LandsrettenØstre Landsret frifandt en ejendomsejer for et krav på 281.640,52 kr. fra FFV Energi & Miljø A/S vedrørende vandafledningsbidrag for 2020-2021. Retten fandt det tilstrækkeligt dokumenteret, at det ekstraordinært høje vandforbrug var anvendt til grøntsagsproduktion i et gartneri og dermed ikke tilledt spildevandsforsyningen. Landsretten fastslog, at retten til fradrag efter ikke kan afskæres alene med henvisning til, at dokumentationen først fremlægges efterfølgende – heller ikke selvom forsyningsselskabets betalingsvedtægt foreskriver, at fradrag først gives fra den endelige godkendelse af bimåleren.
Sagen vedrørte en ejendom i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor FFV Energi & Miljø A/S (herefter FFV) varetager spildevandsforsyningen. På ejendommen driver Virksomhed ApS 1 et gartneri med grøntsagsproduktion, hvilket kræver omfattende vanding fra en tank på 300 m³, der løbende fyldes op.
Ejendommens hovedvandmåler registrerede følgende vandforbrug:
| Målenummer | Periode | Forbrug (m³) |
|---|---|---|
| 8ZR12015124634 | 01.11.2021 – 09.11.2022 | 36 |
| 8ZR12015124634 | 09.11.2020 – 01.11.2021 | 2.598 |
| 8ZR12015124634 | 20.04.2020 – 09.11.2020 | 4.774 |
| 5969750185 | 01.11.2018 – 06.11.2019 | 37 |
| 5969750185 | 20.12.2017 – 01.11.2018 | 41 |
| 21972 | 01.11.2016 – 03.11.2017 | 38 |
Oversigten viser, at vandforbruget i årene før (2017-2019) og efter (2022-2023) lå på et meget lavt niveau – mellem 27 og 41 m³ årligt – mens forbruget i 2020 steg markant til i alt ca. 7.372 m³.
Ejendomsejeren gjorde gældende, at den langt overvejende del af dette vand var anvendt af gartneriet til vanding af grøntsager og derfor ikke var blevet afledt til kloakken. Kun 374 m³ blev erkendt at vedrøre almindeligt husholdningsforbrug.
For at dokumentere det produktionsrelaterede vandforbrug blev der den 1. april 2020 opsat en bimåler på ejendommen til at måle det vand, der gik til gartneriets produktion. Denne første bimåler viste sig dog at være for lille og blev allerede den 20. april 2020 udskiftet med en større bimåler efter aftale med vandværket. Samtidig blev hovedmåleren udskiftet.
Den formelle ansøgning om FFV's godkendelse af bimåleren blev imidlertid først indsendt på et senere tidspunkt – ifølge Vidne 2's forklaring havde dennes forhenværende partner ansvaret herfor, men undlod at indsende skemaet. FFV godkendte bimåleren i marts 2021, men uden at der på godkendelsestidspunktet blev foretaget aflæsning af måleren.
FFV afviste at give fradrag med tilbagevirkende kraft og henviste til selskabets betalingsvedtægt, hvorefter fradrag kun kunne opnås fra tidspunktet for den endelige godkendelse af bimåleren. Vidne 8, projektleder i FFV, forklarede for landsretten, at FFV håndhæver dette "rimelig kontant", og at man ikke havde givet fradrag til andre fra tidligere tidspunkter – "det er et skråplan at komme ud på".
Sagen blev anlagt af FFV Energi & Miljø A/S mod ejendomsejeren med krav om betaling af vandafledningsbidrag. Retten i Svendborg afsagde dom den 27. oktober 2023 (sag BS-30542/2021-SVE), hvorved ejendomsejeren i det væsentlige blev frifundet. FFV ankede dommen til Østre Landsret.
FFV's påstand for landsretten:
Appellanten, FFV Energi & Miljø A/S, nedlagde påstand om, at Appelindstævnte skulle betale 281.640,52 kr. med tillæg af procesrente af 294.878,39 kr. fra den 21. februar 2021 til den 27. november 2023 og af 281.640,52 kr. fra den 28. november 2023 samt 300 kr. i rykkergebyr.
Ejendomsejerens påstand:
Appelindstævnte, der efter byrettens dom havde betalt 13.237,87 kr. til FFV, påstod frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Den centrale bestemmelse er § 2 a, stk. 5, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. (tidligere benævnt lov om betalingsregler for spildevandsanlæg):
For erhvervsejendomme fastsættes vandafledningsbidraget efter vandforbruget fratrukket den vandmængde, der medgår til produktionen eller af anden grund ikke tilledes et spildevandsforsyningsselskab, jf. dog § 7 b, stk. 1.
Bestemmelsen blev oprindeligt indført ved lov nr. 863 af 23. december 1987 som § 2, stk. 4, og er senere videreført uden materielle ændringer – først ved lov nr. 342 af 17. maj 2000 som § 2 a, stk. 4, og siden ved lov nr. 460 af 12. juni 2009 som den nuværende § 2 a, stk. 5. Som det fremgår af bemærkningerne til ændringsloven fra 2000, er der tale om "en næsten ordret videreførelse af den gældende lovs § 2, stk. 4. Der er ikke tiltænkt materielle ændringer, men alene en sproglig fornyelse."
Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 62 af 5. november 1987, pkt. 5B, fremgår følgende om dokumentation for fradragsberettiget vand:
De løbende bidrag opkræves efter målt eller skønnet vandforbrug. Der betales ikke bidrag af vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke tilledes kloaksystemet. I disse tilfælde må der dog kræves, at vandmængden ledes gennem bimåler, eller at forbrugeren i øvrigt er i stand til at godtgøre størrelsen af den vandmængde, der ønskes fritaget.
FFV Energi & Miljø A/S' betalingsvedtægt for håndtering af spildevand i Faaborg-Midtfyn Kommune indeholder i pkt. 3.2.3 følgende bestemmelse om fradrag:
Der gives ikke fritagelse med tilbagevirkende kraft. Fritagelse gives først fra den endelige godkendelse af bimåler og/eller beregningsgrundlag.
Sagens afgørende retlige spørgsmål var, om FFV kunne nægte fradrag for produktionsvand alene med henvisning til, at bimåleren ikke var formelt godkendt forud for vandforbruget – eller om ejendomsejeren efterfølgende kunne dokumentere det produktionsrelaterede forbrug på anden vis.
FFV gjorde gældende:
Ejendomsejeren gjorde gældende:
Landsretten indledte med at fastslå det retlige udgangspunkt:
Landsretten finder på baggrund af bestemmelsen i § 2 a, stk. 5, i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg og forarbejderne hertil sammenholdt med FFV Energi og Miljø A/S' betalingsvedtægt, at virksomheden har bevisbyrden for, at der er anvendt vand til produktionen, der giver grundlag for fradrag, men at dokumentationen herfor kan tilvejebringes på anden måde end ved måling af vandforbrug via en bimåler, der er godkendt forud af FFV. Landsretten finder således, at der – såfremt sådan dokumentation anses at foreligge – ikke er grundlag for at nægte fradrag under henvisning til, at dokumentationen først fremlægges senere.
Dette er sagens bærende præmis: Retten til fradrag efter lovens § 2 a, stk. 5, er ikke betinget af en forudgående formel godkendelse af bimåleren. Forsyningsselskabets betalingsvedtægt kan ikke indskrænke den lovbestemte fradragsret, og efterfølgende dokumentation er tilstrækkelig.
Landsretten bemærkede endvidere, at FFV's eget brev af 26. februar 2021 til ejendomsejeren tilkendegav, at afregning ville ske fra opsætningen af bimåleren, såfremt FFV kunne godkende oplysningerne – hvilket understøttede, at heller ikke FFV selv konsekvent håndhævede et krav om forudgående godkendelse.
Landsretten foretog herefter en samlet vurdering af, om ejendomsejeren havde løftet bevisbyrden for, at vandforbruget var anvendt til produktionen. Retten lagde vægt på:
På denne baggrund fandt landsretten det dokumenteret, at det omtvistede vandforbrug var anvendt til gartneriets grøntsagsproduktion.
Vedtægtens pkt. 3.2.2 fastslår, at vandafledningsbidraget for erhvervsejendomme beregnes "efter målt eller i særlige tilfælde efter skønnet vandforbrug".
Landsretten stadfæstede byrettens dom med den begrundelse, at ejendomsejeren var frifundet for FFV's krav ud over det allerede betalte beløb på 13.237,87 kr.
Byrettens sagsomkostningsafgørelse blev stadfæstet, herunder bestemmelsen om, at hver part endeligt afholder de udgifter til skønshonorar, som de har haft.
FFV Energi & Miljø A/S blev pålagt at betale sagsomkostninger for landsretten på 31.670,25 kr. til Appelindstævnte – heraf 30.000 kr. til dækning af advokatbistand inkl. moms og 1.670,25 kr. til tolkebistand. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
