Skærpet fængselsstraf og udvisning for systematisk vold mod datter

2.2.1Frifindelse for trusler

Det var bevist, at tiltalte havde udtalt sig som anført i anklageskriftet. Retten lagde dog vægt på parters forklaringer om deres omgangstone, at de ikke var uvenner, samt at anmeldelsen skete mere end et år efter udtalelserne i en periode præget af konflikt om forældremyndigheden. Herefter var det ikke bevist, at tiltalte havde forsæt til at true forurettede.

2.2.2Skyld og skærpelse for vold mod barn

Datterens forklaring om den systematiske vold over en periode på ca. 14 måneder fandtes særdeles troværdig og blev støttet af vidneforklaringer, lægelige oplysninger og et foto af skaderne. Retten konstaterede:

Det er bevist, at tiltalte er skyldig i vold efter straffelovens § 244, stk. 2, jf. stk. 1. Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder.

Landsretten ændrede dog straffen og lagde vægt på voldens karakter som opdragelsesvold mod et barn, hvor tiltalte var den eneste omsorgsperson. Retten henvisede til lovgivers intentioner om et skærpet strafniveau:

Ved fastsættelsen af straffen har landsretten lagt vægt på de samme momenter, som byretten har fremhævet, herunder karakteren og omfanget af volden, der blev begået over en længere periode over for tiltaltes mindreårige barn. Landsretten har endvidere lagt vægt på den fordobling af strafniveauet i forhold til det hidtidige gældende niveau, som var forudsat i forarbejderne til straffelovens § 244, stk. 2. Landsretten finder på den baggrund, at straffen bør forhøjes til fængsel i 4 måneder.

2.2.3Udvisning og internationale forpligtelser

Spørgsmålet om udvisning krævede en vurdering af, om afgørelsen ville stride mod Danmarks EU-retlige forpligtelser eller menneskerettigheder. Tiltalte har tre døtre: to spanske statsborgere (19 og 17 år) og en dansk statsborger (6 år). Alle er anbragt i plejefamilier. Børnenes ophold er betinget af anbringelsen, ikke af moderens ophold.

Vedrørende Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20/20) (Zambrano-princippet) foretog retten en konkret vurdering af afhængighedsforholdet. Da det yngste barns far er dansk statsborger og barnet er velanbragt, fandt retten:

Efter en samlet vurdering finder landsretten herefter, at tiltaltes mindreårige børn ikke reelt vil være nødsaget til at forlade unionens område, såfremt tiltalte udvises, og at de således fratages deres effektive nydelse af deres rettigheder som unionsborger.

Vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 lagde retten vægt på tiltaltes korte ophold i Danmark, manglende lovligt ophold, begrænsede danskkundskaber, manglende arbejde og det faktum, at hun ikke har haft fysisk kontakt med sine to ældste børn siden 2021. Samværet med det yngste barn kan opretholdes digitalt. Retten konkluderede:

Efter en samlet afvejning af arten og grovheden af den kriminalitet, som tiltalte er fundet skyldig i, sammenholdt med tiltaltes personlige forhold og hendes tilknytning til henholdsvis Danmark og Marokko, finder landsretten, at en udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 6 år ikke med sikkerhed vil udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.