LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag på at optage en kvinde på et lovforslag om indfødsrets meddelelse – uden nogen begrundelse og med en femårig udelukkelsesperiode – krænkede hendes rettigheder efter Europarådets konvention om statsborgerret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten stadfæstede, at det manglende begrundelseskrav var tilsidesat, pålagde med et flertal på 2-1 ministeriet at oplyse baggrunden for afslaget, men afviste – ligeledes med stemmerne 2-1 – på nuværende tidspunkt at tage stilling til, om afslaget også krænkede EMRK artikel 8, 13 og 14.
Sagen angik en kvinde, der ved brev af 27. oktober 2021 fik meddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at hun ikke kunne blive dansk statsborger nu, idet Folketingets Indfødsretsudvalg ikke havde fundet, at hun kunne optages på det pågældende lovforslag om indfødsrets meddelelse. Udvalget havde samtidig besluttet, at hun var udelukket fra optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i fem år. Afgørelsen indeholdt ingen begrundelse for afslaget.
Efter grundlovens § 44, stk. 1 tilkommer det lovgivningsmagten at meddele dansk indfødsret til udlændinge, og indfødsretslovens § 6, stk. 1 fastslår i overensstemmelse hermed, at indfødsret kan erhverves ved naturalisation i henhold til grundloven. Som led i denne ordning gennemføres der årligt indfødsretslove, hvorved enkeltpersoner med navns nævnelse meddeles indfødsret.
Københavns Byret afsagde dom i sagen den 28. november 2024 (sag BS-42640/2022-KBH) og gav sagsøgeren delvist medhold. Ministeriet ankede dommen til Østre Landsret.
Appellanten forklarede for landsretten, at hun arbejder med outsourcing og udviklingsarbejde i en stilling, hvor hun bl.a. foretager sikkerhedsvurderinger i forhold til staters indblanding og løbende bliver sikkerhedsgodkendt. Hun har ikke rejst til Rusland siden januar 2022, dels fordi hun er imod krigen i Ukraine, dels fordi hun frygter, hvilken betydning et besøg vil blive tillagt ved en senere ansøgning om statsborgerskab – selvom hendes far er terminalt syg dér.
Hun forklarede, at hun er blevet mere mistænksom over for sin omgangskreds, isolerer sig mere og er holdt op med at kommunikere med russiske og ukrainske venner af frygt for konsekvenserne. Hun og hendes mand har besluttet ikke at købe en lejlighed eller få børn af frygt for, at det kan blive taget fra dem.
Hun har fortsat opholdstilladelse i Danmark og er ikke nægtet ind- eller udrejse, men skal have visum ved rejser uden for Schengen. Hun har ikke konkret fået afslag på en ansøgt stilling, men har undladt at søge stillinger på direktørniveau, der forudsætter udstationering i udlandet.
Appellanten gjorde til støtte for en ny påstand 2 gældende, at ministeriet skulle pålægges at oplyse, hvilken bestemmelse i indfødsretscirkulæret afslaget eventuelt var truffet på baggrund af – f.eks. om hun ansås for en fare for statens sikkerhed. Hun henviste til, at Højesteret i en dom af 3. september 2025 (U2025.4496) havde fastslået, at almindelige retsgrundsætninger kunne påberåbes i relation til en påstand om anerkendelse af statsborgerskab, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 efter praksis finder anvendelse på ansøgninger om statsborgerskab, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 11. oktober 2011 i sag 53124/09, Genovese mod Malta.
Ministeriet fastholdt, at beslutningen om ikke at optage appellanten på lovforslaget var et led i lovgivningsprocessen, hvor prøvelsesadgangen efter grundlovens § 63 ikke finder anvendelse, jf. princippet i Højesterets dom af 13. september 2013 (U2013.3328), og at forhandlingerne i Folketingets Indfødsretsudvalg desuden er fortrolige. Ministeriet bestred, at afslaget var vilkårligt eller havde påvirket appellantens privat- eller familieliv i et omfang omfattet af artikel 8.
Landsretten lagde til grund, at det efter Højesterets dom af 9. maj 2017 (U2017.2469) følger af artikel 11 i Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret, at afgørelser om erhvervelse af statsborgerskab skal indeholde skriftlige begrundelser – både når afslaget kommer fra ministeriet, og når det kommer fra Folketingets Indfødsretsudvalg efter forelæggelse fra ministeriet.
Begrundelsen skal, bortset fra tilfælde der vedrører national sikkerhed, have et indhold (retligt og faktuelt), der giver ansøgeren et rimeligt grundlag for at bedømme, hvad årsagen til afslaget på indfødsret er.
Da afgørelsen i den foreliggende sag ikke indeholdt nogen begrundelse overhovedet, tiltrådte landsretten, at begrundelseskravet i artikel 11 var tilsidesat, og stadfæstede byrettens dom på dette punkt.
Et flertal (landsdommerne Morten Christensen og Katja Beck) fandt, at begrundelsespligten efter artikel 11 må ses i sammenhæng med domstolenes adgang til at prøve, om folkeretlige forpligtelser er krænket, jf. U2013.3328. Flertallet lagde vægt på, at en påstand om at få oplyst begrundelsen har den fornødne klarhed til at indgå i en dom mod en statslig myndighed, uafhængigt af om den egner sig til tvangsfuldbyrdelse. Flertallet tog derfor påstand 2 til følge, således at ministeriet inden for rammerne af U2017.2469 skal oplyse, hvorfor appellanten ikke kan optages på lovforslag om indfødsrets meddelelse i fem år – og, hvis afslaget beror på en sikkerhedsvurdering, i det mindste oplyse dette.
En mindretalsvoterende (landsdommer Rikke Skovby) fandt derimod, at medhold i påstanden ikke kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, og at påstanden reelt udgjorde et anbringende til støtte for påstand 1 snarere end en selvstændig påstand. Mindretallet stemte derfor for at afvise påstanden og bemærkede, at hverken hjemvisning eller ophævelse ville ligge inden for rammerne af grundlovens § 63, jf. U2013.3328.
Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet.
Flertallet (Christensen og Beck) fandt, at grundlaget for at vurdere, om afslaget krænkede Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, artikel 13, jf. artikel 8, og artikel 14, jf. artikel 8, ville blive væsentligt forandret, når ministeriet opfyldte pligten til at oplyse begrundelsen efter påstand 2. Appellanten fandtes derfor ikke at have en aktuel og konkret retlig interesse i at få prøvet spørgsmålet på et utilstrækkeligt faktuelt grundlag, og en henvisning til at anlægge ny sag efter opfyldelsen ville ikke stride mod EMRK artikel 6. Flertallet stemte derfor for at afvise påstand 3.
Mindretallet (Skovby) ville derimod have vurderet krænkelsesspørgsmålet på det foreliggende grundlag. Under henvisning til Menneskerettighedsdomstolens dom af 26. juni 2012 i sag 26828/06, Kuric m.fl. mod Slovenien, præmis 339, fandt mindretallet, at de af appellanten beskrevne konsekvenser – herunder psykisk påvirkning, visumkrav og undladt jobsøgning – ikke var tilstrækkeligt alvorlige til at udgøre en krænkelse af artikel 8 eller artikel 14, jf. artikel 8. Mindretallet fandt endvidere, under henvisning til Menneskerettighedsdomstolens dom af 13. oktober 2016 i sag 64372/11, Khalil Nazari mod Danmark, at den prøvelse, domstolene kan foretage inden for rammerne af grundlovens § 63, gav appellanten adgang til effektive retsmidler efter artikel 13.
Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet, hvorefter påstand 3 blev afvist.
| Påstand | Indhold | Udfald |
|---|---|---|
| Påstand 1 | Anerkendelse af, at afslaget krænkede statsborgerretskonventionens artikel 11 (manglende begrundelse) | Medhold – byrettens dom stadfæstet |
| Påstand 2 (ny for landsretten) | Ministeriet skal oplyse begrundelsen for afslaget | Medhold (2-1) inden for rammerne af U2017.2469 |
| Påstand 3 | Anerkendelse af krænkelse af EMRK artikel 8, 13 og 14 | Afvist (2-1) |
Udlændinge- og Integrationsministeriet skulle efter sagens udfald betale sagsomkostninger for begge retter med 71.750 kr., heraf 1.750 kr. til retsafgift og 70.000 kr. til advokatbistand inkl. moms. Landsretten lagde ved fastsættelsen vægt på sagens karakter, omfang og betydning, herunder at appellanten fik medhold i sagens centrale tvistepunkt om den manglende begrundelse.
Landsretten bestemte herefter:
