LandsrettenVestre Landsret har i en nævningesag taget stilling til, om to tiltalte havde forsæt til at dræbe en ung mand, som de forfulgte og stak/slog gentagne gange med kniv uden for en kiosk i Aarhus. Landsretten stadfæstede byrettens dom om, at den ene tiltalte (født 2006) er skyldig i forsøg på manddrab, mens den anden tiltalte (født 1999) alene findes skyldig i grov vold. Straffen på henholdsvis 6 år og 2 år og 3 måneders fængsel blev stadfæstet, mens et idømt indrejseforbud blev nedsat, og en godtgørelse til den forurettede blev forhøjet.
Sagen udspringer af flere sammenhængende episoder. Nogle dage forinden havde Tiltalte 1 ifølge forhold 1 truet med at have en kniv, hvilket Tiltalte 2 var vidende om.
Samme aften som hovedepisoden var de to tiltalte involveret i et sammenstød ved en Grill bar, hvor Tiltalte 2 medvirkede til at få Forurettede 2 ud af restauranten, hvorefter Tiltalte 1 trak en kniv og slog ud efter ham (forhold 2). Landsretten fandt det bevist, at Tiltalte 2 deltog i og tilsluttede sig denne knivvold, bl.a. fordi han kendte til Tiltalte 1's tilbøjelighed til at bære kniv og selv anvendte kniv senere samme aften.
Senere samme aften opholdt de tiltalte sig i en kiosk, hvor de ifølge deres forklaring blev overfaldet af tre-fire maskerede personer. Kort efter, da de tiltalte havde forladt kiosken, fik de øje på Forurettede 3 i nærheden og løb straks efter ham.
Det efterfølgende overfald på Forurettede 3 er optaget på videoovervågning. Tiltalte 1's del af overfaldet varede ca. 10 sekunder, hvor han stak flere gange rettet mod overkroppen med betydelig kraft med en kniv med en klingelængde på ca. 30 cm. En af stiklæsionerne havde en stikkanal på ca. 26 cm fra armhulen og skråt nedad, og forurettede kan som følge heraf have været i livsfare.
Tiltalte 2's efterfølgende overfald varede ligeledes ca. 10 sekunder og bestod navnlig i slag mod benene, mens Forurettede 3 lå på jorden og værgede for sig.
Begge tiltalte gjorde under sagen gældende, at de ikke kendte forurettede, og at overfaldet ikke var planlagt. Landsretten fandt det – som byretten – bevist, at begge tiltalte var ansvarlige for hinandens voldsudøvelse, selv om de ikke begge havde overværet den anden tiltaltes handlinger. Tiltalte 2 blev tillige fundet skyldig i overtrædelse af knivloven (forhold 6).
Spørgsmålet om drabsforsæt blev afgjort ved en tæt afstemning blandt nævninger og dommere.
Samtlige 15 nævninger og dommere fandt det bevist, at Tiltalte 1 enten anså det for overvejende sandsynligt, at Forurettede 3 ville dø, eller indså døden som en mulig følge og forholdt sig accepterende hertil. Der lagdes navnlig vægt på optakten til voldsudøvelsen, den kraftfulde og gentagne brug af en lang kniv samt karakteren af den påførte stiklæsion. Landsretten stadfæstede derfor byrettens afgørelse om, at Tiltalte 1 er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21.
Her var stemmerne delt: 3 nævninger fandt det bevist, at også Tiltalte 2 havde forsæt til drab, bl.a. fordi han fremstod som den ledende af de tiltalte og selv forsøgte at ramme forurettede, mens denne lå ned. Et flertal på 6 nævninger og 3 dommere fandt derimod ikke drabsforsæt bevist, idet der blev lagt vægt på, at overfaldet ikke var planlagt på forhånd, at Tiltalte 2 ikke havde overværet den vold, Tiltalte 1 udøvede, og på karakteren af hans egen voldsudøvelse. Flertallet stemte derfor for at stadfæste byrettens frifindelse for straffelovens § 237, jf. § 21, således at Tiltalte 2 i stedet findes skyldig i straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.
Tiltalte 2 gjorde gældende, at hans handlinger var omfattet af straffelovens § 13, stk. 2 om straffrihed for overskridelse af nødværge. Landsretten fandt imidlertid, at det forudgående overfald på Tiltalte 2 selv var afsluttet, da de tiltalte løb efter Forurettede 3, og at Tiltalte 2 ikke havde afgivet forklaring om baggrunden for overfaldet. Der forelå derfor ikke en nødværgesituation efter straffelovens § 13, stk. 1, hvorfor der allerede af den grund ikke var grundlag for straffrihed.
Byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet blev stadfæstet i sin helhed.
Straffen til Tiltalte 1 blev fastsat som en fællesstraf med en betinget dom af 14. maj 2024, jf. straffelovens § 61, stk. 2, og som en tillægsstraf til en bødestraf idømt den 4. august 2025, jf. straffelovens § 89. Efter stemmeflertallet (15 mod 3 stemmer) blev straffen på fængsel i 6 år stadfæstet. Straffen til Tiltalte 2 blev efter stemmeflertallet (14 af 18 stemmer) stadfæstet til fængsel i 2 år og 3 måneder.
Landsretten tiltrådte, at kriminalitetens alvorlige karakter udgjorde sådanne tungtvejende grunde, at udvisning af Tiltalte 1 kunne retfærdiggøres, men fandt samtidig, at et livsvarigt indrejseforbud som følge af hans stærke tilknytning til Danmark og meget begrænsede tilknytning til Somalia ville være uproportionalt. Efter stemmeflertallet (10 mod 8 stemmer) blev indrejseforbuddet fastsat til 6 år i stedet for det af anklagemyndigheden påståede bestandige forbud.
Forurettede 3's påstand om godtgørelse blev taget til følge med 30.000 kr. i forhold til Tiltalte 1, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4, mens Tiltalte 2 blev frifundet for kravet som følge af sin mildere domfældelse. Forurettede 2's krav om godtgørelse på 96.000 kr. blev ikke taget under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.
Byrettens dom blev stadfæstet med de ændringer, at indrejseforbuddet blev nedsat til 6 år, og at godtgørelsen til Forurettede 3 blev forhøjet til 30.000 kr. Statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsretten.
