Psykisk vold, fysisk vold og livstruende knivtrussel mod iransk hustru begået i forening af ægtefælle og svigerforældre – dansk straffemyndighed for periode med ophold i Iran

Forurettedes baggrund og særlige sårbarhed

Forurettede er iransk statsborger. Hun giftede sig med Tiltalte3 den 23. juni 2004, og parret boede på den fælles bopæl Adresse1 i Ringsted sammen med Tiltalte1 og Tiltalte2 (samt Vidne3 frem til 2018). Uanset at Tiltalte1 og Tiltalte2 ifølge egne forklaringer blev skilt i 2016, lagde retten til grund – støttet af Vidne7s forklaring – at Tiltalte1 fortsat i vid udstrækning opholdt sig på bopælen.

Immigrationsstatus og ophold:

• Forurettede kom til Danmark i perioden 2007–2011 på gentagne visa og fra september 2011 med uafbrudt ophold
• Den 13. april 2011 fødte hun sit første barn (Vidne7) i Danmark; barnet fik ved fødslen dansk indfødsret via Tiltalte3
• Den 8. juli 2015 fødte hun sit andet barn (Vidne6) i Danmark, ligeledes med dansk indfødsret ved fødslen
• Forurettede havde i hele perioden hverken dansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse
• Den 31. marts 2019 kl. 11.15 rejste hun ud af Danmark med fly til Istanbul og videre til Iran, da de danske myndigheder vurderede, at hun ikke kunne afvente svar på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark
• Begge børn forblev i Danmark under hendes fravær
• Den 29. februar 2020 indrejste hun igen i Danmark efter at have fået opholdstilladelse
• Den 19. oktober 2022 fik hun opholdstilladelsen forlænget efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

Retten vurderede forurettede som særligt sårbar navnlig fordi: (1) hun grundet iranske kulturelle forhold ikke kunne vende tilbage og bosætte sig i Iran uden sin ægtefælle; (2) hendes opholdstilladelse var betinget af ægteskabet med Tiltalte3, hvorfor en skilsmisse eller en politianmeldelse reel kunne medføre udvisning; og (3) hun fortsat var afhængig af familiens hjælp til at navigere de danske myndigheder.

Spørgsmålet om dansk straffemyndighed for perioden i Iran (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra b)

Et centralt retligt spørgsmål i sagen var, om dansk straffemyndighed gjaldt for gerningsperioden fra den 1. april 2019 til den 29. februar 2020, da forurettede befandt sig i Iran.

Retsgrundlaget: Straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra b fastslår, at handlinger foretaget inden for et fremmed myndighedsområde henhører under dansk straffemyndighed, når gerningsmanden har dansk tilknytning (statsborgerskab, bopæl eller lignende fast ophold) og handlingen er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet ligeledes har den nævnte tilknytning. Der gælder i disse tilfælde intet krav om dobbelt strafbarhed.

Bestemmelsen, der fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 490 af 17. juni 2008 på grundlag af Betænkning nr. 1488 fra 2007 og Lovforslag nr. 16 af 28. november 2007, bygger på kombinationen af det aktive og passive personalprincip. Af forarbejderne fremgår bl.a.:

"Herudover forudsættes bestemmelsen også at kunne finde anvendelse i forhold til lovovertrædelser, der på anden måde kan siges at have karakter af interne danske anliggender."

Og om udtrykket "lignende fast ophold":

"Udtrykket 'lignende fast ophold' omfatter f.eks. personer, der uden at have en egentlig bopæl her i landet befinder sig i Danmark på et længerevarende ophold eller med henblik på et længerevarende ophold."

Rettens konkrete vurdering:

Alle tre tiltalte var på gerningstidspunkterne og sigtelsestidspunkterne danske statsborgere bosiddende i Danmark – dvs. klart omfattet. Spørgsmålet var alene, om forurettede under opholdet i Iran (ca. 10 måneder) bevarede den fornødne tilknytning til Danmark.

Retten lagde følgende omstændigheder til grund:

• Forurettede havde haft uafbrudt ophold i Danmark fra september 2011 til 31. marts 2019 (knap 8 år)
• Udrejsen var ikke frivillig – hun forlod Danmark fordi myndighederne kræved det
• Begge børn (danske statsborgere) forblev i Danmark
• Hun vendte tilbage til Danmark straks efter at have fået opholdstilladelse
• Hun kunne muligvis have haft afledt opholdsret som mor til danske statsborgere

Konklusion: Retten fandt efter en konkret vurdering, at forurettede bevarede den fornødne tilknytning til Danmark under opholdet i Iran, og at gerningsperioden fra 1. april 2019 til 29. februar 2020 henhørte under dansk straffemyndighed. Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse og resultat herom.

Psykisk vold og negativ social kontrol (forhold 1) – bevisgrundlag og rettens vurdering

Retten understregede indledningsvist den retlige ramme for straffelovens § 243: der skal foreligge et gentaget, kontinuerligt mønster af handlinger eller undladelser, der kontrollerer eller dominerer forurettede. Adfærden skal objektivt kunne betegnes som grov, og den skal have haft en vis varighed og intensitet. Det er ikke et krav, at hver enkelt handling er grov, men samlet set skal der være tale om groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. april 2019. Ved lov nr. 415 af 13. marts 2021 (Lovforslag nr. 126 af 16. december 2020) præciseredes, at negativ social kontrol er kerneområdet.

Bevist – de konkrete handlinger:

• Overvågning af færden: De tiltalte fulgte efter og observerede forurettede, når hun forlod hjemmet, og konfronterede hende efterfølgende med observationerne
• Trusler om opholdsstatus og børn: Familien talte konstant om, at forurettede ikke havde opholdstilladelse og kunne blive sendt til Iran – uden sine børn. Retten lagde til grund, at de tiltalte herved lagde et pres på forurettede med henblik på at hindre hende i at træffe frie livsbeslutninger om skilsmisse og bopæl
• Kontrol med lægekonsultation og prævention: Læge Vidne4 forklarede, at forurettede var forhindret i at tage til læge uden følgeskab, og at de tiltalte bestemte over hendes prævention – hun ønskede ikke flere børn
• Krænkende og nedværdigende udtalelser: Forurettede forklarede, at der blev talt grimt og nedsættende til hende, herunder at hun ikke vidste noget "fordi hun kom fra en lille landsby", og at Tiltalte1 kaldte hende for "luder"
• Kontrol med omgangskreds: Forurettede bestemte ikke selv, hvem hun måtte omgås og tale med

Bevisbedømmelse:

Forurettedes forklaring fandtes understøttet af:

• Vidne1 (bekendtskab fra sprogskolen): bekræftede, at forurettede var tydeligt nedtrykt og fortalte, at hun ikke blev behandlet ordentligt derhjemme
• Læge Vidne4: bekræftede kontrol over prævention og lægekonsultationer
• Socialrådgiver Vidne5: bekræftede forurettedes beretning om kontrol og overgreb
• Vidne7 (datter): forklarede, at forurettede ikke frit kunne tage ud at handle uden de tiltaltes kontrol

Ikke bevist: Retten fandt ikke tilstrækkeligt bevis for, at de tiltalte (i) besluttede i hvilket omfang forurettede måtte gå på sprogskole og tage uddannelse eller job, eller (ii) jævnligt fratog hende sin mobiltelefon og gennemså den.

Konklusion: De tiltalte fandtes skyldige i overtrædelse af straffelovens § 243 i den angivne gerningsperiode, herunder også for handlinger begået mod forurettede, mens hun opholdt sig i Iran, idet den psykiske vold og det kontrolregime fortsatte under hendes ophold dér (Tiltalte1 talte grimt og nedsættende til hende også under opholdet i Iran). Landsretten tiltrådte specifikt, at den psykiske vold i forhold 1 også under Iranopholdet måtte anses for begået i forening af de tiltalte.

Gentagende fysisk vold i familiehjemet (forhold 2) – bevisgrundlag og rettens vurdering

Forurettede forklarede, at den fysiske vold begyndte allerede i 2004 og fortsatte frem til, hun tog på krisecenter:

• Tiltalte1 og Tiltalte3: Jævnlige lussinger og slag i hoved og på krop; kastede ting efter hende. Hyppighed var på ugentlig basis
• Tiltalte2: Rev hende i håret; skubbede hende ind i et klædeskab

Bevisgrundlag:

Ikke bevist: Retten fandt det ikke godtgjort, at (i) forurettede blev udsat for fysisk vold i perioden 31. marts 2019 – 29. februar 2020, da hun befandt sig i Iran, og (ii) at forurettede blev skubbet ned ad en trappe.

Konklusion: Retten fandt de tiltalte skyldige i straffelovens § 244, stk. 1 og (for perioden fra 1. juli 2018) § 244, stk. 2, jf. stk. 1, med fradrag for Iranperioden og trappefaldet. Retten lagde til grund, at volden var udøvet i forening, da den hyppigt skete i de andres overværelse. Landsretten bemærkede tillige, at der ikke var indtrådt forældelse i forhold 2 henset til den fortsatte udøvelse af vold.

Livstruende trussel med kniv mod hals (forhold 3 – kun Tiltalte1)

Forurettede afgav en detaljeret forklaring om episoden, der fandt sted den 17. juni 2021 – dagen inden hun flygtede til krisecenter – og som var den udløsende faktor for hendes flugt:

Tiltalte1 holdt en kniv mod hendes hals og udtalte: "Jeg dræber dig, din beskidte kvinde" eller lignende.

Forurettedes forklaring fandtes understøttet af:

• Læge Vidne4 og socialrådgiver Vidne5, der begge bekræftede forurettedes beretning fra kort efter episoden
• Vidne6 (søn), der detaljeret forklarede, at han så sin farfar gøre mor ondt ved at komme med en kniv og skære mor ved halsen, og at episoden fandt sted på førstesalen i den fælles bolig

Konklusion: Retten fandt Tiltalte1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 – trusler af en beskaffenhed egnet til at fremkalde alvorlig frygt for forurettedes liv, helbred eller velfærd. Landsretten stadfæstede dette.

De tiltaltes personlige forhold og Kriminalforsorgens vurderinger

Kriminalforsorgen foretog personundersøgelser i medfør af retsplejelovens § 808 for Tiltalte1 (25. juli 2022) og Tiltalte3 (12. juli 2022). Tiltalte2 modtog ikke brev om at kontakte Kriminalforsorgen.

Tiltalte1 (svigerfar, f. november 1957):

• Helbredsmæssige problemer medførte væsentligt nedsat arbejdsevne; type 2-diabetes og hofteproblemer (afviste operation)
• Kriminalforsorgen erklærede sig under tvivl indforstået med samfundstjeneste, men anbefalede tilsyn i prøvetiden
• Han er nu folkepensionist
• Tidligere straffet ved Retten i Roskildes dom af 3. maj 2023 med en bøde på 2.500 kr. og betinget frakendelse af førerretten for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 18, stk. 2

Tiltalte2 (svigermor, f. august 1961):

• Handicappet som følge af to arbejdsskader; arbejdede som SOSU-assistent 2007–2011
• Fik tilkendt førtidspension i 2017 efter arbejdsprøvning; har ikke arbejdet siden 2011
• Diagnosticeret med angst og depression forud for 2021; gik til psykiater og psykolog og var tilknyttet distriktspsykiatrien
• Byrettens dom var et stort chok; genoptog psykologbehandling herefter
• Har dansk statsborgerskab; ingen tidligere straf af betydning

Tiltalte3 (ægtefælle, f. august 1986):

• Psykisk sårbar; gik til distriktspsykiatrien månedligt; under udredning
• Fyret fra job på tankstation i 2021 under sagen; har ikke arbejdet siden
• Hans størst problem er manglende samvær med sine børn (overvåget samvær via Familieretshuset)
• Kriminalforsorgen vurderede, at han med forbehold ville profitere af tilsyn og var indforstået med samfundstjeneste
• Ingen tidligere straf

Byrettens dom (Retten i Roskilde, 2. januar 2024)

Retten i Roskilde fandt alle tre tiltalte skyldige og fastsatte straffene til:

Skærpende omstændigheder (alle tiltalte): Den lange gerningsperiode over adskillige år; at forurettedes børn overværede både den psykiske og fysiske vold; at forholdene 1 og 2 var begået i forening; at en del af volden var subsumeret under stk. 2.

Tiltalte1 yderligere: Grovheden i forhold 3 – trussel på livet under anvendelse af kniv.

Tortgodtgørelse (forurettedes krav på 50.000 kr.): Rettens formand fandt, at der – uanset forholdenes karakter og at disse strakte sig over en årrække – ikke forelå et sådant særligt groft angreb på forurettedes person eller frihed, at der var grundlag for at tilkende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 eller stk. 3. Kravet blev afvist.

De tiltalte skulle betale sagens omkostninger, dog hver især salæret til egen forsvarer.

Landsrettens afgørelse og begrundelse (Østre Landsret, 21. april 2026)

Alle tre tiltalte ankede dommen og påstod frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse. Forurettede gentog sit krav om tortgodtgørelse på 50.000 kr. med renter efter erstatningsansvarslovens § 16 fra den 27. december 2023.

Skyldspørgsmålet:

Landsretten fandt ikke grundlag – som påberåbt af de tiltalte – for at frifinde helt eller delvist som følge af formuleringen af anklageskriftets forhold 1 og 2, jf. retsplejelovens § 834. Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse og bevisbedømmelse i fuldt omfang, herunder spørgsmålet om dansk straffemyndighed.

Strafudmåling – votering:

Landsretten fandt, at sagsbehandlingstiden ikke i sig selv begrundede kompensation, jf. dagældende straffelovens § 82, nr. 13, jf. § 3, stk. 1, 1. pkt., 2. led.

Voteringen delte sig:

• 4 voterende stemte for at nedsætte straffene, henset til de af byretten fremhævede momenter, og for Tiltalte1 endvidere hans rolle under Iranopholdet i forhold 1
• 2 voterende stemte for at fastholde byrettens straffe

Efter stemmeflertallet (4:2) fastsattes straffene til:

Straffene var ubetingede. Landsretten fandt ikke grundlag for at gøre straffene betingede henset til sagens karakter. De tiltaltes personlige forhold, sagsbehandlingstiden eller den tid, der var forløbet siden forholdene, kunne ikke føre til et andet resultat.

Tortgodtgørelse:

De juridiske dommere fandt, at der efter forholdenes karakter ikke var grundlag for at tilkende forurettede godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1. I medfør af retsplejelovens § 992, stk. 1, 2. led, toges påstanden om godtgørelse herefter ikke under påkendelse.

Sagsomkostninger: Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.

Domskonklusion: Byrettens dom stadfæstes med de angivne ændringer i straffene og med bortfald af erstatningspåstanden.