LandsrettenLandsretten ændrede byrettens dom og gav Civilstyrelsen fuldt medhold i regreskravet på 188.415,56 kr. mod Appelindstævnte, der i 2015 var dømt for drabsforsøg og vidnetrusler mod Person. Retten fandt, at Persons PTSD var forårsaget af handlingerne, og at der ikke var grundlag for lempelse af ansvaret.
Sagen omhandler Civilstyrelsens regreskrav mod Appelindstævnte (den tidligere sagsøgte) for den erstatning, som Erstatningsnævnet havde udbetalt til Person (skadelidte). Appelindstævnte var i 2015 dømt for forsøg på manddrab og vidnetrusler mod Person. Civilstyrelsen krævede regres for det fulde beløb på i alt 188.415,56 kr. i henhold til offererstatningslovens § 17. Appelindstævnte påstod frifindelse eller lempelse under henvisning til dårlig økonomi og at Persons skade delvist var indirekte.
Ved Retten i Glostrups dom af 1. november 2016 blev Appelindstævnte fundet skyldig i den 1. august 2015 omkring kl. 23.00 at have forsøgt at dræbe en af de personer, som Person var sammen med, ved at stikke denne syv gange med kniv. Umiddelbart herefter holdt Appelindstævnte en kniv op mod Persons hals og truede med at slå dem begge ihjel, hvis de kontaktede politiet.
Person udviklede efterfølgende PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion) og var sygemeldt fra den 15. oktober 2015. Ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse af 20. januar 2020 blev hendes varige mén vurderet til 15 %. Erstatningsnævnet tilkendte hende i afgørelser af 28. januar og 26. marts 2020 godtgørelse for svie og smerte på 50.000 kr. og tabt arbejdsfortjeneste på 137.700 kr., i alt 187.700 kr. (ekskl. renter). Civilstyrelsen afholdt dette beløb og krævede regres.
Retten i Glostrup afsagde dom den 4. september 2023 (sag BS-24384/2022-GLO) og dømte Appelindstævnte til at betale 94.407,78 kr., svarende til halvdelen af kravet. Civilstyrelsen ankede dommen med påstand om fuldt beløb, mens Appelindstævnte påstod frifindelse, subsidiært lempelse.
(appellant) gentog påstanden om betaling af 188.415,56 kr. med procesrente af 187.700 kr. fra den 31. marts 2022, subsidiært stadfæstelse.
Appelindstævnte (indstævnte) påstod frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end 94.407,78 kr., mere subsidiært stadfæstelse af byrettens dom.
Regreskravet udspringer af offererstatningslovens § 17, hvorefter staten kan kræve det udbetalte beløb tilbagebetalt af skadevolder. Adgangen til lempelse er reguleret i offererstatningslovens § 6 a, der henviser til erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, som giver mulighed for nedsættelse, hvis ansvaret vil virke urimeligt tyngende, og ganske særlige omstændigheder taler for det.
For så vidt angår årsagssammenhæng, henviser landsretten til fast praksis, herunder UfR 2002.1496 H, hvorefter der foreligger fornøden årsagssammenhæng, hvis det er mere sandsynligt, at skaden ikke ville være indtrådt uden skadevolders handlinger, end at den ville være indtrådt under alle omstændigheder.
Appelindstævnte gjorde gældende, at Persons skade alene var en indirekte følge af vidnetruslen, og at regres kun kan omfatte direkte skadelidtes tab. Civilstyrelsen argumenterede for, at hele skaden var dækket, da den var forårsaget af de samlede handlinger.
Person havde under afsoning forklaret, at overfaldet fandt sted bag bilen, og at hun først kom til stede umiddelbart efter. Hun var chokeret og bange, og han mente ikke, at hun ville udvikle så alvorlige følger.
Landsretten lagde til grund, at Appelindstævnte havde handlet forsætligt.
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at det er tilstrækkeligt sandsynligt, at Persons psykiske skade var forårsaget af hændelserne den 1. august 2015.
Retten fandt, at den indbyrdes sammenhæng mellem drabsforsøg og vidnetrusler, herunder at handlingerne blev begået umiddelbart efter hinanden med kniv, indebar, at skaden var omfattet af erstatningspligten:
Under hensyn til den indbyrdes sammenhæng mellem drabsforsøget og vidnetruslen, herunder at handlingerne blev begået af Appelindstævnte i forlængelse af hinanden under anvendelse af kniv, finder landsretten, at den indtrufne skade er omfattet af erstatningspligten, uanset om skaden kun til dels måtte være forårsaget af vidnetruslen. Det forhold, at Persons eksmand ved samme episode blev påført et knivstik, som Appelindstævnte ikke er tiltalt eller dømt for, findes ikke at kunne føre til et andet resultat.
Landsretten fastslog endvidere, at skaden var en adækvat følge:
Den indtrufne skade findes endvidere at være en adækvat følge af Appelindstævntes handlinger.
Om lempelse bemærkede retten, at økonomiske forhold ikke kunne føre til nedsættelse, når der er tale om forsætlig skadeforvoldelse:
Herefter, og da der efter karakteren af Appelindstævntes forsætlige handlinger ikke er grundlag for lempe erstatningsansvaret efter offererstatningslovens § 6 a, jf. erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, uanset at det efter oplysningerne om hans økonomiske og personlige forhold må anses for tvivlsomt, om han vil blive i stand til at betale det fremsatte krav, findes regreskravet i sin helhed at kunne gøres gældende over for Appelindstævnte.
Landsretten ændrede byrettens dom og tog Civilstyrelsens principale påstand til følge:
