LandsrettenVestre Landsrets 15. afdelings dom af 20. marts 2025 (sagsnr. S-1035-24) omhandler en sag vedrørende træthedskørsel på motorvejen med kollision til følge. Sagen fokuserer på anvendelsen af den nye Straffeloven § 82, stk. 2 om sagsbehandlingstid som formildende omstændighed. Mens byretten nedsatte bøden på grund af en konstateret krænkelse af EMRK artikel 6, fandt landsretten ikke anledning til strafnedsættelse, men anerkendte ikke desto mindre den lange sagsbehandlingstid ved at fritage tiltalte for sagsomkostninger. Dommen stadfæstede den ubetingede førerretsfrakendelse.
Den 8. maj 2022 ca. kl. 05.30 førte tiltalte personbil på Østjyske Motorvej ved Skanderborg. Han havde ikke sovet i en længere periode, begyndte at mærke træthed, men fortsatte kørslen og aktiverede fartpiloten på 130 km/t. Han påkørte en forankørende lastbil, hvilket medførte større materielle skader. Sigtelsen blev afsendt den 12. juni 2022, mens anklageskriftet først modtoges den 21. marts 2024, hvilket svarer til en ventetid på 1 år og 9 måneder hos politiet og anklagemyndigheden. Den samlede sagsbehandlingstid udgjorde ca. 2 år og 9 måneder indtil landsretsdommen.
Det afgørende spørgsmål var, om den lange sagsbehandlingstid i en ukompliceret færdselssag udgjorde en krænkelse af retten til behandling inden rimelig frist, jf. EMRK artikel 6, stk. 1. Overtrædelsen er begået efter ikrafttrædelsen af lov nr. 2601 af 28. december 2021, som ændrede reglerne om strafnedsættelse for lang sagsbehandlingstid.
Det følger af straffelovens § 82, stk. 2, at det ved straffens fastsættelse endvidere kan indgå som en formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden, men at sagsbehandlingstiden dog kun kommer i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.
Byretten fandt, at sagen havde "ligget død" hos myndighederne og at der forelå en krænkelse, hvorfor bøden nedsattes kraftigt. Landsretten skulle vurdere, om en samlet tid på næsten 3 år i to instanser oversteg grænsen for det rimelige efter ny praksis.
Begge instanser lagde til grund, at tiltalte ved at ignorere sine træthedstegn og aktivere fartpiloten ved høj hastighed under tilsidesættelse af væsentlige færdselssikkerhedshensyn. Det kunne ikke afvise skyld, at trafikken var let, eller at der ikke forelå kliniske målinger.
| Retsskridt | Bøde (udgangspunkt) | Bøde (afgørelse) | Sagsomkostninger |
|---|---|---|---|
| Byretten | 12.500 kr. | 3.750 kr. | Statskassen |
| Landsretten | 14.000 kr. | 14.000 kr. | Statskassen |
Førerretsfrakendelsen blev fastsat ubetinget til 6 måneder jf. Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 6 jf. § 125, stk. 1, nr. 1 og 6. Ingen af retterne fandt grundlag for betinget frakendelse efter Færdselsloven § 126, stk. 2, da de særlige hensyn til færdselssikkerheden ikke kunne tilintetgøres af sagsbehandlingstidens længde.
Landsretten foretog en helhedsbedømmelse af sagens kompleksitet, parternes adfærd og myndighedernes forsinkelser. Selvom sagen lå stille i næsten 2 år, konkluderede landsretten, at dette ikke nåede op på niveauet for en krænkelse af EMRK artikel 6 under de gældende stramme kriterier.
Efter en samlet vurdering finder landsretten – uanset den lange tid mellem sigtelsen og tiltalerejsningen – at sagsbehandlingstiden ikke udgør en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er derfor ikke grundlag for at nedsætte bøden, der herefter fastsættes til 14.000 kr.
Forarbejderne til den nye lov bestemt understregede dog, at domstolene ikke begrænses i deres muligheder for at kompensere for lang sagsbehandlingstid gennem sagsomkostninger. Landsretten lagde mærke hertil og anerkendte, at tidsrummet efter tidligere praksis rent faktisk ville have medført kompensation.
Parterne har været enige om, at sagsbehandlingstiden har haft en sådan længde, at den efter den praksis, der var gældende forud for lovændringen, der trådte i kraft den 1. januar 2022, ville have ført til en kompensation for tiltalte. På den baggrund finder landsretten, at statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom med følgende ændringer: