LandsrettenVestre Landsrets 16. afdeling stadfæste den 25. februar 2025 Retten i Aarhus' dom med ændringer i en sag om grov narkotikakriminalitet og udvisning. Sagen vedrørte en 26-årig irakisk statsborger, der har boet i Danmark siden 1-års alderen og som er far til en dansk datter på under et år. Byretten havde idømt tiltalte 6 måneders fængsel og tildelt ham en advarsel om udvisning i stedet for selve udvisningen, idet man fandt, at udvisning med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Landsretten tilkendegav i anledningen af anklagemyndighedens skærpeningspåstand, at udvisning var berettiget, og forhøjede tillige straffen til 8 måneders fængsel.
Sagens hovedstridspunkt var, om den pågældende skulle udvises af Danmark med et tilknyttet indrejseforbud, trods hans langvarige ophold i landet og nye familiemæssige tilknytninger. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år i medfør af Udlændingeloven § 22, nr. 4. Tiltalte og hans forsvar påstod frifindelse for udvisningspåstanden og henviste til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 om ret til respekt for privat- og familieliv. Spørgsmålet krævede en afvejning mellem det samfundsmæssige behov for at fjerne en grov narkotikakriminel og de menneskeretlige hensyn til en fastboende udlænding med stærke danske bånd.
Striden omfattede ligeledes en vurdering af EU-retlige regler om fri bevægelighed (TEUF artikel 20) i forhold til tiltaltes mindreårige, danske datter, samt hvorvidt en konfiskation af beslaglagte mobile telefoner var bevist.
Tiltalte blev sigtet for omfattende narkotikakriminalitet i perioden 2020-2023. De mest alvorlige forhold vedrørte besiddelse af 50,36 gram kokain fordelt i salgsposer, samt besiddelse og videreoverdragelse af henholdsvis 120 gram og 68,54 gram hash med henblik på videresalg. Der var tillige tale om besiddelse af codein og hash til eget brug samt en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Tiltalte erkendte sig skyldig i de fleste mindre forhold, men nægtede de grove salgsforhold vedrørende kokain og hash. Byretten fandt ham dog skyldig i alle forhold baseret på fingeraftryk, samværendes forklaringer, beslaglagte salgsposer og kontanter. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 6 måneder som tillægsstraf til tidligere domme og tildelte tiltalte en advarsel om udvisning frem for selve udvisningen.
Landsretten behandlede sagen i 2. instans efter anklagemyndighedens påstand om skærpelse, herunder krav om faktisk udvisning med 6 års indrejseforbud og forhøjet straf.
Tiltalte indrejste i Danmark den 16. maj 2000 som 1-årig kvoteflygtning og fik tidsubegrænset opholdstilladelse i 2006. Han har en dansk datter født i marts 2024, som han har fælles forældremyndighed med barnets mor, som dog er den primære omsorgsperson. Tiltalte har ingen familie i Irak og har aldrig opholdt sig der.
Tiltalte er massivt forstraffet med en lang liste over domme for personfarlig kriminalitet, tyveri og stofrelaterede overtrædelser. Han har tidligere 4 gange været tildelt henholdsvis betinget udvisning eller advarsel om udvisning, hvilket markerer, at han ikke har kunnet have været uvidende om, at fornyet kriminalitet ville kunne udløse udvisning.
Landsretten fandt, at byrettens straffastsættelse på 6 måneder var for let, når der tages hensyn til kriminalitetens karakter, den hurtige recidiv og den omfattende forstraffe. Flertallet i Landsretten (4 af 6 voterende) fastsatte straffen til fængsel i 8 måneder, mens to dommere stemte for 10 måneder. Dom afsagdes efter flertallet.
Straffen blev fastsat som tillægsstraf til tidligere domme i medfør af Straffeloven § 89. Rettens begrundelse lagde særligt vægt på de grove forhold om besiddelse af kokain og hash med henblik på videresalg.
Landsretten stadfæstede, at betingelserne for udvisning efter Udlændingeloven § 22, nr. 4 var opfyldt. Spørgsmålet blev herefter, om udvisning med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2. Landsretten gennemgik dette i to faser: EU-retlige krav og EMRK-artikel 8.
I relation til traktaten om Den Europeiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 bemærkes, at tiltalte ikke er unionsborger. Han har en datter født i marts 2024, som er dansk statsborger og derved unionsborger... Det følger af EU-Domstolens praksis, at TEUF artikel 20 er til hinder for en lovgivning i et medlemsland, hvorefter en tredjelandsstatsborger, som er blevet dømt for et straffbart forhold, skal udvises fra denne medlemsstats område til et tredjeland i tilfælde, hvor der består et kvalificeret afhængighedsforhold mellem tredjelandsstatsborgeren og dennes mindreårige barn, og hvor afhængighedsforholdet mellem barnet og forælderen er af en sådan karakter, at barnet reelt vil være nødsaget til at forlade unionens område, såfremt tredjelandsstatsborgeren udvises.
Landsretten fastslog, at der ikke var tale om et kvalificeret afhængighedsforhold, idet moderen er den primære omsorgsperson, og tiltalte og kæresten ikke bor sammen. Datteren ville derfor ikke reelt være nødsaget til at forlade EU's område.
For så vidt angår EMRK artikel 8 foretog landsretten en proportionalitetsvurdering ud fra Maslov mod Østrig principperne. Rettens overvejelser var:
Efter en samlet afvejning fandt landsretten, at de samfundsmæssige hensyn til udvisning vejede tungere end de private og familiemæssige hensyn.
Efter arten og grovheden af såvel tiltaltes nuværende som tidligere begåede kriminalitet finder landsretten efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 6 år er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning. På den baggrund finder landsretten, at en ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Landsretten tog anklagemyndighedens påstand om konfiskation til følge i medfør af Straffeloven § 75, stk. 1 for de beslaglagte stoffer, penge og værktøjer (f.eks. digitalvægt og luk-let poser). Der blev imidlertid frifundet for konfiskation af en hvid og en sort iPhone i forhold 8, da det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at telefonerne var brugt til den strafbare handling.
Landsretten stadfæste byrettens dom med følgende ændringer:
