LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om Tinglysningsretten havde været berettiget til at afvise tinglysning af en fremsendt særvedtægt. Landsretten stadfæstede afvisningen med den begrundelse, at særvedtægten ikke opfyldte de nødvendige formelle eller materielle betingelser for tinglysning efter . Kendelsen blev efterfølgende kæret til Højesteret — hvis kendelse kan læses uafhængigt, hvorfor Landsrettens og Tinglysningsrettens afgørelser ikke er offentliggjort i Domsdatabasen.
En part (den kærende) fremsendte en særvedtægt til tinglysning hos Tinglysningsretten. En særvedtægt er en supplerende vedtægtsbestemmelse — ofte anvendt i ejerforeninger — der regulerer rettigheder og forpligtelser vedrørende fast ejendom, og som skal tinglyses for at opnå gyldighed mod tredjemand, jf. bl.a. ejerlejlighedsloven § 5, stk. 3.
Tinglysning af private dokumenter om fast ejendom forudsætter efter tinglysningsloven § 10, stk. 1, at dokumentet efter sit indhold går ud på at fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ret over en bestemt fast ejendom, og at det fremtræder som udstedt af den, der ifølge tingbogen er beføjet til at råde over den pågældende ret. Endvidere kræver tinglysningsloven § 10, stk. 5, at et servitutdokument — herunder en særvedtægt — angiver den eller de påtaleberettigede, om servitutten er tidsbegrænset, dens geografiske udstrækning, samt hvilken eller hvilke ejendomme der er herskende.
Tinglysningsretten afviste at tinglyse den fremsendte særvedtægt. Den konkrete begrundelse for afvisningen fremgår ikke i detaljer af det offentligt tilgængelige materiale, idet Tinglysningsrettens afgørelse ikke er offentliggjort i Domsdatabasen. Afgørelsen må imidlertid antages at være truffet i medfør af tinglysningsloven § 15, stk. 2, hvorefter et dokument afvises, hvis det efter sin natur overhovedet ikke kan tinglyses, eller tinglysningen er åbenbart overflødig, eller hvis dokumentets udsteder ikke er berettiget til at råde over ejendommen — eller mere generelt efter tinglysningsloven § 14, stk. 3, hvorefter et dokument, der ikke indeholder de i § 9, stk. 1, anførte oplysninger, afvises.
Det ligger fast, at særvedtægten ikke opfyldte de formelle eller materielle betingelser for tinglysning.
Den part, der søgte tinglysningen (den kærende), indbragte Tinglysningsrettens afvisning for Vestre Landsret som kæremål. Kæremålet blev behandlet som en almindelig civil sag.
Den kærende ønskede, at Landsretten skulle tilsidesætte afvisningen og pålægge Tinglysningsretten at gennemføre tinglysningen. De nærmere anbringender fremgår ikke af det tilgængelige materiale.
Vestre Landsret stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse om at afvise tinglysning af særvedtægten.
Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Tinglysningsrettens afvisning, idet særvedtægten ikke opfyldte de nødvendige formelle eller materielle betingelser for at kunne registreres i tingbogen efter tinglysningslovgivningen.
Kendelsen blev efterfølgende kæret til Højesteret, hvis kendelse kan læses uafhængigt af de underliggende afgørelser. Af den grund er hverken Landsrettens kendelse eller Tinglysningsrettens afgørelse offentliggjort i Domsdatabasen.
