LandsrettenSagen vedrører en 74-årig mand, der i december 2024 indrejste i Danmark på trods af et tidligere meddelt permanent indrejseforbud. Sagen rejser spørgsmålet om, hvorvidt en indrejse kan tillægges den tiltalte som forsætlig, når han påberåber sig hukommelsessvigt og begyndende demens, samt hvordan alder og helbred indvirker på strafudmålingen ved overtrædelse af udlændingeloven. Sagen har været behandlet i Københavns Byret og efter anke i Østre Landsret, hvor byrettens dom er stadfæstet.
Tiltalte blev i 2004 dømt til 3 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. I den forbindelse blev han udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt, hvilket blev forkyndt for ham den 9. februar 2004 i Vestre Fængsel kort før udsendelse. Den 22. december 2024 kl. 08.15 indrejste tiltalte ved Gate F8, Finger F, Schengen i Københavns Lufthavn, Kastrup, hvor han blev standset af grænsepolitiet. Han var rejst til Danmark for at deltage i et forretningsmøde på ca. 13 timer i forbindelse med kornhandel mellem Ukraine og Tyrkiet, hvor han skulle fungere som mellemmand for sin søn. Han havde indkøbt flybillet til hjemrejse samme aften.
Tiltalte blev anholdt og varetægtsfængslet, hvorefter sagen blev behandlet i Københavns Byret den 4. februar 2025. Tiltalte anede dommen, og Østre Landsret afgorde anken den 18. marts 2025.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at tiltalte straffes for overtrædelse af Udlændingeloven § 59 b, stk. 2. Der blev desuden nedlagt påstand om udvisning med indrejseforbud i 6 år jf. udlændingelovens § 49, stk. 1 jf. udlændingelovens § 24, nr. 1 og § 22, nr. 3.
Tiltalte nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom under henvisning til straffelovens § 83.
Den væsentligste stridspunkt var, om indrejsen kunne tilregnes tiltalte som forsætlig eller uagtsom. Tiltalte erkendte indrejsen, men fastholdt, at han ikke vidste, at indrejseforbuddet stadig var gældende. Han forklarede, at han i 2004 ikke blev vejledt om, at forbuddet var permanent, og at han i dag lider af begyndende demens, rygskader efter en togulykke og nedsat hukommelse, hvilket påvirker hans erindring.
Han hævdede, at han troede, at hans tidligere status som ikke-EU-borger og de ændrede forhold siden 2004 betød, at han kunne indrejse. Anklagemyndigheden og byretten lagde derimod vægt på, at tiltalte var til stede ved domsafsigelsen i 2004, og at en spontan udtalelse til grænsepolitiet afslørede, at han var klar over, at han havde fået indrejseforbud, men blot var usikker på, om det stadig gjaldt.
Byretten og landsretten lagde til grund, at tiltalte var fuldt orienteret om det permanente indrejseforbud. Landsretten understregede, at forkyndelsen i 2004 var dokumenteret i kriminalregisteret og i en politirapport af 11. februar 2004. Retten fandt, at tiltaltes manglende undersøgende aktivitet og hans indrømmelse af risiko talte mod en frifindelse eller nedgradering til uagtsomhed.
Når dette sammenholdes med tiltaltes spontane udtalelse til grænsepolitiet samt det af tiltalte forklarede i retten om, at han ikke vidste, om forbuddet stadig var gældende, sammenholdt med det faktum, at tiltalte intet har gjort for at undersøge forholdet nærmere, er det bevist, at tiltalte i hvert fald indså muligheden for, at indrejseforbuddet der var meddelt ham for bestandigt fortsat var gældende, og at han accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde.
Landsretten stadfæstede denne vurdering og fastslog, at tiltalte ved indrejsen den 22. december 2024 var bekendt med sit permanente forbud. Overtrædelsen blev derfor kvalificeret som forsætlig, idet han med vilje tog chancen for, at forbuddet ikke længere gjaldt.
Ved strafudmålingen afviste retten tiltaltes anbringender om alder og helbred som grunde til strafnedsættelse under den fastsatte strafferamme. Retten lagde vægt på, at rejsen ikke var kortvarigt transit, men et planlagt ophold på ca. 13 timer med det klare formål at indgå forretningsmæssige aftaler. Helbredetsforholdene kunne derfor ikke tilsideholde den almindelige forebyggelsesinteresse.
Der er herunder lagt vægt på, at tiltalte efter sin egen forklaring, som er understøttet af de fremlagte flybilletter, ikke blot var i kortvarigt transit i Københavns Lufthavn, idet formålet med tiltaltes rejse var at komme til Danmark, og at han havde til hensigt at gøre ophold her i landet i ca. 13 timer.
Vedrørende udvisningen fandt retten, at betingelserne i udlændingelovens § 26, stk. 2 var opfyldt, da en udvisning ikke med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Et nyt indrejseforbud på 6 år blev derfor fastsat, idet det tidligere permanente forbud afvistes til fordel for en konkret tidsbegrænsning i lyset af den nye overtrædelse.
Københavns Byret og Østre Landsret har kendt for ret som følger:
