LandsrettenVestre Landsret stadfæstede med to ændringer Retten i Koldings dom, hvorved en 40-årig kvinde (Tiltalte1) og en 49-årig kvinde (Tiltalte2) blev fundet skyldige i organiseret menneskehandel af fem thailandske kvinder og rufferi over for i alt ca. 25 kvinder og en transperson, drevet fra to thaimassageklinikker i Fredericia og Horsens. Landsretten nedsatte efter dissens straffen for Tiltalte2 fra 4 år til 3 år og 6 måneders fængsel, men skærpede samtidig Tiltalte1's indrejseforbud fra 6 til 12 år, mens konfiskation af genstande, 1 mio. kr. i skønsmæssigt udbytte og betydelige formueaktiver blev stadfæstet i det hele.
Sagen udsprang af en omfattende politiefterforskning med telefon- og rumaflytninger samt observation, der kulminerede i en razzia den 10. december 2024 mod to ejendomme drevet under dække af at være thaimassageklinikker: Adresse1 i Fredericia og Adresse2 i Horsens. Ifølge anklageskriftet, modtaget den 15. juli 2025, havde Tiltalte1 og Tiltalte2 i forening og efter fælles aftale, herunder med flere ukendte medgerningsmænd, rekrutteret, transporteret og huset thailandske (og enkelte andre udenlandske) kvinder med henblik på udnyttelse ved prostitution.
Det fælles mønster i sagens seks individuelle forhold var, at kvinderne blev overtalt til at rejse til Danmark under påskud af arbejde som thaimassør, hvorefter de ved ankomsten blev afhentet i lufthavnen og indlogeret direkte i klinikkerne. Her skulle de arbejde alle ugens dage (for én kvindes vedkommende dog kun 6 dage) fra kl. 09.00 til 22.00, sove på massagebrikse eller foldemadrasser i klinikkernes uhumske og til dels skimmelsvampinficerede lokaler uden dagslys, og aflevere mindst 50 % af deres indtjening til de tiltalte. Kvinderne var underlagt kontrol og overvågning af deres bolig, måltider, arbejdstider, bevægelsesfrihed og indtjening, og skulle betale en ofte urimeligt høj rejsegæld, før de kunne forlade klinikken.
Hvert af forholdene 1-6 var opbygget med en principal tiltale om menneskehandel efter straffelovens § 262 a, stk. 1, subsidiært menneskeudnyttelse efter § 262 b, og mere subsidiært rufferi efter § 233, stk. 1:
| Forhold | Forurettede | Klinik | Oprindelsesland | Hjemmel (principal) |
|---|---|---|---|---|
| 1 | Forurettede1 | Fredericia |
| Thailand |
| § 262a, stk. 1, nr. 4 og 5 |
| 2 | Forurettede2 | Horsens | Ungarn | § 262a, stk. 1, nr. 5 |
| 3 | Forurettede3 | Fredericia/Horsens | Thailand | § 262a, stk. 1, nr. 5 |
| 4 | Forurettede4 | Fredericia | Italien | § 262a, stk. 1, nr. 5 |
| 5 | Forurettede5 | Horsens | - | § 262a, stk. 1, nr. 5 |
| 6 | Forurettede6 | Fredericia | Ungarn | § 262a, stk. 1, nr. 4 og 5 |
Forhold 7 angik rufferi efter § 233, stk. 1 for i fællesskab at have drevet bordelvirksomhed, hvor de tiltalte indlogerede ikke under 18 thailandske kvinder og 1 transperson i de to ejendomme og modtog betaling for de seksuelle ydelser, som personerne leverede til kunderne.
Ud over fængselsstraf nedlagde anklagemyndigheden påstand om konfiskation af en lang række genstande (telefoner, regnskaber og kvitteringer for pengeoverførsler via Moneygram, Ria Money Transfer og Western Union) jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, konfiskation af kontantbeløb hos begge tiltalte samt hos Tiltalte2 tillige en Mercedes-Benz A-200, betydelige kontantbeløb i flere valutaer og smykker/tasker (bl.a. Rolex-ur, Cartier-smykker og Louis Vuitton-tasker) jf. § 75, stk. 1 og § 76 a, stk. 1, samt et skønsmæssigt fastsat udbytte på 500.000 kr. hos hver af de tiltalte. Der blev endvidere nedlagt påstand om udvisning af begge med indrejseforbud på mindst 6 år, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22.
Tiltalte1 nægtede sig skyldig i den principale tiltale om menneskehandel (1a-6a), men erkendte den mere subsidiære tiltale om rufferi i forhold 1b-6b samt forhold 7. Tiltalte2 nægtede sig skyldig i det hele.
Retten i Kolding afsagde dom den 3. november 2025 med domsmænd.
Da de seks forurettede kvinder var udrejst af Danmark inden hovedforhandlingen, blev deres indenretlige afhøringer fra Retten i Sønderborg (Forurettede1, februar 2024) og efter razziaen i december 2024 (Forurettede2-6) dokumenteret med rettens tilladelse. Vidnerne var interviewet af og afhørt i overværelse af politibetjent Vidne2 og socialfaglig konsulent Vidne3 fra Center mod Menneskehandel.
Vidnerne Vidne1 og Vidne3 forklarede om kulturelt betingede forhold hos thailændere - manglende tillid til myndigheder, udtalt respekt for gældsforpligtelser og for autoriteter - som retten fandt havde betydning for bevisbedømmelsen. Der blev endvidere dokumenteret en rapport fra hollandsk politi, udarbejdet i samarbejde med dansk politi, der beskrev det thailandske prostitutionsmiljøs organisering med bureauer/"Mae Tax", der skaffer og forgælder kvinder, og et hierarki af "Madammer/Mama San" og klinikejere i Europa.
Byretten lagde dette til grund som underbygget af det omfattende aflytningsmateriale, observationsrapporter og forklaringerne, og fandt det godtgjort, at kvinderne blev anset som en handelsvare, der blev lånt, købt og flyttet mellem klinikker i Danmark og andre europæiske lande.
Tiltalte1's forklaring om, at kvinderne selv frit havde aftalt ydelser med kunderne, blev fundet modsagt af aflytningsmaterialet - herunder en samtale om "et æg" som straf for utilstrækkelig indtjening, understøttet af et fund af en bakke æg i klinikken. Tiltalte2's forklaring om et fraværende kendskab til miljøet blev ligeledes fundet utroværdig, bl.a. fordi hun tidligere havde været involveret i en rufferisag, og fordi aflytningerne viste, at hun brugte "vi"/"os" om driften, gav instrukser til Tiltalte1, betalte en Mae Tax for kvinder, deltog i transport af en kvinde til Fredericia, og besad formueaktiver (bl.a. en ejendom med 20 lejligheder i Thailand for 5 mio. kr.) uden plausibel lovlig forklaring.
Udlændingestyrelsen afgav den 27. juni 2025 udtalelser om begge tiltalte. Tiltalte1 havde haft lovligt ophold i ca. 13 år og 2 måneder (fra ansøgning 13. oktober 2011), var gift med en dansk statsborger og havde et fælles, herboende barn på 10 år med dansk statsborgerskab og fælles forældremyndighed. Tiltalte2 havde haft lovligt ophold i ca. 25 år (fra 7. december 1999), var gift med en dansk statsborger, men uden børn.
Styrelsen vurderede, at udvisningshjemlen for begge skulle søges i udlændingelovens § 22, nr. 6 (mere end 9 års lovligt ophold), og at anklagemyndighedens påstand om udvisning kunne tiltrædes henset til den forventede strafudmåling på ca. 3 år. Vedrørende Tiltalte1 gennemgik styrelsen EU-Domstolens praksis om afledt opholdsret for forældre til unionsborgerbørn efter TEUF artikel 20 (sag C-34/09, Zambrano; sag C-133/15, Chavez-Vilchez; samt de forenede sager C-451/19 og C-532/19), hvorefter udvisning af en forælder med afledt opholdsret kræver, at den pågældendes personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse.
Byretten fandt Tiltalte1 skyldig i rufferi (straffelovens § 233, stk. 1) i alle forhold, i menneskehandel (§ 262 a, stk. 1, nr. 4 og 5) i forhold 1a-4a og 6a, og i den mere subsidiære rufferi-tiltale i forhold 5b (ikke tilstrækkeligt grundlag for menneskehandel vedrørende Forurettede5). Tiltalte2 blev fundet skyldig i samme omfang, idet retten lagde til grund, at hun havde en styrende og overordnet rolle i forhold til Tiltalte1.
Straffen blev fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder for Tiltalte1 og fængsel i 4 år for Tiltalte2, jf. § 262a, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 233, stk. 1. Retten lagde vægt på den organiserede karakter, gerningsperioden på godt et år, det store antal ofre og den skønsmæssigt beregnede fortjeneste på 1.020.916 kr.
Begge tiltalte blev udvist. Tiltalte1 blev udvist med et indrejseforbud på 6 år (fravigelse fra det lovbestemte udgangspunkt om bestandigt forbud, henset til hendes mindreårige søn), mens Tiltalte2 blev udvist med indrejseforbud for bestandigt.
Retten tog anklagemyndighedens konfiskationspåstande til følge: genstande hos begge, jf. § 75, stk. 2, nr. 1, et skønsmæssigt udbytte på i alt 1 mio. kr. (500.000 kr. hos hver, da solidarisk konfiskation ikke var mulig), jf. § 75, stk. 1, 2. pkt., samt formueaktiver hos hver, jf. § 76 a, stk. 1 og stk. 2 (idet en del af kontanterne hos Tiltalte2 var påberåbt at tilhøre hendes ægtefælle Vidne4). De tiltalte skulle hver betale egne sagsomkostninger.
Begge tiltalte ankede byrettens dom til Vestre Landsret (sagsnr. S-1954-25).
Tiltalte1 påstod frifindelse i det ikke erkendte omfang (dvs. den principale tiltale om menneskehandel) og i øvrigt formildelse, men havde ikke bemærkninger til konfiskationspåstandene.
Tiltalte2 påstod frifindelse, subsidiært formildelse, samt særskilt frifindelse for konfiskation efter § 76 a, stk. 1, og for udbyttekonfiskationen på 500.000 kr.; hun havde ikke bemærkninger til de øvrige konfiskationspåstande.
Anklagemyndigheden påstod dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans, skærpelse af begge frihedsstraffe og af indrejseforbuddet for Tiltalte1, samt stadfæstelse af konfiskationen.
Til brug for ankesagen udarbejdede Tiltalte2 håndskrevne opgørelser over pengeudlån og gevinster fra Sharing-spil og lotto til støtte for sin forklaring om lovlig oprindelse af sine formueaktiver. Ud over de tiltalte og vidnerne Vidne3 og Vidne2, der forklarede som i byretten, afgav Vidne5, Vidne6, Vidne7, Vidne8 og Vidne9 forklaring for landsretten.
Tiltalte1 forklarede supplerende, at hendes ægtefælle Person2's ryglidelse ikke var blevet bedre, at hun ikke ville have råd til at tage sin søn med til Thailand ved udvisning, og at sønnen havde haft koncentrationsbesvær i skolen siden hendes frihedsberøvelse. Tiltalte2 forklarede, at hun havde et godt forhold til sin ægtefælles voksne børn og følte sig "mere dansk end thailandsk".
Landsretten tiltrådte byrettens beskrivelse af det organiserede thaiprostitutionsmiljø med "Mae Tax"-bureauer, der forgælder kvinder, og et hierarki af Madammer/Mama San og klinikejere.
Landsretten gennemgik detaljeret de indenretlige forklaringer fra Forurettede1-6. Fælles for dem var, at de kom fra Thailand, Ungarn eller Italien, ofte havde stiftet gæld i forbindelse med rejsen eller havde forsørgelsesforpligtelser over for familie i Thailand, ikke talte eller forstod dansk, og ikke havde kendskab til danske forhold. Forurettede1 og Forurettede6 forklarede, at de først efter ankomsten blev klar over, at de skulle yde mere end almindelig massage. Politiets observationer bekræftede uhumske forhold med afblændede vinduer særligt i Fredericia-klinikken, mens Horsens-klinikken ikke fremstod tilsvarende uhumsk.
På baggrund af det omfattende aflytnings- og LINE-korrespondancemateriale samt Tiltalte1's egen (delvise) erkendelse lagde landsretten til grund, at hun som klinikindehaver stod for det praktiske arbejde, tog imod bestillinger, koordinerede kvindernes opgaver, aftalte priser med kunderne og udtrykte utilfredshed, hvis kvinderne ikke opfyldte kundeønsker. Landsretten fandt det bevist, at kvinderne i forhold 1-4 og 6 befandt sig i en sårbar situation, som Tiltalte1 ved anden utilbørlig fremgangsmåde udnyttede til at fastholde dem i prostitution med forsæt om egen økonomisk vinding - og tiltrådte derfor domfældelsen for menneskehandel i disse forhold. For Forurettede5 fandtes der fortsat ikke tilstrækkeligt grundlag for andet end rufferi (forhold 5b).
Tiltalte2 forklarede for landsretten, at hun alene havde ydet venindehjælp og praktisk/økonomisk bistand til Tiltalte1 uden selv at have noget med prostitutionen at gøre. Landsretten tilsidesatte denne forklaring som utroværdig med henvisning til, at hun og Tiltalte1 ofte kørte sammen og i den forbindelse transporterede kvinder til klinikkerne fra København og Ringsted, at hun i aflytningerne gav instrukser om pengeoptælling og om ikke at tage tilfældige kvinder ind, at hun tilbød at betale Mae Tax for to kvinder, samt at hun havde en aktiv rolle i leje, indretning og finansiering af Horsens-klinikken. Hun havde desuden i en tidligere sag om rufferi forklaret, at hun kun "hjalp" veninder med klinikker.
Landsretten lagde endvidere vægt på, at Tiltalte2 besad betydelige pengebeløb og aktiver uden dokumenteret lovligt grundlag - hendes forklaring om gevinster fra Sharing-spil og lotto var ikke understøttet af de øvrige vidners forklaringer eller anden dokumentation. På den baggrund fandt landsretten det bevist, at Tiltalte2 med råd og bistand havde medvirket i samtlige forhold, som Tiltalte1 blev fundet skyldig i.
Landsretten tiltrådte, at begge tiltalte i samtlige forhold havde handlet i forening med flere ukendte medgerningsmænd, og stadfæstede dermed byrettens domfældelse i sin helhed: menneskehandel i forhold 1a-4a og 6a, rufferi (mere subsidiært) i forhold 5b, samt rufferi i forhold 7.
Straffen blev fastsat efter de samme bestemmelser som i byretten, jf. § 262a, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 233, stk. 1, under hensyn til den organiserede karakter, den ca. 1-årige gerningsperiode, de mindst 25 ofre og den betydelige skønnede fortjeneste.
For Tiltalte1 tiltrådtes byrettens straf på fængsel i 3 år og 6 måneder uændret.
For Tiltalte2 opstod dissens blandt de voterende: Tre voterende fandt, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at hun havde haft en mere styrende og overordnet rolle end Tiltalte1, og stemte for fængsel i 3 år og 6 måneder. Tre voterende fandt, at hun havde haft en sådan rolle, og stemte for fængsel i 4 år. Efter stemmeafgivningen blev straffen for Tiltalte2 herefter fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder - en nedsættelse fra byrettens 4 år.
Landsretten tiltrådte, at betingelserne for udvisning af begge tiltalte efter dagældende udlændingelovs § 22, stk. 1, 2 og 6, var opfyldt, og at udvisning - under hensyn til kriminalitetens karakter og alvor - ikke med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og den afledte opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af Tiltalte1's søns danske statsborgerskab. Landsretten lagde vægt på, at kriminaliteten udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, og at sønnen havde en ubetinget ret til at blive i Danmark hos sin danske far.
For Tiltalte1 fandt landsretten - i lighed med byretten - at et tidsubegrænset indrejseforbud ville være uproportionalt henset til hendes mindreårige søn. Landsretten fastsatte imidlertid, i overensstemmelse med anklagemyndighedens skærpelsespåstand, indrejseforbuddet til 12 år (mod byrettens 6 år), jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.
For Tiltalte2 tiltrådte landsretten, at et indrejseforbud for bestandigt ikke med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. dagældende § 26, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, og stadfæstede dermed udvisning med indrejseforbud for bestandigt.
Landsretten tiltrådte byrettens konfiskation af genstande hos begge, jf. § 75, stk. 2, nr. 1, konfiskation af et skønsmæssigt udbytte på i alt 1 mio. kr. (500.000 kr. hos hver), jf. § 75, stk. 1, samt - henset til at strafferammen for menneskehandel er 10 år og forbrydelsen kan give betydeligt udbytte - konfiskation af formueaktiver hos hver efter § 76 a, stk. 1 og til dels stk. 2. Landsretten bemærkede, at de tiltalte ikke havde sandsynliggjort lovlig oprindelse af aktiverne, og at Tiltalte2's erhvervelse af sin Mercedes-Benz A-200 i 2018 ikke kunne føre til andet resultat. Konfiskationen blev derfor stadfæstet i det hele.
"Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at straffen for tiltalte Tiltalte2 nedsættes til fængsel i 3 år og 6 måneder, og at indrejseforbuddet for tiltalte Tiltalte1 fastsættes til 12 år."
Tiltalte1 skulle betale de sagsomkostninger for landsretten, der vedrørte hende, mens statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsretten for Tiltalte2 (som følge af den delvise medhold i strafnedsættelsen). Begge tiltalte havde været frihedsberøvet siden den 10. december 2024 og forblev frihedsberøvet under anken.
