LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om en mand, der fik et ildebefindende og kom til skade den 4. august 2019 under høstarbejde hos sin fætter, var omfattet af personkredsen i . Manden havde hjulpet med høsten hvert år under sine sommerferieophold på gården siden barndommen. Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at hjælpen — trods dens omfang og betydning for driften — efter art og omfang måtte betragtes som sædvanlig hjælp mellem familiemedlemmer, der ikke er omfattet af lovens personkreds. Statskassen pålagdes at betale 80.000 kr. i sagsomkostninger til Ankestyrelsen.
Appellanten — herefter A — kom til skade den 4. august 2019 under et sommerferieophold hos sin fætter, Vidne 1 (herefter V1). Skaden skete, mens A hjalp med at høste korn på V1's landbrugsejendom.
Høstarbejdet var planlagt til at vare 7-8 timer og var tilrettelagt således, at der blev anvendt én mejetærsker og tre traktorer. A førte den ene traktor. De to øvrige traktorer blev ført af henholdsvis V1's søn, Vidne 4 (tidligere Person 2), der var ansat som landbrugsmedhjælper, og en anden ansat. Ordningen med tre traktorer skulle sikre et vedvarende flow, så mejetærskeren — der var lejet på timebasis hos Vidne 3's maskinstation — ikke skulle holde stille.
Traktorkørslen bestod i at køre ved siden af mejetærskeren, mens kornet blev blæst fra mejetaerskeren over i traktorens ladvogn. Når vognen var fuld, kørte traktorføreren via offentlig vej til fodercentralen for at læsse af. Det krævede ifølge vidneforklaringerne en vis erfaring at føre traktoren — herunder at bakke gennem en stor port ved fodercentralen.
V1 drev en landbrugsvirksomhed med dyrehold og skulle den pågældende dag passe dyrene, hvilket omfattede malkning, fodring og opsyn. V1 deltog derfor ikke selv i høstarbejdet.
Det blev lagt til grund, at:
A rejste erstatningssag med påstand om, at ulykken skulle anerkendes som en arbejdsskade. I forbindelse med sagens behandling udfyldte både A og V1 spørgeskemaer i november 2020 til brug for Ankestyrelsens vurdering.
Ankestyrelsen traf afgørelse om, at A ikke var omfattet af arbejdsskadessikringslovens personkreds. A indbragte afgørelsen for byretten.
Retten i Randers afsagde dom den 11. september 2023 (sag BS-44278/2022-RAN) og frifandt Ankestyrelsen. Byretten fandt ligesom Ankestyrelsen, at A ikke var omfattet af lovens § 2, stk. 1.
A ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om, at Ankestyrelsen skulle tilpligtes at anerkende, at han var omfattet af personkredsen, og at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling med henblik på vurdering efter lovens §§ 5 og 6. Ankestyrelsen påstod stadfæstelse.
Under landsretssagen blev der afgivet supplerende forklaringer af V1, V3 og V4, ligesom der blev fremvist videooptagelse af høstarbejde samt fotos af den forulykkede traktor og faktura vedrørende leje af maskiner. Fakturaen af 30. september 2019 fra V3 viste en post "Høst 2019" på 78.970 kr.
A havde fri proces under ankesagens behandling.
A påstod Ankestyrelsen tilpligtet at anerkende, at han ved hændelsen den 4. august 2019 var omfattet af personkredsen i arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1, og at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling med henblik på vurdering af, om der kunne ske anerkendelse efter lovens §§ 5 og 6.
Ankestyrelsen påstod byrettens dom stadfæstet — dvs. frifindelse.
Parterne gentog i det væsentlige deres anbringender for byretten:
Arbejdsskadessikringslovens § 2, stk. 1 bestemmer:
Personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, er berettigede efter denne lov, jf. §§ 5-7. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående.
Bestemmelsen omfatter således også ulønnet arbejde, hvis der er etableret et tjenesteforhold — men ikke enhver form for frivillig hjælp.
Efter Vejledning om anerkendelse af skader ved håndsrækninger, pkt. 2.2, stilles der skærpede krav til hjælpens nødvendighed og til opgavens art og omfang, når der består en tæt familierelation mellem hjælperen og den, der modtager hjælpen. Der skal i disse tilfælde foretages en konkret vurdering af, om hjælpen ligger ud over, hvad der må anses for "sædvanlig hjælp" mellem familiemedlemmer.
Sagens udfald afhang derfor af, om A's hjælp med høstarbejdet kunne anses for at gå ud over sædvanlig hjælp mellem familiemedlemmer — både hvad angår opgavens art (krævede den særlige kvalifikationer?) og dens omfang (var hjælpen nødvendig for virksomhedens drift?).
Sagens centrale bevismæssige problem var, at de oprindelige oplysninger afgivet i november 2020 stod i direkte modstrid med de forklaringer, der blev afgivet under retssagen.
A anførte i besvarelsen af spørgsmål 2:
Hjælpen var nødvendig i den forstand, at en anden person skulle have kørt, hvis ikke jeg havde hjulpet til 1 dags arbejde (tror min fætter Vidne 1 skulle have kørt selv).
V1 svarede i spørgeskemaet af 16. november 2020 nej til spørgsmålet om, hvorvidt en professionel fagperson skulle have udført arbejdet, hvis A ikke havde hjulpet til, og anførte:
Mig selv (Vidne 1)
Med andre ord: V1 gav oprindeligt udtryk for, at han selv kunne — og ville — have udført arbejdet.
Under hovedforhandlingen i landsretten gav V1 en helt anden forklaring. Han forklarede nu:
V4 (sønnen) forklarede supplerende, at traktorkørsel ikke er noget, "man bare lige gør", og at det kræver erfaring — herunder at bakke gennem en stor port ved fodercentralen.
Landsretten tiltrådte, at der ved vurderingen af, om A's arbejdsindsats var nødvendig, måtte lægges vægt på de oplysninger, som A og V1 havde afgivet i forbindelse med, at erstatningssagen blev rejst — altså spørgeskemabesvarelserne fra november 2020.
Om de ændrede forklaringer udtalte landsretten:
De nu fremkomne forklaringer om, at arbejdsopgaven krævede særlige kvalifikationer, og at Appellants arbejdsindsats var nødvendig for, at arbejdsopgaven kunne gennemføres, er i modstrid med det oprindeligt oplyste, og kan derfor ikke tillægges afgørende betydning.
Landsretten lagde endvidere vægt på:
På denne baggrund nåede landsretten frem til, at A's hjælp med høsten — efter art og omfang — ikke kunne antages at ligge ud over, hvad der må betragtes som sædvanlig hjælp mellem familiemedlemmer. Det var derfor ikke godtgjort, at A på ulykkestidspunktet var omfattet af personkredsen i arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1.
Efter sagens udfald skulle statskassen betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen for landsretten. Beløbet blev fastsat til 80.000 kr., der vedrørte udgifter til sagens førelse ekskl. moms. Ud over sagens værdi blev der taget hensyn til sagens omfang og forløb. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Landsdommerne Henrik Estrup, Annette Nørby og (kst.) deltog i afgørelsen. Dommen var enstemmig.
Landsretten lagde afgørende vægt på de oprindelige spørgeskemabesvarelser:
