LandsrettenSagen vedrører en tiltalt, der blev dømt for vanvidskørsel med en hastighedsoverskridelse på over 100 % i et tættere bebygget område. Sagen fulgte gennem Retten i Glostrup og Østre Landsret, hvor skyldsspørgsmålet, strafudmålingen, førerkortfrakendelse og konfiskation af et leaset køretøj blev behandlet. En væsentlig ændring vedrørende erstatningsansvaret for det konfiskerede køretøj blev foretaget i ankeinstansen.
Tiltalte blev anklaget for at have ført en varebil med mindst 107 km/t på Kystholmen i Hvidovre, hvor hastighedsgrænsen i det tættere bebyggede område er 50 km/t. Dette udgjorde en hastighedsoverskridelse på mere end 100 %, hvilket udløser skærpet straf efter færdselsloven.
Køretøjet var ejet af Selskab1 (leasingselskab) og leaset til Selskab2, hvor tiltalte var direktør og eneejer. Anklagemyndigheden påstod konfiskation af bilen og erstatning fra tiltalte til Selskab1. Selskab1 protesterede mod konfiskationen og rejste oprindeligt erstatningskrav mod tiltalte, men i ankesagen rettede selskabet kravet mod Selskab2 som leasingtager.
Sagen blev rejsed i Retten i Glostrup, hvor tiltalte nægtede sig skyldig og bestred måleresultatet. Anklagemyndigheden påstod frihedsstraf, ubetinget førerkortfrakendelse og konfiskation med erstatning.
På appel hos Østre Landsret påstod tiltalte frifindelse, subsidiært formildelse. Forsvaret fremlagde en matematisk beregning, der ifølge en lektor skulle gøre politiets forklaring om visuel kontakt under eftersætning umulig. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Selskab1 frafaldt erstatningskravet mod tiltalte i ankesagen og nedlagde i stedet påstand om erstatning mod Selskab2.
Dommen bygger primært på følgende bestemmelser:
Stridspunktet vedrørte hastighedsmålingens korrekthed og omstændighederne under eftersætningen. Politiassistenten vidnede om korrekt brug af en Laser Truspeed med kontrolmålinger før og efter hændelsen. Tiltalte hævdede at have kørt ca. 60 km/t og pegede på uklarhed om vejnavne i politirapporten.
Forsvareren fremlagde en beregning, der konkluderede, at betjenten ikke kunne have opretholdt visuel kontakt under de angivne hastigheder og tidsrum. Retten fandt de forudsætninger, beregningen var baseret på, ikke holdbare.
Byretten lagde vægt på, at hastighedsgrænsen i området var 50 km/t, understøttet af skilte. Laseren var godkendt og kalibreret, og politiet havde foretaget de påkrævede kontroller.
"Der er fremlagt fotos af indfaldsvejene til industriområdet, hvor der alle steder er opsat byzoneskilte, som viser, at der er tale om tættere bebygget område. Tiltalte, som kender området burde derfor have været bekendt med, at tilladte hastighed i området var 50 km/t."
Vedrørende konfiskationen af det leasede køretøj fandt retten, at tiltalte som direktør og eneejer af leasingtageren (Selskab2) havde identifikation med selskabet, hvilket opfyldte kravene til konfiskation.
"Tiltalte er som anført direktør for og eneejer af Selskab2. Der er således identifikation mellem tiltalte og selskabet. Efter oplysninger om tiltaltes indkomst og selskabets overskud... finder retten, at et erstatningskrav mod tiltalte ikke er illusorisk."
Østre Landsret stadfæstede skyldsdømmen og afviste forsvarets beregning.
"Den for landsretten fremlagte beregning af bilpositioner kan ikke føre til andet resultat, allerede fordi de i beregningen angivne forudsætninger ikke kan lægges til grund."
Vedrørende erstatningskravet konstaterede landsretten, at da Selskab1 frafaldt kravet mod tiltalte, udgik byrettens bestemmelse herom. Det nye krav mod Selskab2 blev ikke taget under påkendelse i den straffesaglige procedure.
"Det for landsretten af Selskab1 rejste erstatningskrav over for Selskab2 tages ikke under påkendelse, men henskydes til eventuelt civilt søgsmål mellem disse parter."
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom med følgende ændring:
