LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om to sælgere af et selskab kunne fritage den ene af to selvskyldnerkautionister for dennes kautionsforpligtelse mod betaling af 80.000 kr. og samtidig kræve, at den anden kautionist betalte hele restgælden på 283.454 kr. – uden mulighed for regres mod den frigjorte medkautionist. Landsretten fastslog, at kreditor ikke ensidigt kan forrykke kautionisternes indbyrdes forhold, og nedsatte appellantens betalingspligt til halvdelen af restgælden: 148.975 kr.
I maj 2017 købte Virksomhed ApS 1 samtlige kapitalandele i Virksomhed ApS 2 af de to appelindstævnte selskaber, Appelindstævnte ApS 1 og Appelindstævnte ApS 2. Købesummen var 500.000 kr., der skulle betales i tre lige store rater á 166.666,67 kr. med forfald henholdsvis den 1. september 2017, 1. september 2018 og 1. september 2019.
Appellant og Vidne 1 – som var medstiftere af køberselskabet – underskrev overdragelsesaftalen som selvskyldnerkautionister, hvorved de personligt indestod for købesummens betaling. Sælgerne fik samtidig pant i de overdragne kapitalandele, som skulle bestå indtil fuld betaling.
Både Appellant og Vidne 1 påtog sig i overdragelsesaftalens punkt 5.1 og i det efterfølgende gældsbrevs punkt 3 selvskyldnerkaution til sikkerhed for betaling af købesummen på 500.000 kr.
Landsretten lagde til grund, at Appellant og Vidne 1 optrådte i forening over for sælgerne ved købet af Virksomhed ApS 2. I overdragelsesaftalen og gældsbrevet var de begge anført som selvskyldnerkautionister, og de underskrev dokumenterne stort set samtidig. På denne baggrund forpligtede de sig på en sådan måde, at de hver med føje kunne påregne, at også den anden kom til at hæfte. Appellants forklaring om, at kautionserklæringerne ikke blev drøftet, kunne ikke føre til et andet resultat.
Allerede i oktober 2017 måtte parterne udarbejde en allonge til overdragelsesaftalen, fordi køber ikke havde overholdt sine betalingsforpligtelser. Allongen fastslog, at den oprindelige overdragelsesaftale forblev i kraft med de ændringer, der fulgte af allongen. Samtidig oprettedes et gældsbrev, hvori Virksomhed ApS 1 erkendte at skylde 500.000 kr., og hvori Appellant og Vidne 1 på ny kautionerede personligt som selvskyldnere. Begge dokumenter blev underskrevet af Vidne 1 og Appellant på vegne af Virksomhed ApS 1.
Den 4. oktober 2018 meddelte sælgernes advokat ved e-mail, at appelindstævnte havde tiltrådt deres pant i kapitalandelene i Virksomhed ApS 2, hvilket var hjemlet i overdragelsesaftalens punkt 5.2. Tiltrædelsen var noteret i selskabets ejerbog og registreret i Erhvervsstyrelsens ejerregister. Appellant reagerede ikke på mailen, og landsretten fandt ikke grundlag for at anse tiltrædelsen af pantet som en ophævelse af aftalen.
Virksomhed ApS 2's primære aktiv var en Mobil bar – en stor salgsvogn. Efter misligholdelsen iværksatte appelindstævnte salgsbestræbelser. Vidne 2 forklarede, at Mobil bar blev sat til salg i Den Blå Avis, som kontaktede dem for at lave en kampagne, fordi de fandt objektet spændende. Der var rigtig mange visninger, men der kom ingen bud. Under forløbet skete der en ændring i markedet: de store salgsvogne var ikke længere så attraktive som de mindre, nicheprægede vogne.
Den 25. august 2020 blev Mobil bar solgt til Virksomhed ApS 5 for 100.000 kr. – kun 1-2 dage efter at prisen blev sat ned til dette niveau. Virksomhed ApS 2 blev herefter likvideret. Likvidationsregnskabet af 13. april 2021 viste et provenu på 71.042 kr., der blev overført til likvidationskontoen.
Det var ubestridt, at Vidne 1 indgik aftale med appelindstævnte om, at han mod betaling af 80.000 kr. blev fritaget for sin resterende kautionsforpligtelse. På dette tidspunkt havde Appellant tidligere betalt 58.004 kr., og restgælden udgjorde derfor 361.996 kr.
Fritagelsen indebar, at Appellant blev frataget muligheden for at gøre regreskrav gældende mod Vidne 1 for dennes andel af gælden. Det centrale spørgsmål for landsretten var, om kreditor – ensidigt eller sammen med kun den ene kautionist – kunne forrykke det indbyrdes forhold mellem de to kautionister og dermed tvinge Appellant til at betale hele restgælden alene.
Appellant havde for landsretten frafaldet sin oprindelige påstand om afvisning og anbringendet om, at kautionserklæringen/gældsbrevet skulle tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36.
Parternes påstande var herefter:
Landsretten fastslog et centralt princip for sameksistensen af flere kautionister:
Landsretten lagde til grund, at Appellant og Vidne 1 fra begyndelsen havde kunnet påregne, at kautionsforpligtelsen – hvis den blev aktuel – skulle deles ligeligt. I det indbyrdes forhold skulle de hver betale halvdelen af gælden.
Retten udtalte:
Landsretten fastslog, at kreditor ikke ensidigt – eller sammen med kun den ene kautionist – kan forrykke det indbyrdes forhold mellem de to kautionister.
Kreditor kan ikke eftergive Vidne 1 restgælden og samtidig kræve, at Appellant skal betale hele restgælden uden mulighed for at gøre et regreskrav gældende mod Vidne 1. Kreditor kan derfor kun kræve, at Appellant betaler sin andel af gælden, det vil sige halvdelen.
Fritagelsen indebar, at Vidne 1 hverken skulle betale nogen del af restgælden eller kunne mødes med et eventuelt fremtidigt regreskrav fra Appellant. Kreditor kunne derfor alene kræve, at Appellant betalte halvdelen af den samlede gæld.
Appellant havde gjort gældende, at appelindstævnte var forpligtet til at bortsælge kapitalandelene eller Mobil bar på tvangsauktion i medfør af retsplejelovens § 538 a. Landsretten afviste dette.
Efter Vidne 2's forklaring om de omfattende salgsbestræbelser – herunder annoncekampagne, mange visninger og den efterfølgende markedsudvikling – og da Appellant ikke havde imødegået forklaringen, fx ved at fremlægge oplysninger om salg af tilsvarende vogne, lagde landsretten til grund, at appelindstævnte havde overholdt tabsbegrænsningspligten. Dette gjaldt også for likvideringen af Virksomhed ApS 2.
Landsretten foretog følgende beregning af Appellantens betalingspligt:
Gælden var oprindeligt 500.000 kr. Med fradrag af likvidationsprovenuet på 71.042 kr. udgjorde den samlede gæld 428.958 kr. Appellant skulle maksimalt betale halvdelen:
| Post | Beløb |
|---|---|
| Samlet gæld (500.000 kr. ÷ 71.042 kr.) | 428.958 kr. |
| Appellantens andel (½) | 214.479 kr. |
| Allerede betalt | − 58.004 kr. |
| Godskrevne sagsomkostninger | − 7.500 kr. |
| Resterende betaling | 148.975 kr. |
Renterne blev behandlet på samme måde som hovedstolen: kreditor kunne alene kræve renter af Appellantens andel af gælden. Landsretten fastsatte følgende renteperioder med 10 % p.a.:
| Periode | Restgæld (Appellants andel) |
|---|---|
| 1. juni 2018 – 25. februar 2019 | 191.996 kr. |
| 26. februar 2019 – 7. juni 2019 | 186.496 kr. |
| 8. juni 2019 – 12. april 2021 | 184.496 kr. |
| 13. april 2021 – til betaling sker | 148.975 kr. |
Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at beløbet nedsattes.
Appellant skal inden 14 dage til appelindstævnte betale 148.975 kr. med tillæg af procesrente 10 % p.a. som angivet ovenfor.
Appelindstævnte frifindes for Appellants selvstændige betalingspåstande.
Sagsomkostninger: Appellant skal inden 14 dage betale 73.880 kr. i sagsomkostninger for begge retter til appelindstævnte, heraf 70.000 kr. til advokatbistand inkl. moms og 3.880 kr. til retsafgift. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
