LandsrettenSagen rejste spørgsmålet om, hvorvidt en livstidsdømts ret til at indgå ægteskab med en person, han mødte efter varetægtsfængslingen, blev krænket ved, at kriminalforsorgen nægtede ham udgang til vielse på rådhuset og nægtede den fremtidige ægtefælle besøgstilladelse i fængslet. Begrundelsen var de lovfestede begrænsninger i de første 10 års afsoning.
Afsoningen af livstidsstraffe er underkastet særlige restriktioner ifølge lov nr. 157 af 31. januar 2022:
Sagsøger 1 havde fået udstedt prøvelsesattest jf. Ægteskabsloven § 19, stk. 1, hvilket markerer, at de formelle krav til vielse var opfyldt.
Sagsøgerne gjorde gældende, at deres ret til at gifte sig var gøres indholdsløs, når myndighederne effektivt forhindrede dem i at mødes fysisk — enten via udgang eller besøg. De henviste til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12, som sikrer retten til at indgå ægteskab.
Myndighederne (Direktoratet for Kriminalforsorgen og Storstrøm Fængsel) argumenterede for, at begrænsningerne var nødvendige af hensyn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt for at beskytte unge og letpåvirkelige mennesker mod at indgå relationer med farlige kriminelle.
Retten understregede, at retten til at indgå ægteskab ikke er absolut, men skal øves i overensstemmelse med nationale love.
Landsretten fandt yderligere, at et afslag på udgang ikke nødvendigvis afskærer den indsatte fra at blive viet, hvis der åbnes mulighed for besøg i fængslet under undtagelsesbestemmelsen. Da sagsøger 2 endnu ikke havde ansøgt konkret om besøg i det aktuelle fængsel med henblik på vielse, var det uafklaret, om "særlige omstændigheder" (som retten til ægteskab) ville veje tungt nok til at bryde besøgsforbudet. Der kunne derfor ikke fastslås en konkret krænkelse herog nu.
