LandsrettenØstre Landsret stadfæstede Fordelingsnævnets afgørelse om, at Københavns Kommune har krav på en andel af Novozymes A/S' kommunale selskabsskat, og at fordelingen korrekt kunne ske ud fra ejendomsvurderinger.
Sagen handler om fordelingen af den kommunale andel af selskabsskatten for Novozymes A/S for indkomståret 2018 (samlet beløb på 4.190.724 kr.). Virksomhedens produktionsanlæg er placeret hen over kommunegrænsen mellem Frederiksberg og København. Gentofte Kommune fordelte oprindeligt hele beløbet til Frederiksberg Kommune, men efter klage fra København ændrede Fordelingsnævnet fordelingen til 18 % til København og 82 % til Frederiksberg. Dette skete, fordi hovedreglen om fordeling efter lønning (Kommuneskatteloven § 11, stk. 1) ikke kunne anvendes (én registreret P-enhed, lønsummen kan ikke opdeles), hvilket krævede et skøn efter paragraffens stk. 2.
Frederiksberg Kommune nedlagde påstand om frifindelse af Skatteministeriet, dvs. at København skulle frakendes andelen helt subsidiært en lavere andel end 18 %. Argumentationen hvilede på, at faciliteterne i København ikke er 'selvstændige', men afhængige af støttefunktioner i Frederiksberg, samt at det er ulovligt at bruge ejendomsvurderinger efter lovændringen i 2006.
Skatteministeriet anførte, at Novozymes reel driver virksomhed i begge kommuner jf. lovens forarbejder om fabrikker, der spænder over grænser. Ministeriet argumenterede videre for, at nævnets valgte metode (ejendomsvurdering) var et gyldigt kriterium i det frie skøn.
Retten lagde vægt på faktiske forhold: der foregår igangværende produktion og der er kontor med personale i bygninger beliggende på begge sider af grænsen. Anlægget drives som en helhed og har fast karakter siden 1970'erne. Retten konkluderer, at betingelsen i Kommuneskatteloven § 10, stk. 3 er opfyldt i begge kommuner. Det er således ikke afgørende, at enhederne ikke kan drifte fuldstændig isoleret fra hinanden.
Den centrale tvist drejede sig om, hvorvidt nævnet kunne bruge ejendomsvurderinger til at danne grundlaget for skønnet, nu hvor særlbestemmelsen om netop dette blev ophævet i 2006 til fordel for én fælles 'lønningsregel'.
Landsretten fandt, at ophævelsen havde til formål at forenkle reglerne, men udelukkede derfor ikke brugen af ejendomsvurderinger i de tilfælde, hvor den primære regel svigter. Retten citerede:
"Landsretten finder, at Fordelingsnævnet som et alment og lovligt kriterium kan inddrage hensynet til administrativ konveniens i skønsudøvelsen."
Eftersom skønnet hverken hvilede på forkert grundlag eller førte til åbenbart urimeligt resultat jf. prøvelsesstandard for skøn (jf. U.2016.191H), blev afgørelsen stående.
Skatteministeriet frifindes. Fordelingsnævnets opgørelse med 18 % til København og 82 % til Frederiksberg opretholdes. Da sagen rejste principielle spørgsmål af generel betydning, pålignes ingen part andre omkostninger.
