Frifindelse for vold med porcelænskop på grund af tvivl om nødværge under macheteangreb

Stridens kerne: Tidsmæssig sammenhæng og nødværge

Afgørelsens omdrejningspunkt er rækkefølgen af voldshandlingerne mellem parterne. Konflikten udsprang af en beskyldning fra Tiltalte 1 om voldtægt. Parternes forklaringer afviger væsentligt:

• Tiltalte 2 beskriver, at han kastede koppen som refleks efter at være blevet ramt af macheten, idet han handlede i selvforsvar mod et livsfarligt våben.
• Tiltalte 1 hævder, at han blev slået med koppen, inden han fik fat i macheten, som ifølge ham lå under en skraldespand på det tidspunkt.

Spørgsmålet for landsretten var derfor, om betingelserne for strafrihed var opfyldt efter Straffeloven § 13, stk. 1.

Nævnernes og dommernes vurdering

Alle nævnere og dommere er enige om, at det er bevist, at Tiltalte 2 slog Tiltalte 1 med koppen og påførte ham et behandlingskrævende kvæstningssår. Derimod skabes der splittelse ved bedømmelsen af nødværgekravet:

Efter en samlet bedømmelse af de tilstedeværendes forklaringer fremstår det usikkert, hvornår i forløbet tiltalte slog Tiltalte 1 med koppen set i forhold til, hvornår Tiltalte 1 fik macheten i hånden og herunder benyttede den til angrebet mod tiltalte. Det kan derfor ikke med den fornødne sikkerhed afvises, at tiltaltes slag med kop-pen fandt sted på et tidspunkt, hvor tiltalte måtte gå ud fra, at Tiltalte 1's an-greb mod ham med macheten var påbegyndt eller overhængende.

Et flertal bestående af 6 nævninger og 3 dommere lægger vægt på denne saglige tvivl og den umiddelbare farlighed ved et macheteangreb. Da det ikke kan udelukkes, at koppen blev kastet som reaktion på et påbegyndt eller overhængende angreb, finder flertallet at nødværgebestemmelsen gælder, og stemmer for frifindelse.

Et mindretal på 3 nævninger finder Tiltalte 1’s forklaring mest troværdig, støttet af en tidlig afhøring af Vidne 3. De fastslår, at koppen blev kastet før macheten blev taget i brug, og stemmer derfor for at stadfæste byrettens skyldafgørelse.

Landsrettens afgørelse

Med flertallets indstilling ændrer Vestre Landsret byrettens dom. Eftersom tvivlen vedrørende tidsforløbet ikke kan løses i anklagemyndighedens favør, og farligheden af situationen taler for en generøs fortolkning af nødværge, hjemles frifindelsen i Straffeloven § 13, stk. 1. Tiltalte 2 frifindes herefter fuldt ud jf. Retsplejeloven § 892. Statskassen bærer omkostningerne for begge instanser.