Østre Landsret godkender Skatteministeriets modregning af omkostningsgodtgørelse i pålagte sagsomkostninger

Sagens Baggrund: Skattesagen og Pålagte Omkostninger

Sagen udspringer af en tidligere skattesag vedrørende beskatningen af et beløb på 200 millioner USD, som Sagsøgte havde selvangivet som kapitalindkomst, men som SKAT beskattede som personlig indkomst.

Sagsøgte tabte sagen i både Københavns Byret og Østre Landsret og blev pålagt betydelige sagsomkostninger til Skatteministeriet:

Sagsøgte ansøgte herefter om omkostningsgodtgørelse efter Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5.

Procesforløb og Modregningsafgørelser

Skattestyrelsens afgørelse (24. juli 2020): Skattestyrelsen bevilgede 50 % godtgørelse af de pålagte sagsomkostninger, svarende til i alt 2.850.000 kr. I afgørelsen fremgik det, at beløbet ville blive udbetalt til Sagsøgtes NemKonto, men med følgende forbehold:

"Vi gør opmærksom på, at udbetalingen kan blive brugt til at dække en eventuel gæld til det offentlige."

Modregning (4. maj 2021): Skattestyrelsen besluttede at opfylde kravet på godtgørelse ved at modregne beløbet på 2.850.000 kr. direkte i Sagsøgtes ubetalte gæld på 5.700.000 kr. for sagsomkostninger. Begrundelsen var, at der forelå konneksitet mellem kravene.

Landsskatteretten (21. maj 2024): Sagsøgte klagede over modregningen. Landsskatteretten gav Sagsøgte medhold og ophævede Skattestyrelsens afgørelse. Nævnet fandt, at Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 8 indeholdt et absolut forbud mod modregning, der ikke undtog konneks modregning.

Landsretten: Skatteministeriet anlagde sag ved Østre Landsret for at få stadfæstet modregningsretten.

Stridspunkter og Parternes Argumentation

Skatteministeriets påstand: At Sagsøgte skal anerkende, at kravet på omkostningsgodtgørelse kan opfyldes ved modregning i de pålagte sagsomkostninger.

Hovedargumenter fra Skatteministeriet:

1. Konneksitet: Kravet på godtgørelse og kravet på sagsomkostninger udspringer af samme retsforhold. Ifølge almindelige obligationsretlige principper tillades konneks modregning selv over for beskyttede fordringer, medmindre loven udtrykkeligt fraviger dette.
2. Lovfortolkning: Der er ingen holdepunkter i forarbejderne til Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 8 for, at forbuddet skulle omfatte konneks modregning. Formålet med godtgørelsen (at lette økonomisk byrde) opfyldes netop ved, at godtgørelsen frigør skylden for de specifikke omkostninger.
3. Ingen bindende tilsagn: Forbeholdet i afgørelsen af 24. juli 2020 om "eventuel gæld" udgjorde ikke et afkald på modregning.

Hovedargumenter fra Sagsøgte:

1. Absolut forbud: Ordlyden i Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 8 er klar og undtagelsesfri: "Kravet kan i øvrigt ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning".
2. Sammenligning med Gældsinddrivelsesloven: I forarbejderne til Gældsinddrivelsesloven § 8 b, stk. 4 understreges udtrykkeligt, at et tilsvarende forbud også omfatter konneks modregning. Dette viser, at lovgiveren ved klare ordlyder mener at inkludere konneks modregning, hvis det er hensigten.
3. Administrativ praksis: Skattestyrelsen har aldrig tidligere foretaget sådan modregning, hvilket bør danne grundlag for borgerens forventningssikring.

Landsrettens Vurdering og Retsgrundlag

Landsretten lagde vægt på formålet med reglerne om omkostningsgodtgørelse og fortolkningen af modregningsforbuddet.

Formålet med ordningen: Reglerne blev indført for at lette den økonomiske byrde for skatteydere, der fører sager mod det offentlige. Ved lovændringen i 2002 blev betingelsen om faktisk betaling af udgiften afskaffet for at undgå, at skatteyderen skulle finansiere udgifter, der alligevel ville blive dækket. Hensigten var at sikre, at godtgørelsen kunne anvendes til at betale de faktiske udgifter knyttet til skattesagen.

Vurdering af Konneksitet og Forbud: Landsretten fandt, at Sagsøgtes krav på godtgørelse (50 % af sagsomkostningerne) og Skatteministeriets krav på betaling af sagsomkostningerne er direkte forbundne og udspringer utvivlsomt af samme retsforhold.

Retten konkluderede:

"Ved modregning mellem den godtgjorte del af de pålagte sagsomkostninger med halvdelen af det sagsomkostningsbeløb, som Skatteministeriet er tilkendt, frigøres Sagsøgte for betalingsforpligtelsen vedrørende denne del. Landsretten finder, at modregning i et sådan tilfælde ikke er i strid med lovens forbud mod modregning."

Dermed accepterede retten Skatteministeriets opfattelse af, at konneks modregning ikke er omfattet af forbuddet i Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 8, da modregningen sikrer, at godtgørelsen præcist dækker den byrde, den er beregnet til at afhjælpe.

Afvisning af andre argumenter:

• Bindende tilsagn: Landsretten fandt, at Skattestyrelsens meddelelse af 24. juli 2020 ikke udgjorde et bindende tilsagn om udbetaling uden modregning, idet der var taget et udtrykkeligt forbehold for, at beløbet kunne dække gæld til det offentlige.
• Administrativ praksis: Det blev ikke fundet godtgjort, at der eksisterede en administrativ praksis, der afskar Skattestyrelsen fra at foretage modregning.

Afgørelse

Landsretten tog Skatteministeriets påstand til følge.

Dommen lyder:

1. Sagsøgte skal anerkende, at hans krav på delvis godtgørelse af sagsomkostninger (fra dommene i BS 36A-3927/2015 og BS-294-18) kan opfyldes ved modregning i de samme sagsomkostninger.
2. Sagsøgte skal inden 14 dage betale 134.500 kr. til Skatteministeriet i sagsomkostninger for landsretssagen (heraf 4.500 kr. til retsafgift og 130.000 kr. til advokatbistand inkl. moms).
3. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.