LandsrettenAppellant ApS (under frivillig likvidation) og en tidligere ledende medarbejder tvistede om betaling for 760 timers merarbejde. Den manglende løbende afregning havde sammenhæng med parternes drøftelser om, at medarbejderen skulle indtræde som medejer af selskabet — en aftale der aldrig blev realiseret. Da medarbejderen opsagde sin stilling, opstod spørgsmålet, om han havde et krav på betaling for merarbejdet, og i givet fald med hvilket beløb. Vestre Landsret fastsatte skønsmæssigt kravet til 150.000 kr., idet retten lagde til grund, at det var forudsat, at medarbejderen ville have et krav mod selskabet, hvis han valgte ikke at indtræde som medejer.
Appelindstævnte blev ansat hos Appellant ApS efter, at hans tidligere arbejdsgiver — Virksomhed ApS 1, hvor han reelt drev virksomheden — gik konkurs. Appellant ApS' ejer (»Person«) havde tidligere benyttet Virksomhed ApS 1 som underentreprenør og overtog efter konkursen de tidligere medarbejdere, herunder appelindstævnte.
Appelindstævnte fik en central rolle i selskabet. Efter forklaringerne fra både Person og appelindstævnte selv stod appelindstævnte for den daglige drift af virksomheden i By 2. Han kunne ansætte og afskedige medarbejdere, udarbejdede og afgav tilbud, bestilte materialer og havde kundekontakten. Der var cirka 10-12 ansatte, hvoraf appelindstævnte havde direkte med 4-5 at gøre.
Om fordelingen mellem administrativt og praktisk arbejde var forklaringerne delte:
Appelindstævnte og Person havde aldrig drøftet, at appelindstævnte skulle være funktionæransat med månedsløn.
Parterne drøftede, at appelindstævnte skulle indtræde som medejer af selskabet. Baggrunden var, at appelindstævnte var en nøgleperson, og at det ville være en god investering at få ham med til at drive virksomheden i By 2, som lå langt fra Persons daglige gang.
Drøftelserne gik på, at appelindstævnte i begyndelsen skulle eje 10-20 % af selskabet og senere en større andel. Revisoren havde oplyst, at appelindstævnte højst kunne få 49 %, idet Person skulle beholde majoriteten. Selskabet havde pr. 30. juni 2020 en indre værdi på 388.479 kr.
I den periode, hvor drøftelserne om medejerskab stod på, blev appelindstævntes merarbejde — i alt 760 timer — ikke afregnet løbende. Begge parter har forklaret, at dette skyldtes, at timerne skulle opspares som en del af appelindstævntes investering i selskabet:
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har forklaret, at han brugte 20 procent af sin tid på kontoret. […] De 760 timer blev ikke afregnet, fordi det var meningen, at han skulle opspare et tilgodehavende, så han kunne købe sig ind i selskabet.
Aftalen om medejerskab blev imidlertid aldrig realiseret, og appelindstævnte opsagde sin stilling. Ved fratrædelsen drøftede parterne deres mellemværende. Person bad appelindstævnte om ikke at gå til 3F, men lovede at finde en løsning. Appelindstævnte sendte efterfølgende mange rykkere via sms og Messenger. Person svarede, at de måtte mødes, men dette skete ikke.
Appellant ApS har under sagen ikke bestridt, at appelindstævnte faktisk udførte arbejde svarende til de indberettede 760 timer.
Sagen blev anlagt ved Retten i Holstebro (sag BS-19553/2022-HOL), som den 20. oktober 2023 gav appelindstævnte medhold. Appellant ApS ankede dommen til Vestre Landsret.
Appellant ApS' påstande for landsretten:
Appelindstævntes påstande for landsretten:
For landsretten blev der fremlagt Bygge- og Anlægsoverenskomsten 2017 samt en revisorerklæring af 10. januar 2024 om selskabets indre værdi. Appelindstævnte og vidnet afgav supplerende forklaringer.
Et centralt stridspunkt var, hvilket retsgrundlag der regulerede ansættelsesforholdet.
Appellant ApS anførte, at appelindstævnte på grund af karakteren af sine arbejdsopgaver måtte anses som omfattet af funktionærloven, og at Bygge- og Anlægsoverenskomsten 2017 derfor ikke fandt anvendelse. Partene var enige om, at Appellant ApS som virksomhed var omfattet af overenskomsten, men uenige om, hvorvidt appelindstævnte personligt var dækket.
Appelindstævnte bestred, at han kunne anses som funktionær, og fastholdt, at overenskomsten regulerede ansættelsesforholdet. Han anførte endvidere, at Appellant ApS under alle omstændigheder ikke havde bestridt, at han havde krav på pensionsindbetalinger.
Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at den fremlagte ansættelseskontrakt ikke kunne tillægges betydning. Efter forklaringerne og sagens øvrige oplysninger fandt landsretten, at appelindstævnte ikke var omfattet af Bygge- og Anlægsoverenskomsten 2017 som følge af karakteren af sine arbejdsopgaver — der i det væsentlige var administrative og ledelsesmæssige.
Landsretten foretog en samlet vurdering af sagens omstændigheder, som kan opdeles i følgende delelementer.
Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at den fremlagte ansættelseskontrakt ikke kunne tillægges betydning. Efter en samlet vurdering af forklaringerne — hvor appelindstævnte selv angav at bruge 20 % af tiden på kontoret, mens Person og vidnet beskrev arbejdet som overvejende administrativt og ledelsesmæssigt — fandt landsretten, at appelindstævnte ikke var omfattet af Bygge- og Anlægsoverenskomsten 2017.
Landsretten lagde efter forklaringerne fra appelindstævnte og Person til grund, at den manglende honorering for overarbejde havde sammenhæng med parternes drøftelser om, at appelindstævnte senere skulle indtræde som medejer af selskabet.
Retten konstaterede imidlertid en dobbelt usikkerhed:
På trods af disse usikkerheder fandt landsretten det dog bevist, at parterne havde forudsat, at appelindstævnte ville have et krav mod selskabet, såfremt han måtte vælge ikke at indtræde som medejer:
Efter forklaringerne lægger landsretten dog til grund, at det var forudsat, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ville have et krav mod Appellant ApS, tidligere Sagsøgte ApS, såfremt han måtte vælge ikke at indtræde som medejer.
Vestre Landsret ændrede byrettens dom og afsagde følgende afgørelse:
Hovedkravet:
Appellant ApS (under frivillig likvidation) skal inden 14 dage til appelindstævnte betale 150.000 kr. med procesrente fra den 20. maj 2022.
Sagsomkostninger:
Appellant ApS skal i sagsomkostninger for begge retter betale 64.500 kr. til appelindstævnte, fordelt på:
| Post | Beløb |
|---|---|
| Advokatbistand inkl. moms | 60.000 kr. |
| Retsafgift | 4.500 kr. |
Ved fastsættelsen af advokatbeløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og forløb. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Dommerne Peter Buhl, Thomas Raaberg-Møller og Clara Trolle Mikkelsen (kst.) deltog i afgørelsen.
På baggrund af den forudsatte kravsret og efter en samlet vurdering af navnlig merarbejdets omfang — 760 timer, som appellanten ikke bestred var udført — fastsatte landsretten skønsmæssigt appelindstævntes krav til 150.000 kr.
Beløbet afspejler en skønsmæssig helhedsvurdering, hvor retten har taget hensyn til både det betydelige timeantal og den usikkerhed, der var forbundet med de nærmere vilkår for afregningen.
Appellanten havde gjort gældende, at kravet var bortfaldet på grund af passivitet. Landsretten afviste dette:
Efter det anførte om baggrunden for kravet kan kravet ikke anses som bortfaldet på grund af passivitet.
Retten lagde herved vægt på, at kravets særlige baggrund — den uafklarede aftale om medejerskab — indebar, at appelindstævnte ikke kunne bebrejdes for ikke at have rejst kravet tidligere. Først da medejerskabet definitivt var bortfaldet ved opsigelsen, aktualiseredes kravet.
