LandsrettenGrønlands Landsret behandlede en ankesag mod en mand, der af Sermersooq Kredsret var idømt 50 dages anstaltsanbringelse for at have befølt sin sovende 16-årige niece samt for uberettiget at have brugt sin samlevers dankort. Landsretten stadfæstede domfældelsen for blufærdighedskrænkelse, men nedsatte straffen til 40 dage, og frifandt tiltalte for databedrageriet. Tortgodtgørelsen på 5.000 kr. til den forurettede niece blev opretholdt.
Sermersooq Kredsret afsagde den 19. december 2025 dom i sagen (kredsrettens sagl.nr. KS-SER-380/2025), hvor tiltalte blev dømt for to forhold:
Kredsretten idømte 50 dages anstaltsanbringelse og 5.000 kr. i tortgodtgørelse til Forurettede 1.
Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med den for kredsretten rejste tiltale samt skærpelse af foranstaltningen. Tiltalte påstod frifindelse, subsidiært formildelse. Sagen blev for landsretten behandlet med domsmænd.
Tiltalte forklarede for landsretten, at Forurettede 1 ikke overnattede hos familien den pågældende dag, og at hans kones lillesøster (Forurettede 1's mor, Vidne 1) havde forbudt overnatningen, fordi kones storesøster skulle ankomme dagen efter. Han bestred at have rørt Forurettede 1.
Han forklarede, at Forurettede 1 altid sov på en madras på gulvet i hans datter Vidne 2's værelse, og at han dagligt samlede vasketøj op på værelset – også på dage, hvor Forurettede 1 overnattede. Han udarbejdede en tegning af værelset til dokumentation af møblering og vasketøjsbunker.
Han huskede en episode, hvor han lå på knæ for at samle vasketøj op under sengen, mens begge piger sov, men kunne ikke afvise, at han utilsigtet havde rørt Forurettede 1 med benet. Foreholdt sin politiforklaring af 1. juli 2024 – hvorefter Forurettede 1 løftede hovedet, og han sagde, at han skulle hente vasketøj – erkendte han, at han sandsynligvis havde forklaret sådan til politiet dengang.
Tiltalte erkendte at have hævet 6.000 kr. og brugt 116 kr. på Forurettede 2's dankort, som han kendte koden til. Han forklarede, at han plejede at overføre sin egen løn til hendes konto, så han ikke selv brugte pengene på hash, og at han hævede de 6.000 kr. til køb af hash.
Forurettede 1, hendes mor (Vidne 1) og tiltaltes datter (Vidne 2) afgav samstemmende, men til dels forskellige, forklaringer om hændelsen og dens eftervirkninger.
Forurettede 1 forklarede, at hun ved 7-tiden om morgenen, mens hun lå på ryggen, blev befølt af tiltalte på låret, langt over knæet og i skridtets nærhed – uden på tøjet. Hun besvarede ikke alle spørgsmål under afhøringen for landsretten og tilkendegav, at hun fandt det skamfuldt at forholde sig til hændelsen igen. Hun blev foreholdt sin politiforklaring af 20. juni 2024, hvorefter tiltalte kørte hånden op og ned ad hendes lår, inderlår og skridt uden på tøjet, hvilket hun bekræftede var korrekt. Hun afviste at være i tvivl om, hvad der skete.
Vidne 1 (Forurettede 1's mor) forklarede, at Forurettede 1 efter hændelsen var mindre glad, sov meget og blev indelukket, og at familien holdt op med at komme hos tiltalte undtagen ved højtider. Det var vigtigt for hende, at forholdet blev anmeldt.
Vidne 2 (tiltaltes datter) forklarede, at hun ikke bemærkede nogen ændring hos Forurettede 1 i maj 2024, og at tiltalte plejede at hjælpe med oprydning og vasketøj på hendes værelse.
Sagen indeholdt en dokumenteret tekstbesked fra Forurettede 1 til hendes moster, dateret 12. juni 2024, hvori hun beskrev hændelsen:
"Jeg vågnede og kunne mærke at jeg blive befølt på benet [...] Han kørte sin hånd op og ned [...] Jeg skrev til min ven med det samme at jeg er bange [...] og jeg havde ikke længere lyst til at leve da oplevelsen er så ubehagelig."
Denne besked blev af landsretten tillagt afgørende bevismæssig betydning sammenholdt med Forurettede 1's forklaring i kredsretten.
Forurettede 2 forklarede, at hun ikke havde givet tiltalte tilladelse til at bruge dankortet på det pågældende tidspunkt, men at kontoen løbende modtog både hendes og tiltaltes løn, idet de havde aftalt, at tiltalte skulle overføre sin løn til hendes konto, så han ikke brugte pengene på hash og spil. De 6.000 kr. mente hun var hendes egne penge.
Landsretten fandt det i forhold 1 – ligesom kredsretten – bevist, at tiltalte havde befølt Forurettede 1 på låret og dermed gjort sig skyldig i overtrædelse af kriminallovens § 84, stk. 1 om blufærdighedskrænkelse. Retten lagde afgørende vægt på tekstbeskeden af 12. juni 2024, understøttet af Forurettede 1's forklaring i navnlig kredsretten. At hun ikke fuldt ud besvarede spørgsmålene for landsretten, blev tilskrevet hendes ubehag og tillagdes ikke betydning for troværdigheden, ligesom en vis uklarhed om den præcise dato ikke blev tillagt betydning.
I forhold 2 fandt landsretten det derimod ikke bevist, at tiltalte var skyldig i databedrageri. Retten lagde vægt på, at kontoen bag dankortet blev anvendt til indsættelse af både tiltaltes og Forurettede 2's løn, og at det på det foreliggende grundlag ikke var bevist, at tiltalte disponerede over midler, der ikke tilhørte ham, eller at han havde nogen berigelseshensigt. Tiltalte blev derfor frifundet i dette forhold.
Ved udmålingen af foranstaltningen for forhold 1 lagde landsretten i formildende retning vægt på, at der alene var tale om berøring på låret. I skærpende retning blev der lagt vægt på, at tiltalte tidligere var dømt for ligeartet kriminalitet, og at forholdet var begået over for en 16-årig niece.
To af rettens medlemmer stemte for 40 dages anstaltsanbringelse, mens ét medlem stemte for 50 dage. Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet.
Rettens formand fandt, at den af kredsretten fastsatte tortgodtgørelse var passende henset til karakteren af blufærdighedskrænkelsen.
| Forhold | Kredsrettens dom | Landsrettens dom |
|---|---|---|
| Forhold 1 – blufærdighedskrænkelse | Skyldig, indgik i 50 dages anstaltsanbringelse | Skyldig, straffen nedsat |
| Forhold 2 – databedrageri | Skyldig, indgik i 50 dages anstaltsanbringelse | Frifundet |
| Samlet foranstaltning | 50 dages anstaltsanbringelse | 40 dages anstaltsanbringelse |
| Tortgodtgørelse til Forurettede 1 | 5.000 kr. | 5.000 kr. (fastholdt) |
Landsretten bestemte:
