonsamtale med samme advokat om eventuel repræsentation i en anden familieretlig tvist. Advokatnævnet fandt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik, men Østre Landsret ophævede kendelsen med den begrundelse, at advokaten hverken kunne forventes at huske den to år gamle samtale — særligt da begge parter havde skiftet navn — eller havde anvendt fortrolige oplysninger derfra, og at advokater ikke generelt kan pålægges at registrere alle indledende telefoniske henvendelser.
Sagen udspringer af en klage fra Vidne 1 til Advokatnævnet over advokat Appellant. Klagen angik, om advokat Appellant havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, ved i 2021 at lade sig beskikke som advokat for moderen i en samværssag mod Vidne 1, efter at advokaten i maj 2019 havde haft en sonderende telefonsamtale med Vidne 1 om mulig repræsentation i en anden sag mellem de samme forældre.
Advokatnævnet traf den 2. marts 2022 afgørelse om, at advokat Appellant havde tilsidesat god advokatskik (sagsnr. 2022-243). Advokat Appellant indbragte kendelsen for Københavns Byret, der ved dom af 21. juni 2023 (BS-10005/2022-KBH) stadfæstede Advokatnævnets afgørelse. Advokat Appellant ankede herefter til Østre Landsret, der behandlede sagen som BS-32024/2023-OLR (3. afdeling).
Danske Advokater indtrådte som biintervenient til støtte for advokat Appellant under ankesagen.
Den 31. maj 2019 rettede Vidne 1 telefonisk henvendelse til advokat Appellant vedrørende spørgsmålet om eventuel repræsentation i en konfliktfyldt sag mellem Vidne 1 og moderen til deres fællesbarn om bopæl og samvær. Der var en længerevarende samtale, hvorunder det blev drøftet, om advokaten skulle overtage sagen.
Efter samtalen sendte advokat Appellant en e-mail til Vidne 1 med oplysning om timepris og et tidsestimat. E-mailen var en standardtekst, som advokaten kopierede fra en tidligere mail til en anden potentiel klient — ikke et estimat individuelt rettet til Vidne 1.
Vidne 1 vendte ikke tilbage. Der blev aldrig indgået en aftale om repræsentation, advokat Appellant oprettede ikke en sag i sit system på henvendelsen, og der skete ikke fakturering. E-mailkorrespondancen blev gemt i en mappe kaldet »Mulige henvendelser« og slettet efter nogle måneder.
Uenighed om samtalens indhold
Der var under sagen markant uenighed om samtalens karakter og indhold:
Omkring to år senere — i 2021 — blev advokat Appellant beskikket som advokat for barnets moder i en ny samværssag mod Vidne 1. Frem til dette tidspunkt havde begge parter foretaget navneforandringer: Vidne 1 havde tidligere benævnt sig ved et kunstnernavn, og moderen havde skiftet navn fra Navn 1 til Person 1.
Advokat Appellant foretog sædvanligt konflikttjek i overensstemmelse med kontorets retningslinjer, inden han påtog sig sagen. Han identificerede ikke interessekonflikten — blandt andet på grund af navneændringerne og den forløbne tid.
Der blev afholdt to retsmøder i samværssagen:
| Dato | Begivenhed |
|---|---|
| 16. august 2021 | Første retsmøde — der blev etableret en prøveordning med begrænset samvær |
| 6. januar 2022 | Andet retsmøde — sagen blev afsluttet med forlig |
Vidne 1 gjorde ikke under sagen indsigelse mod, at advokat Appellant repræsenterede modparten. Først efter sagens afslutning klagede Vidne 1 til Advokatnævnet — ifølge hans egen forklaring fordi han først efterfølgende fik kendskab til reglerne om interessekonflikter.
Advokatnævnet traf den 2. marts 2022 afgørelse om, at advokat Appellant havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Nævnet lagde vægt på, at advokaten ved den indledende telefonsamtale i 2019 havde modtaget fortrolige oplysninger fra Vidne 1, og at dette skabte en interessekonflikt, da advokaten senere påtog sig at repræsentere modparten i en sag mellem de samme forældre.
Advokat Appellant indbragte kendelsen for Københavns Byret med påstand om ophævelse, subsidiært at der ikke blev pålagt nogen sanktion, og mere subsidiært at sanktionen blev væsentligt mildere end den af Advokatnævnet fastsatte. Byretten stadfæstede Advokatnævnets kendelse ved dom af 21. juni 2023 (BS-10005/2022-KBH).
Advokat Appellant ankede herefter byrettens dom til Østre Landsret med samme principale, subsidiære og mere subsidiære påstande. Advokatnævnet påstod stadfæstelse.
Landsretten modtog supplerende forklaringer fra advokat Appellant, advokat Vidne 2 (Vidne 1's advokat i samværssagen) og Vidne 1 selv.
Advokat Appellant forklarede, at han ikke kunne huske den konkrete telefonsamtale fra maj 2019. Kontoret modtager dagligt 4-10 telefoniske henvendelser og har ca. 100 besøg på hjemmesiden i døgnet. Formålet med indledende samtaler er hurtigt at afklare, om personen har brug for en advokat. Han anså det for helt usandsynligt, at han skulle have talt i 45 minutter uden beregning.
Han forklarede endvidere, at han ikke kunne genkende at have brugt udtrykket »at sende stærk strøm gennem et svagstrømsanlæg«, og at han ikke ville have udtalt sig om muligheden for tredjeinstansbevilling under en sonderende telefonsamtale.
Advokat Appellant understregede, at han ikke havde brugt personfølsomme oplysninger fra telefonsamtalen i den efterfølgende retssag, men alene havde taget udgangspunkt i sagens dokumenter. Han havde kendskab til Vidne 1's psykiatriske indlæggelse fra et dokument, som advokat Vidne 2 havde fremlagt. Han kendte ikke til begrebet »delirisk stressreaktion udløst af madforgiftning« og ville ikke anse det for relevant at spørge om under en familieretlig sag.
E-mailkorrespondance som den med Vidne 1 — om prisoplysninger og tidsestimater — blev gemt i en mappe kaldet »Mulige henvendelser« og slettet efter nogle måneder, hvis kunden ikke vendte tilbage. Der blev ikke oprettet en egentlig sag. Advokat Appellant anslog, at måske 3 ud af 4 henvendelser ikke fører til et klientforhold.
Advokat Vidne 2, der var advokat for Vidne 1 under samværssagen, forklarede, at advokat Appellant under retsmøderne ikke stillede spørgsmål, der gik ud over det, der fremgik af sagens akter. Han havde ingen erindring om spørgsmål vedrørende delirisk stress. Han bekræftede, at modparten havde haft flere navne (Navn 2, Person 1, Navn 1), og at Vidne 1 muligvis også havde haft forskellige navne.
Advokat Vidne 2 forklarede desuden, at han selv flere gange om ugen modtager henvendelser fra potentielle klienter, som ikke registreres. Han kan tale 10-15 minutter med pågældende i telefonen, og efter nogen tid husker han ikke længere samtalen.
Parterne gentog i det væsentlige deres anbringender for byretten.
Advokat Appellant gjorde gældende, at han ikke havde tilsidesat god advokatskik. Han havde foretaget sædvanligt konflikttjek, kunne ikke forventes at huske den to år gamle samtale — særligt henset til parternes navneændringer — og havde ikke anvendt fortrolige oplysninger fra 2019-samtalen under samværssagen.
Advokatnævnet påstod stadfæstelse af byrettens dom og gjorde gældende, at advokaten havde modtaget fortrolige oplysninger under telefonsamtalen i 2019, hvilket skabte en interessekonflikt, da han senere repræsenterede modparten i en sag mellem de samme forældre.
Danske Advokater indtrådte til støtte for advokat Appellant og anførte navnlig, at en advokat ikke som almindelig regel kan være forpligtet til at registrere fortrolige oplysninger givet ved en henvendelse, der ikke fører til etablering af et klientforhold.
Danske Advokater advarede om, at en stadfæstelse af byrettens dom kunne få uhensigtsmæssige konsekvenser for advokaters undersøgelsespligt angående interessekonflikter. Det ville efter foreningens opfattelse være uholdbart, hvis en advokat til brug for senere undersøgelse af mulige interessekonflikter skulle registrere enhver henvendelse fra en potentiel klient, selv om der ikke etableres et klientforhold. En sådan registreringspligt ville være administrativt byrdefuld og potentielt i strid med databeskyttelsesreglerne, hvis der ikke er et sagligt formål med opbevaringen.
Landsretten foretog en trinvis vurdering af, om advokat Appellant havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126.
Landsretten lagde til grund, at Vidne 1 den 31. maj 2019 telefonisk henvendte sig til advokat Appellant, at der var en længerevarende samtale, og at advokaten efterfølgende sendte en e-mail med prisoplysninger. Vidne 1 vendte ikke tilbage, der blev ikke indgået en aftale, og der blev ikke oprettet en sag.
I den efterfølgende samværssag i 2021 blev advokat Appellant beskikket som advokat for modparten. Begge parter havde da antaget andre navne. Vidne 1 gjorde ikke indsigelse under sagen, der blev afsluttet med forlig den 6. januar 2022.
Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte advokat Appellants forklaring om, at han ikke under samværssagen erindrede telefonsamtalen med Vidne 1. Retten lagde vægt på den forløbne tid (ca. to år) og på, at begge parter havde skiftet navne.
Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at advokat Appellant under afhøringen af Vidne 1 i retsmøderne brugte oplysninger, der ikke fremgik af sagens akter, men stammede fra telefonsamtalen i 2019. Retten henviste herved til både advokat Appellants og advokat Vidne 2's forklaringer.
Landsretten indledte sin retlige vurdering med at citere Højesterets præmis i U.2022.4515:
Højesteret har i U.2022.4515 udtalt, at det ikke er muligt generelt at fastslå, hvilke undersøgelser en advokat skal iværksætte for at sikre, at der ikke er tale om interessekonflikter. Dette må fastlægges bl.a. i lyset af sagens karakter.
Landsretten fandt, at advokat Appellant ikke havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, og ophævede derfor Advokatnævnets kendelse af 2. marts 2022 (sagsnr. 2022-243). Byrettens dom blev ændret i overensstemmelse hermed.
Sagsomkostninger
Efter sagens udfald skulle Advokatnævnet betale sagsomkostninger for begge retter til advokat Appellant. Landsretten fastsatte beløbet således:
| Post | Beløb |
|---|---|
| Advokatbistand (salær inkl. moms) | 62.500 kr. |
| Retsafgift | 2.000 kr. |
| Vidneførsel | 6.060 kr. |
| I alt | 70.560 kr. |
Ved fastsættelsen af beløbet til advokatbistand tog landsretten hensyn til, at hovedforhandlingen havde varet en fuld retsdag, ud over sagens værdi. Beløbet blev tillagt rente efter rentelovens § 8 a.
Landsdommerne Morten Christensen, Birgitte Grønborg Juul og Line Bjørklund deltog i afgørelsen. Dommen blev afsagt den 27. marts 2025.
Vidne 1 fastholdt, at samtalen varede ca. 45 minutter, og at han havde givet advokat Appellant personfølsomme oplysninger om blandt andet psykiatrisk indlæggelse og sin stofskiftesygdom. Han forklarede, at advokat Appellant var »meget snakkesalig«, og at han tydeligt huskede samtalen — han var sikker på ikke at forveksle den med samtaler med to andre advokater, han også kontaktede på daværende tidspunkt.
Han forklarede, at advokat Appellant under et retsmøde i 2022 stillede spørgsmål om, hvorvidt han havde talt i vildelse. Advokat Vidne 2 protesterede over spørgsmålet, og Vidne 1 besvarede det derfor ikke. Vidne 1 mente ikke, at oplysningen om hans psykiatriske indlæggelse fremgik af sagens akter, og at moderen ikke kendte til den.
Vidne 1 forklarede, at han først klagede på et senere tidspunkt, fordi han først efterfølgende fik kendskab til reglerne om interessekonflikter. Han havde ikke under samværssagen fortalt advokat Vidne 2, at han tidligere havde talt med advokat Appellant, fordi han ikke ville indrømme, at han havde overvejet at skifte advokat.
Landsretten fastslog herefter to væsentlige retlige udgangspunkter:
Landsretten finder, at en advokat ved at modtage fortrolige oplysninger efter omstændighederne, også uden at der foreligger et klientforhold, kan bringe sig i en situation, hvor der opstår en interessekonflikt, hvis advokaten efterfølgende påtager sig at repræsentere en modpart.
Men samtidig præciserede landsretten grænsen:
Det er dog i familieretlige tvister ikke enhver sonderende telefonisk henvendelse fra en part, der kan medføre, at advokaten efterfølgende ikke kan påtage sig at repræsentere modparten, og det kan ikke generelt pålægges advokater at registrere samtlige sådanne henvendelser og opbevare registreringerne med henblik på at sikre sig mod fremtidige interessekonflikter.
Landsretten afviste dermed klart, at der gælder en generel registreringspligt for advokater vedrørende indledende, sonderende telefoniske henvendelser.
Ved den samlede vurdering lagde landsretten vægt på:
På denne baggrund fandt landsretten ikke, at det kunne bebrejdes advokat Appellant, at han ikke var opmærksom på en eventuel interessekonflikt ved at repræsentere Vidne 1's modpart i den senere samværssag.
