Landsretten[Done]
Sagen vedrører en anke afsagt af Østre Landsret den 25. september 2025 mod en dom fra Retten i Glostrup af 9. september 2024. Tiltalte (født 1996) står til rådighed for manddrab efter Straffeloven § 237 gennem medvirken efter Straffeloven § 81a, suppleret af tiltale for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder (Straffeloven § 192a) og ildspåsættelse (Straffeloven § 181). Endvidere tiltalt for brugstyveri (Straffeloven § 293a), hvilket byretten frifandt for.
Tiltalte ankede med påstand om frifindelse i hovedforholdet og subsidiært formildelse af straffen, mens anklagemyndigheden kontraankede for fuldstændig domfældelse i overensstemmelse med tiltalen. Sagen behandledes som nævningesag.
For landsretten fastholdt tiltalte sin uskyld og benægtede at have fungeret som chauffør under gerningen. Han angav imidlertid frygt for familiens sikkerhed som grund til ikke at navngive den reelle fører, og erkendte at have faciliteret lånet af en bil, som senere blev anvendt ved drabet, uden selv at kende til dens kriminelle formål. Supplerende vidneforklaringer belyste bl.a. konflikter i lokalområdet, bandemæssige tilknytninger og politiets overvågningsdata.
Landsretten tog stilling til skyldsspørgsmålet og fandt, at:
”Efter bevisførelsen for landsretten og af de grunde, som er anført af byrettens flertal, finder samtlige nævninger og dommere, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat, herunder for så vidt angår straffelovens § 81 a. Det, som er kommet frem for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.”
Frifindelsen for brugstyveri blev ligeledes stadfæstet.
Ved 18 stemmer stadfæstede landsretten byrettens strafudmåling. Retten fandt, at karakteren af medvirken og øvrige omstændigheder ikke berettigede til nedsættelse. Straffen idømmes som tillægsstraf til en tidligere dom for overtrædelse af straffelovens § 276 jf. straffelovens § 89. Desuden henviste retten til, at straffelovens § 192a var blevet strukturmæssigt ændret siden gerningstidspunktet.
Da tiltalte ikke protesterede mod påstanden om udvisning, stadfæstedes afgørelsen om udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Erstatningspåstandene fra de forurettede tages til følge, idet tiltalte kun bestridte erstatningspligten generelt, men havde ingen bemærkninger til kravets størrelse.
Byrettens dom stadfæstes i det omfang, den er anket. Tiltalte dømtes til fængsel på livstid, skal betale sagens omkostninger for landsretten og udvises fra landet med indrejseforbud for bestandig.
