LandsrettenØstre Landsret gav Alm. Brand Forsikring A/S medhold i, at en mand skulle tilbagebetale 1.905.062,50 kr. i tidligere udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter en trafikulykke i 2008. Landsretten fandt det godtgjort, at manden trods sine skader var i stand til at arbejde i noget nær fuld tid som kørelærer og reel driftsherre af en køreskolevirksomhed, og at han derfor havde modtaget erstatningen i ond tro. Byrettens frifindende dom blev dermed ændret.
Appelindstævnte pådrog sig den 19. oktober 2008 alvorlige skader, herunder en traumatisk blodprop i hjertet med hjertestop, ved en færdselsulykke, hvor han påkørte en hest. Skaderne medførte bl.a. nedsat hjertepumpefunktion, kognitive vanskeligheder og markant nedsat fysisk formåen.
Arbejdsskadestyrelsen vurderede den 7. juni 2011 hans erhvervsevnetab til 75 %, og han blev bevilget fleksjob med 20 timers ugentlig arbejdstid hos sin tidligere arbejdsgiver. Vurderingen blev senere fastholdt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) ved udtalelse af 21. februar 2022.
Spørgsmålet om erhvervsevnetabets størrelse havde tidligere været genstand for en selvstændig retssag, hvor Østre Landsret ved kendelse af 26. marts 2015 hjemviste sagen til fortsat behandling, fordi hverken byretten eller landsretten havde taget stilling til forsikringsselskabets anbringende om manglende kausalitet. Østre Landsrets dom af 4. juli 2014 blev efterfølgende, med Procesbevillingsnævnets tilladelse, indbragt for Højesteret, der den 24. maj 2016 afsagde dom (gengivet i U.2016.2999 H), hvor der var enighed mellem parterne om, at erhvervsevnetabet skulle ansættes til 75 %.
Appelindstævnte uddannede sig efter ulykken til kørelærer og har siden virket som sådan. Han er tillige registreret som direktør i køreskolevirksomheden Virksomhed ApS 1, hvis omsætning steg fra ca. 1,9 mio. kr. i 2015 til ca. 7,4 mio. kr. i 2021.
Alm. Brand Forsikring A/S lod i november 2012 og januar 2013 foretage observationer af Appelindstævnte, som viste, at han var til stede på sin daværende fleksjob-arbejdsplads i 6-7 timer dagligt uden synlige tegn på udtrætning. Han opsagde fleksjobbet den 9. januar 2014.
En neuropsykologisk erklæring fra december 2020 og Retslægerådets udtalelser af 31. august 2016 og 11. maj 2017 dokumenterede objektive fund i form af nedsat hjertepumpefunktion og nedsat kognitiv funktion. Retslægerådet oplyste dog samtidig, at en funktion som kørelærer efter rådets opfattelse forudsætter velfungerende kognitive funktioner, og at rådet ikke kunne forene de observerede aktiviteter med de rapporterede gener, da dette lå uden for det medicinske område.
Efter anmodning fra Alm. Brand Forsikring A/S om revurdering – under henvisning til bl.a. observationerne, CVR-oplysningerne og at Appelindstævnte ikke længere var i fleksjob – afgav AES den 23. maj 2023 en revurderet udtalelse, hvorefter erhvervsevnetabet blev nedsat til 50 %. AES lagde herved til grund, at Appelindstævnte var i stand til at arbejde i noget nær fuld tid som kørelærer og drev køreskolevirksomhed.
Alm. Brand Forsikring A/S gjorde gældende, at AES' reviderede udtalelse understøttede, at erhvervsevnetabet maksimalt udgjorde 50 %, og at der forelå en uomtvistelig diskrepans mellem Appelindstævntes egne oplysninger om sin helbredstilstand og de faktiske forhold. Selskabet anførte endvidere, at Appelindstævnte efter sin egen forklaring måtte anses for reel ejer og daglig leder af køreskolen, og at hans helbredstilstand ifølge hans egen forklaring ikke var forbedret siden 2010 – hvorfor niveauet også måtte have været det samme på udbetalingstidspunktet.
Appelindstævnte gjorde heroverfor gældende, at AES' reviderede udtalelse var baseret på ensidigt opstillede forudsætninger fra forsikringsselskabet, at det bestred, at han kunne arbejde næsten fuld tid, og at det var forsikringsselskabet, der bar bevisbyrden for, at erstatningen var modtaget i ond tro og mod bedre vidende. Indtægter fra køreskolen efter 2016 var efter hans opfattelse uden betydning, da der var tale om virksomhedsoverskud uden sammenhæng med hans faktisk udførte arbejde.
Landsretten fandt indledningsvis, at der ikke forelå en litis pendens-begrænsning for sagens prøvelse. Selv om Højesteret i U.2016.2999 H havde lagt til grund, at der var enighed om et erhvervsevnetab på 75 %, var forsikringsselskabets anbringende om manglende kausalitet ikke prøvet under den sag. Landsretten fandt heller ikke, at Alm. Brand Forsikring A/S havde afgivet en bindende proceserklæring om erhvervsevnetabets fastsættelse, som kunne afskære den foreliggende sags prøvelse.
Landsretten lagde til grund, at det påhvilede Alm. Brand Forsikring A/S at godtgøre de særlige forudsætninger, som AES efter anmodning havde lagt til grund ved revurderingen af 23. maj 2023.
På baggrund af CVR-oplysningerne og Appelindstævntes egen forklaring lagde landsretten til grund, at han var reel ejer af køreskolen og hovedansvarlig for dens daglige drift, at han i 2012 over for sin egen læge havde oplyst at være fysisk og psykisk velbefindende, at han derefter uddannede sig til og arbejdede som kørelærer – hvilket efter Retslægerådets besvarelse forudsætter velfungerende kognitive funktioner – og at han i november 2012 og januar 2013 var observeret på sin daværende arbejdsplads i mindst 6 timer dagligt.
"På baggrund af det anførte finder landsretten det efter en samlet vurdering tilstrækkelig godtgjort, at Appelindstævnte på trods af de skader, som han pådrog sig ved ulykken, er i stand til at arbejde i noget nær fuld tid."
Da indkomstoplysningerne for perioden 2016-2022 viste en indkomstnedgang på ca. 50 % i forhold til før ulykken, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte AES' vurdering af 23. maj 2023.
Da Appelindstævnte selv havde forklaret, at hans tilstand ikke var blevet forbedret siden ulykken, lagde landsretten til grund, at hans funktionsniveau hele tiden havde været bedre end forudsat ved de tidligere vurderinger fra 2011 og 2022, og at han derfor havde modtaget erstatningen for tab af erhvervsevne mod bedre vidende og i ond tro.
Betingelserne for tilbagesøgning var herefter opfyldt, og da den beløbsmæssige opgørelse af kravet ikke var bestridt, blev forsikringsselskabets principale påstand taget til følge. Appelindstævnte blev dømt til at betale 1.905.062,50 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 14. april 2014.
Da Appelindstævnte havde fri proces, blev statskassen pålagt at betale sagsomkostninger for begge instanser til Alm. Brand Forsikring A/S med 487.000 kr., heraf 450.000 kr. til advokatbistand inkl. moms og 37.000 kr. til retsafgift. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
