Landsret stadfæstede ophævelse af udlæg, da Gældsstyrelsen allerede havde dækning for kravet ved bekendtgørelse

Forudgående hændelser: Gældsstyrelsens udlæg, dækning og bekendtgørelse

For at forstå tvistens kerne er det nødvendigt at opridse de forudgående skridt:

Den væsentligste del af de krav, der lå bag udlægget den 19. september 2024, havde allerede været genstand for det oprindelige udlæg, hvor Gældsstyrelsen opnåede fuld dækning. På trods af fogedrettens delvise ophævelse den 9. september 2024 var dækningen således allerede tilvejebragt på tidspunktet for bekendtgørelsen den 27. august 2024.

Parternes påstande i kæremålet

Gældsstyrelsen påstod, at udlægsforretningen skulle fremmes. Man anførte, at bekendtgørelsen den 27. august 2024 var sket i overensstemmelse med skatteinddrivelsesloven § 9, stk. 1, og at skyldneren desuden var blevet underrettet individuelt (digitalt den 17. september 2024). Det forhold, at Gældsstyrelsen på bekendtgørelsestidspunktet havde dækning for størstedelen af kravene, var efter styrelsens opfattelse uden betydning for udlæggets gyldighed.

Indkærede (skyldneren) påstod stadfæstelse og gjorde gældende, at Gældsstyrelsen havde handlet chikanøst ved at iværksætte et nyt udlæg for at omgå fogedrettens delvise ophævelse. Han fremhævede, at Gældsstyrelsen endnu ikke havde tilbagebetalt de midler, der var omfattet af ophævelsen, og at styrelsen uretmæssigt havde givet afslag på aktindsigt – en afgørelse, der senere blev omgjort af Skatteankestyrelsen. Denne adfærd burde ifølge skyldneren tillægges processuel skadevirkning.

Landsrettens præmisser: fortolkning af skatteinddrivelsesloven § 9, stk. 1

Landsretten indledte med at fastslå de relevante regler:

• Fuldbyrdelsesfristen for krav med udpantningsret er 7 dage efter meddelelse, jf. retsplejelovens § 485.
• Meddelelsen skal som udgangspunkt forkyndes for skyldneren, jf. retsplejelovens § 493, stk. 3.
• For krav omfattet af skatteinddrivelsesloven kan forkyndelse erstattes af en bekendtgørelse i dagblade, jf. § 9, stk. 1. Bekendtgørelse kan tidligst ske efter sidste rettidige betalingsdag, og udlæg kan tidligst foretages 7 dage efter bekendtgørelsen.

Det springende punkt var, om en sådan bekendtgørelse kunne ske for krav, som Gældsstyrelsen allerede havde opnået dækning for. Retten udtalte:

Efter ordlyden af skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1, kan der først ske bekendtgørelse efter sidste rettidige betalingsdag. Bestemmelsen giver således skyldneren mulighed for at betale det krav, som bekendtgørelsen vedrører, inden der iværksættes udpantning. Landsretten finder herefter, at en bekendtgørelse efter skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1, ikke kan ske for krav, som Gældsstyrelsen på tidspunktet for bekendtgørelsen har opnået dækning for.

Da den væsentligste del af de krav, der lå bag udlægget af 19. september 2024, allerede var dækket gennem det oprindelige udlæg, kunne bekendtgørelsen af 27. august 2024 ikke erstatte forkyndelse for disse krav. For disse krav begyndte fuldbyrdelsesfristen derfor først at løbe ved den individuelle forkyndelse over for skyldneren den 17. september 2024. Det fremgik herefter:

For disse krav begyndte fuldbrydelsesfristen dermed først at løbe ved forkyn­delse af meddelelse om udlægsforretningen for Indkærede, tidligere Klager den 17. september 2024, og fristen var således ikke overholdt, da der blev foretaget udlæg den 19. september 2024.

Landsretten bemærkede endvidere, at Gældsstyrelsens eventuelle chikane ikke blev tillagt selvstændig betydning for spørgsmålet om bekendtgørelsens gyldighed.

Landsrettens afgørelse: stadfæstelse med hjemvisning

Landsretten stadfæstede derfor fogedrettens kendelse om ophævelse af udlægget af 19. september 2024, dog med den ændring, at sagen hjemvises til fornyet behandling i fogedretten for så vidt angår de krav, der ikke var omfattet af det oprindelige udlæg af 17. juni 2024.

Ingen af parterne skulle betale kæremålsomkostninger, og kæreafgiften blev tilbagebetalt.