LandsrettenØstre Landsret behandlede to sammenholdte kæremål om Sø- og Handelsrettens kendelse af 17. marts 2026, hvor DK Company A/S (DKC) fik afslag på midlertidigt forbud og påbud mod Zuccarello AS' brug af varemærket "WARDROBE ESSENTIALS" og en tilhørende W-figur på modemessen Mandatory CPH i august 2025. Efter ny bevisførelse for landsretten om, hvem der reelt stod bag messeoptrædenen, og om det efterfølgende salg af varemærket, fandt landsretten det sandsynliggjort, at Zuccarello var ansvarlig for krænkelsen. Landsretten meddelte herefter – mod sikkerhedsstillelse – forbud og påbud i et snævrere omfang end DKC's principale påstande, og pålagde Zuccarello at betale sagsomkostninger for begge instanser.
Sagen udspringer af Sø- og Handelsrettens kendelse af 17. marts 2026 (BS-50361/2025-SHR). Sø- og Handelsretten fandt det dengang sandsynliggjort, at der på Mandatory CPH-messen i august 2025 var sket en krænkelse af DKC's varemærker, men nægtede alligevel at meddele forbud, fordi Zuccarello forinden sagsanlægget havde overdraget de omtvistede varemærkerettigheder til et koncernforbundet selskab og havde tilkendegivet ikke fremover at ville bruge mærket. Retten fandt derfor, at den forbudsretlige aktualitet manglede, og pålagde DKC at betale 250.000 kr. i sagsomkostninger til Zuccarello.
Afgørelsen blev kæret til Østre Landsret i to sager, der blev behandlet sammen på skriftligt grundlag af tre landsdommere i 10. afdeling:
DKC gentog for landsretten i det væsentlige sine påstande fra Sø- og Handelsretten, opbygget i et hierarki fra principalt til stadig mere subsidiært afgrænsede krav:
| Påstand | Genstand | Geografisk omfang |
|---|---|---|
| 1 (principal) | Forbud mod brug af betegnelsen "WARDROBE ESSENTIALS" | Danmark |
| 1 (subsidiært/mere subsidiært) |
| Samme, afgrænset til kvindetøj hhv. til brug som sket i bilag 12 |
| Danmark |
| 1 (mere subsidiært, nyt for landsretten) | Samme, afgrænset til brug som sket i bilag 33 | Danmark |
| 2 (principal) | Forbud mod brug af W-figurmærket (bilag 4) | EU |
| 2 (subsidiært/mere subsidiært) | Samme, afgrænset til kvindetøj, til Danmark, hhv. til brug som sket i bilag 12 | EU/Danmark |
| 2 (mere subsidiært, nyt for landsretten) | Samme, afgrænset til brug som sket i bilag 33 | EU henholdsvis Danmark |
| 3 | Påbud om tilbagekaldelse af produkter omfattet af påstand 1 | Danmark |
| 4 | Påbud om tilbagekaldelse af produkter omfattet af påstand 2 | EU, subsidiært Danmark |
De nye "mere subsidiære" påstande, der henviste til bilag 33, var et fotografi taget på Mandatory CPH-messen den 5.-7. august 2025, som viste en butiksstand med skiltet "W WARDROBE ESSENTIALS". Zuccarello påstod afvisning, subsidiært stadfæstelse, og krævede desuden sagsomkostningerne forhøjet.
For landsretten blev der fremlagt omfattende nyt materiale om forløbet omkring varemærket og om, hvem der reelt havde ansvaret for præsentationen på messen.
Det fremgik, at Wardrobe Essentials AS var stiftet den 7. april 2025, men at Zuccarello fortsat var registreret indehaver af det norske varemærke WARDROBE ESSENTIALS på tidspunktet for messen den 5.-7. august 2025. Først den 11. september 2025 underskrev Zuccarellos bestyrelsesformand en overdragelseserklæring, hvorefter advokatfirmaet Acapo Onsagers den 15. september 2025 anmodede Patentstyret i Norge om registrering af overdragelsen. Mailkorrespondancen viste, at det var en navngiven fysisk person (Person 4) – ikke bestyrelsesformanden, som ellers havde forklaret dette for Sø- og Handelsretten – der tog initiativ til overdragelsen.
Uanset at Zuccarellos vidne for Sø- og Handelsretten havde forklaret, at selskabet aldrig havde investeret i eller solgt tøj, viste det nye materiale bl.a., at Zuccarello havde varemærker registreret i klasse 25 (beklædning mv.), at der under et af hovedanpartshaverens brands blev markedsført sportsbeklædning, at Zuccarellos vedtægtsbestemte formål – ud over investering i fast ejendom – omfattede udvikling, produktion og salg af beklædningsgenstande, og at Zuccarellos årsregnskab for 2024 viste vareforbrug og salgsindtægter, som indikerede reelt varesalg.
Zuccarello bestred ikke, at tre navngivne personer markedsførte tøjmærket "Wardrobe Essentials" på messen, men gjorde gældende, at det var disse personer og/eller Kaare Lund Agenturer og/eller Wardrobe Essentials AS – og ikke Zuccarello selv – der bar ansvaret. Zuccarello førte imidlertid ingen af de tre personer eller repræsentanter for Kaare Lund Agenturer som vidner og fremlagde ingen vidneerklæringer fra dem.
Zuccarello gjorde for landsretten – som for Sø- og Handelsretten – gældende, at DKC's påstande var for brede og uklare til at danne grundlag for forbud og påbud, at DKC savnede retlig interesse, herunder at sagen var anlagt mod en forkert person, og at der ikke var værneting i Danmark, for så vidt som DKC's påstande og anbringender angik handlinger uden for landet.
Landsretten fandt ikke grundlag for at afvise kæren som følge af DKC's formulering af påstandene. Spørgsmålet om, hvorvidt der – i det omfang betingelserne for forbud i øvrigt var opfyldt – kunne meddeles forbud som principalt påstået eller kun i mindre omfang, hørte efter landsrettens opfattelse under sagens realitet. Det samme gjaldt Zuccarellos indsigelser om manglende retlig interesse og forkert sagsøgt.
Da DKC i kæresagen alene påberåbte sig en krænkelse begået på Mandatory CPH-messen i København, fandt landsretten, at der var værneting her i landet. Zuccarellos afvisningspåstand blev herefter ikke taget til følge.
Sagen angik, om Zuccarello havde krænket DKC's ret til EU-figurmærket EUTM015516206, EU-ordmærket EUTM018303481 "MY ESSENTIAL WARDROBE" og det danske ordmærke VA 2022 02183 "MY ESSENTIAL WARDROBE" ved brugen af tegnet WARDROBE ESSENTIALS og W-figuren på messen.
Landsretten lagde til grund, at tegnet og figuren var blevet anvendt erhvervsmæssigt for varer, der var identiske med eller lignede de varer, DKC's varemærker er beskyttet for, og at der i offentlighedens bevidsthed måtte anses at være risiko for forveksling, jf. varemærkelovens § 4, stk. 2, nr. 2 og artikel 9, stk. 2, litra b, i EU-varemærkeforordningen. Brugen udgjorde derfor en krænkelse.
På baggrund af den samlede bevisførelse – herunder at Zuccarello ikke havde ført de tre implicerede personer som vidner, at initiativet til varemærkeoverdragelsen kom fra en person med tilknytning til messeoptrædenen, og at Zuccarellos egne forhold (vedtægter, varemærkeregistreringer i klasse 25, regnskabstal) pegede på tilknytning til tøjbranchen – fandt landsretten det sandsynliggjort, at de personer, der markedsførte "Wardrobe Essentials" på messen, agerede som repræsentanter for Zuccarello. Zuccarello måtte derfor anses for ansvarlig for krænkelsen, og det var sandsynliggjort, at DKC havde den ret, der søgtes beskyttet, jf. retsplejelovens § 413, nr. 1.
Landsretten fandt endvidere, at Zuccarellos adfærd nødvendiggjorde forbud, jf. retsplejelovens § 413, nr. 2, og bemærkede i den forbindelse, at det forhold, at Zuccarello ikke længere ejede det norske varemærke, ikke udelukkede en fortsat mulighed for tilsvarende krænkelser i Danmark eller det øvrige EU. Da forbudsanmodningen var indleveret ca. to måneder efter krænkelsen, fandt landsretten også aktualitetsbetingelsen i retsplejelovens § 413, nr. 3 opfyldt, og hensynene i retsplejelovens § 414 var ikke til hinder for forbud.
Landsretten tog DKC's mere subsidiære påstande 1 og 2, der henviste til bilag 33, til følge – men afviste de mere vidtgående principale og subsidiære påstande. Forbuddet blev derfor begrænset til den konkrete brug, der var dokumenteret på messen:
Da DKC alene havde sandsynliggjort – ikke endeligt bevist – sin ret, blev meddelelsen af forbud og påbud betinget af, at DKC senest den 24. juni 2026 stillede sikkerhed på 100.000 kr., jf. retsplejelovens § 415, stk. 1-3. Landsretten lagde ved fastsættelsen af sikkerhedens størrelse vægt på, at Zuccarello intet havde oplyst om et konkret tab ved forbuddet, og at Zuccarello selv havde tilkendegivet ikke længere at ville bruge de omtvistede kendetegn. Zuccarellos krav om en sikkerhed på mindst 5 mio. kr. blev dermed ikke fulgt.
Som konsekvens af, at forbud og påbud blev meddelt, blev varemærkelovens § 44, stk. 1, nr. 1 lagt til grund for påbuddene om tilbagekaldelse.
Zuccarello skulle inden 14 dage betale DKC 350.750 kr. i sagsomkostninger for begge instanser – heraf 350.000 kr. til dækning af advokatudgift og 750 kr. til dækning af retsafgift for Sø- og Handelsretten. Sø- og Handelsrettens oprindelige omkostningsafgørelse til fordel for Zuccarello blev dermed vendt om.
Ved fastsættelsen henviste landsretten til, at en væsentlig og passende del af den vindende parts rimelige udgifter skal bæres af den tabende part, jf. artikel 14 i håndhævelsesdirektivet (2004/48/EF), som fortolket af EU-Domstolen i dom af 28. juli 2016 i sag C-57/15 (United Video Properties). Det indgik i vurderingen, at kæresagen var behandlet på skriftligt grundlag.
Zuccarellos kontrakære om afvisning og om forhøjelse af sagsomkostningerne blev herefter ikke taget til følge, og kæreafgiften blev tilbagebetalt til DKC.
