LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom i to ankesager om regres for erstatning udbetalt af Civilstyrelsen til en plejemedarbejder, der blev skadet af en dement beboer. Beboeren, der var omfattet af Erstatningsansvarsloven § 24 b, stk. 1, greb medarbejderen hårdt i begge håndled og fastholdt hende i cirka fem minutter, hvilket udløste psykiske følger. Landsretten fandt med henvisning til lempede beviskrav efter Højesterets praksis, at der var årsagssammenhæng, at medarbejderen ikke havde udvist egen skyld, og at kommunen havde tilrettelagt arbejdet forsvarligt. Topdanmark Forsikring A/S som mandatar for beboerens bo skal betale regreskravet og sagsomkostninger.
Den 11. maj 2019 var Vidne 1, en nyansat medarbejder på Plejecenter 1, i kontakt med beboeren Appellant, der led af demens. Ifølge journalnotatet greb beboeren pludseligt og hårdt fat i begge Vidne 1s håndled:
11-05-19 DV. Pludseligt Hører personale Vidne 1 råbe efter personale. personale kommer ind i gangen og ser Appellant, tidligere Sagsøgte holder fast i begge Vidne 1's hænder og personale forsøger at snakke beroligende til Appellant, tidligere Sagsøgte, hvilket så ud til at virker. Appellant, tidligere Sagsøgte virker dog bange, aggressiv og søgende. personale får Person 1 til at gå ind i sin ligelighed for hendes sikkerhed skyld.
Personale for også Appellant, tidligere Sagsøgte tilbage til hans lejlighed og får ham til at tage sin medicin samtidigt med at Vidne 1 kommer ind i lejlighed, hvilket ser ud at påvirke Appellant, tidligere Sagsøgte i forkert retning og han spytter medicin ud. Personale siger til Vidne 1 hun skal aktivere alarmen på sin telefon. Vidne 1 trækker sig væk og løber ned af gangen.
Personale prøver at stoppe Appellant, tidligere Sagsøgte fra at forfølge Vidne 1 og bliver ved med at tale beroligende til ham. Personale tager ham i hånden og får ham ind i hans lejlighed igen. Appellant, tidligere Sagsøgte holde meget stramt i min hånd og vil ikke give slip når Personale siger han skal slippe mig. Sådan står vi i cirka 5 minutter, mens Personale forsøger at tale beroligende til ham på trods af Personale er meget bange, inden Person 2 og Person 3 ankommer og tog Appellants, tidligere Sagsøgte opmærksomhed deles mellem mig og de ankommende kolleger, kan Personale slippe fri fra hans grad.
Vidne 1 udviklede efterfølgende psykiske symptomer med tristhed, angst, koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser og genoplevelser af hændelsen (PTSD-lignende). En lægeerklæring af 2. december 2020 til Erstatningsnævnet beskriver, at hun fortsat havde uændrede psykiske symptomer og var planlagt til speciallægevurdering.
Civilstyrelsen udbetalte erstatning til Vidne 1 og anlagde derefter regressag mod boet efter Appellant. Byretten gav Civilstyrelsen medhold, og boet – repræsenteret af mandatar Topdanmark Forsikring A/S – ankede til landsretten.
Ankesagerne BS-525/2024-OLR og BS-527/2024-OLR blev behandlet sammen.
I BS-525/2024-OLR (regreskravet) var parterne:
Appellanten anerkendte under ankesagen, at boet var ansvarligt efter Erstatningsansvarsloven § 24 b, stk. 1, men bestred årsagssammenhæng og gjorde gældende, at medarbejderen havde udvist egen skyld. Der blev nedlagt påstand om frifindelse og – subsidiært – at Civilstyrelsen skulle tilbagebetale 318.209,15 kr. med procesrente fra den 4. januar 2023, idet byrettens dom allerede var opfyldt.
Civilstyrelsen påstod stadfæstelse.
I BS-527/2024-OLR (regress mod kommunen) havde boet adciteret kommunen med påstand om, at kommunen skulle friholde boet for ethvert beløb, som boet måtte blive dømt til at betale til Civilstyrelsen. Kommunen påstod stadfæstelse.
For landsretten blev der fremlagt nye bilag, herunder arbejdsplaner for hændelsesdagen. Vidne 4 (tidligere leder) forklarede, at der den 11. maj 2019 var 5 medarbejdere på arbejde, selvom normeringen var 4. Alle medarbejdere, herunder Vidne 1, havde adgang til beboernes journaler og modtog intern uddannelse i håndtering af kognitivt svækkede borgere. Der blev afholdt et morgenmøde som sædvanlig, men Vidne 4 var ikke selv til stede. Vidne 4 understregede, at udadreagerende adfærd kan forekomme blandt demente beboere, og at man talte jævnligt om de beboere, der gav anledning til udfordringer.
Landsretten fandt, at beboeren i hvert fald havde handlet groft uagtsomt og udvist klart culpøs adfærd ved at gribe hårdt fat i Vidne 1s håndled.
Retten henviste til Højesterets dom af 16. april 2002 (UfR 2002.1496), der fastslog lempede krav til bevis for årsagssammenhæng i sager om forsætlig skade. Disse lempede krav fandt retten anvendelige også ved grov uagtsomhed:
Landsretten finder, at der i en situation som den foreliggende, hvor Appellant, tidligere Sagsøgte har handlet groft uagtsomt og klart culpøst, må gælde samme lempede krav til bevis for årsagssammenhæng som fastslået af Højesteret i dom af 16. april 2002 (UfR 2002.1496), der vedrørte et tilfælde, hvor der var handlet forsættligt.
På baggrund af de lægelige oplysninger – især lægeerklæring af 2. december 2020 – lagde retten til grund, at hændelsen den 11. maj 2019 var den udløsende faktor for Vidne 1s sygemelding, og at hendes fysiske og psykiske følger ikke ville være indtrådt uden hændelsen. Vidne 1 havde gennem hele sygeperioden modtaget behandling for sine psykiske symptomer.
Retten fandt derfor årsagssammenhæng mellem regreskravene og beboerens handling og afviste at nedsætte beløbet skønsmæssigt.
Landsretten vurderede, at Vidne 1 ikke havde udvist egen skyld. Afgørende var især Vidne 2s forklaring om, at beboerens aggressive adfærd ikke var sædvanlig for ham, og at reaktionen indtraf pludseligt og uforudsigeligt. Byrettens begrundelse herfor blev tiltrådt.
Landsretten fastslog, at tæt kontakt mellem personale og demente beboere er både naturlig og nødvendig, og at fysisk kontakt fra demente beboere ikke er usædvanlig. Retten lagde efter vidneforklaringerne til grund, at Vidne 1 ikke var alene med beboeren under hændelsen.
På den baggrund – og da Vidne 1 ikke havde udvist egen skyld – fandt retten det godtgjort, at kommunen havde tilrettelagt og planlagt arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og at plejecentret havde opfyldt sin pligt til at have fagligt kompetent personale. Kommunen kunne derfor ikke pålægges at friholde boet.
Byrettens dom blev stadfæstet i begge sager. Boet hæfter således for regreskravet til Civilstyrelsen, og kommunen friholdes.
Boet skal betale sagsomkostninger for landsretten til dækning af advokatbistand inkl. moms:
| Modtager | Beløb |
|---|---|
| Civilstyrelsen | 45.000 kr. |
| Kommunen | 40.000 kr. |
Beløbene forrentes efter Renteloven § 8 a.
