LandsrettenSagen vedrører en anke mod byretsdom om bodeling mellem tidligere ægtefæller. Hovedstriden gik på fastsættelsen af husleje for mandens benyttelse af det fællesejede hjem i perioden februar 2013 til april 2020, hvor han var den boende part.
Appellanten (manden) havde beboet parrets fællesejede villa i Lyngby i syv år efter adskillelsen. Der var ingen skriftlig aftale om leje. Appelindstævnte (kvinden) krævede udbetaling af husleje til boet.
Der blev afholdt fornyet syn og skøn. Skønsmanden vurorede usikkerheden men estimerede markedslejen til mellem 16.500 kr. og 17.500 kr. pr. måneden. Prissætningen blev trukket ned pga. kælderen (120 m²), som vægtede med 40%. Landsretten lægger 16.500 kr. til grund, hvilket giver et samlet lejekrav på 1.410.750 kr. Retten fastholder princippet om, at den boende skal betale husleje, medmindre aftalelydelse viser andet.
Yderligere kom det frem, at Appelindstævnte skulle kompenseres for halvdelen af 120.000 kr. dækkende ejendomsværdiskat og renter (i alt 60.000 kr.), mens krav om yderligere aconto-betalinger afvises.
Appelindstævnte søgte sædvanlig procesrente af beløbet, hun skulle frigives fra boet.
Landsretten afviser dette. Rettens begrundelse hviler på en fortolkning af Ægtefælleskrifteloven § 32, som kun dækker materielle indsigelser til selve boopgørelsens indhold. Et krav om forsinkelsesrente ses ikke som en materiel post i udkastet. Herefter findes der heller ikke grundlag for at tillægge rente efter Renteloven § 3, stk. 5.
Skifterettens dom stadfæstes med ændringen, at huslejen fastsættes til det nye niveau. I omkostninger betaler Appellanten 50.000 kr., mens Appelindstævnte betaler sin halvdel af landsrettens syn/skøn (5.781,50 kr.). Begge beløb forrentes efter Renteloven § 8 a.
