LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om Tinglysningsretten med rette havde stillet krav om, at en særvedtægt skulle dokumenteres behørigt vedtaget for hver enkelt berørt ejendom, før endelig tinglysning kunne finde sted. Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens betingede afgørelse. Sagen blev efterfølgende indbragt for Højesteret, som omstødte Landsrettens kendelse.
En ejerforening — bestående af flere selvstændige matrikelnumre — anmeldte en særvedtægt til tinglysning hos Tinglysningsretten. Særvedtægten regulerede fælles anliggender på tværs af de berørte ejendomme.
Tinglysningsretten modtog anmeldelsen, men ville ikke tinglyse særvedtægten endeligt og ubetinget. Retten stillede i stedet krav om, at ansøgeren inden for en nærmere fastsat frist skulle dokumentere, at særvedtægten var behørigt vedtaget for hver enkelt ejendom, den vedrørte.
Tinglysningsretten lagde til grund, at de berørte matrikelnumre ikke var samnoterede, og at de derfor i tinglysningsretlig forstand udgjorde selvstændige ejendomme. For at en særvedtægt kunne tinglyses med gyldighed over for hver enkelt ejendom, måtte det kunne dokumenteres, at vedtagelsen var sket i overensstemmelse med de formelle krav for den pågældende ejendom — herunder krav til majoritet blandt ejerne.
Retten henviste til princippet i Tinglysningsloven § 10, hvorefter et privat dokument skal fremtræde som udstedt af den, der ifølge tingbogen er beføjet til at råde over den pågældende ret. Kravet om dokumentation for behørig vedtagelse skulle sikre, at særvedtægten var lovligt stiftet.
Ansøgeren indbragte Tinglysningsrettens betingede afgørelse for Vestre Landsret som kæremål efter Retsplejeloven § 6, hvorefter kære over Tinglysningsrettens afgørelser kan rejses for landsretten.
Den kærende part gjorde gældende, at Tinglysningsretten ikke burde have stillet krav om særskilt dokumentation for hver ejendom, idet ejendommene siden opdelingen havde været administreret som én samlet enhed under en fælles særvedtægt.
Vestre Landsret tiltrådte Tinglysningsrettens afgørelse. Landsretten fandt, at Tinglysningsretten med rette havde stillet betingelsen om dokumentation for den behørige vedtagelse for hver enkelt ejendom.
Landsretten lagde vægt på, at tinglysning af et dokument kun kan ske, når den ret, dokumentet angår, er lovligt stiftet over for den, hvis ret ifølge tingbogen indskrænkes. Dette indebærer, at dokumentets gyldighed skal være behørigt dokumenteret, jf. principperne i Tinglysningsloven § 10.
Da de berørte ejendomme ikke var samnoterede, var det Landsrettens opfattelse, at hver ejendom måtte betragtes selvstændigt i forhold til kravet om dokumentation for vedtagelse.
Vestre Landsret stadfæstede Tinglysningsrettens betingede afgørelse. Det betød, at kravet om at fremlægge dokumentation for den behørige vedtagelse af særvedtægten for hver enkelt berørt ejendom blev fastholdt.
Først når den krævede dokumentation forelå, kunne endelig tinglysning finde sted.
Det bemærkes, at Højesteret efterfølgende omstødte Landsrettens kendelse i et kæremål. Højesteret fastslog, at ejendomme, der siden den oprindelige opdeling har været administreret som én samlet ejerforening under en fælles tinglyst særvedtægt, udgør et samlet ejerlejlighedsfællesskab, og at Tinglysningsretten derfor ikke kan kræve særskilt vedtagelse for hver enkelt matrikel ved efterfølgende vedtægtsændringer.
