LandsrettenSagstype: Straffesag med appel vedrørende strafferet og udlændingeret Afgørelsesinstans: Østre Landsrets 5. afdeling (23. september 2025) Procesniveau: Appel (afgørelse ved landsretten stadfæstet med ændring af straf)
Sagen handler om en tiltalt, der er født og opvokset i Danmark (marokkansk statsborger), men som har begået alvorlig organiseret kriminalitet. Den centrale konflikt i sagen berørte såvel straffeudmålingen — særligt værdien af sen tilståelse — som forholdet mellem udvisningsbestemmelser og menneskerettighederne.
Tiltalte blev idømt 7 års fængsel og udvisning med 6 års indrejseforbud. Dommen understreger, at selv ved stærk tilknytning til Danmark (født her, familie her), vil grov organiseret kriminalitet ofte retfærdiggøre udvisning. Et permanent indrejseforbund fandt dog ikke sted, da dette betragtedes som et uforholdsmæssigt hårdt indgreb i familielivet.
Tiltalte, der lider af den autoimmune sygdom Morbus Crohn, var involveret i grov narkotikakriminalitet i to perioder:
Byretten havde først dømt tiltalte til 6 års fængsel. På anke sagde landsretten først, at den almindelige straf skulle være på 8 år. Da tiltalte erkendte sig skyldig i alle forhold, fik han rabat. Landsretten klassificerede tilståelsen efter de af Højesteret opstillede rammer (kategori 3) og nedsatte straffen med ca. 12,5%, hvilket resulterede i den endelige dom på 7 års fængsel.
Overtrædelserne sker under særligt skærpende omstændigheder efter Straffeloven § 191, stk. 2 og Straffeloven § 290 a, stk. 2.
Tiltalte argumenterede for, at udvisning ville stride mod Menneskerettighedskonventionens Artikel 3 (forbud mod umenneskelig behandling), da han lider af Morbus Crohn og kun få behandlingen Stelara i Danmark.
Landsretten frakendte dette grundlag. Styrelsen havde oplyst, at både hospitalsbaseret og ambulant gastroenterologisk behandling findes i Marokko, herunder mulighed for offentlig finansiering gennem RAMED. Retten fandt derfor, at han ikke ville stå uden hjælp, og at Artikel 3 ikke hindrede udsendelsen.
Den største juridiske diskussion foregik omkring forholdet mellem udvisning og retten til respekt for privat- og familieliv (Artikel 8).
Landsretten anerkendte tiltaltes stærke tilknytning til Danmark: Han er født her, har gået i skole, taler sproget, og hans mor og syv søskende bor i landet. Derimod har han ingen egen familie, intet arbejde og kun svage bånd til Marokko (hvor han kun har været for sin fars begravelse).
Dog lagde landsretten vægt på de tungtvægende samfundshensyn:
Dermed fandt landsretten, at hensynet til den offentlige orden vejet tungere end tiltaltes personlige tilknytning. Men fordi tiltalte ikke har egen familie, og hans tilknytning til Danmark er meget dyb, fastslog landsretten, at et indrejseforbud "for bestandig" ville være uforholdsmæssigt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I stedet blev forbuddet begrænset til 6 år, hvorefter der teoretisk kan ansøges om visum igen.
Konfiskation af 300.000 kr. i formuekonfiskation efter Straffeloven § 75, stk. 1 blev ligeledes stadfæstet.
