LandsrettenDom afsagt af Grønlands Landsret den 23. januar 2026 i en straffesag vedrørende voldtægt. Sagen drejer sig om bevisvurderingen i forhold til omstændighederne omkring et samleje den 1. marts 2021, hvor anklagemyndigheden kunne påvise håndledsmerker og adfærdsændringer hos forurettede, men ikke det nødvendige bevis for tvang.
Den 1. marts 2021 havde tiltalte og forurettede samleje på et hotel. Parterne kendte hinanden som fortrolige, og tiltalte påstår, at der var tale om en længerevarende seksuel relation, der varede i ca. et år forud for episoden. Natten derefter kontaktede forurettede sin familie og anmeldte tiltalte til politiet for voldtægt. Under politiets undersøgelse blev der konstateret mærker på forurettedes håndled. Forurettede har desværre senere taget sit eget liv.
Qaasuitsoq Kredsret afsagde dom i 1. instans den 4. april 2025 (sagl.nr. KS-QAA-714-2023), hvori tiltalte blev dømt (underforstået). Tiltalte anker dommen. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, mens tiltalte har påstået fuldstændig frifindelse. Sagen er henvist til behandlings med domsmændes deltagelse.
Tiltalte forklarer, at samlejet var frivilligt og gensidigt, hvor forurettede kyssede tilbage og rørte ved ham. Han kan ikke genkende beskrivelsen af tvang. Hans eneste anerkendte handling, der kunne virke truende, var at gribe fat i hendes håndled, da hun kildede ham, men han slap hende igen kort tid efter.
Vidne 2 (Far) og Vidne 1 (Bedste veninde) forklarer, at forurettedes adfærd ændrede sig drastisk til det værre umiddelbart efter den 1. marts 2021. Hun viste tegn på dyb sorg, skyld og angst. Forurettedes egne to politifortegnelser ligger til grund for sagen.
Retten konfronterer tiltaltes frivillighedsfortolkning med det materielle bevis for håndledsmerker og vidnernes vidnesbyrd om forurettedes reaktioner. Trods disse alvorlige stødende omstændigheder, finder Landsretten, at bevisbyrden i en kriminalsag – der kræver fuld overbevisning uden rimelig tvivl – ikke er løftet. Retten er ikke blevet overbevist om, at samlejet faktisk skete under anvendelse af vold eller trusler herom i den forstand, der kræves efter Straffeloven § 222.
Landsretten ændrer kredsrettens dom og frifinder tiltalte. Omkostningerne påtages af statskassen.
