LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom i en tvist mellem en selvforsikret kommune og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) samt Ankestyrelsen om anerkendelse af to hændelser som arbejdsulykker for en tidligere plejehjemsmedarbejder, Person 1, der udviklede psykiske symptomer efter gentagne trusler og aggressiv adfærd fra pårørende til en beboer i perioden april til november 2012. Kommunen undlod at påklage AES's afgørelser fra 2014 og 2015 og fremsatte først indsigelse i oktober 2018 – mere end 4,5 år efter anerkendelsen. Landsretten fandt, at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet og derfor var afskåret fra at anfægte afgørelserne, ligesom der ikke var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn om, at 60 % af Person 1's samlede erhvervsevnetab på 80 % kunne henføres til arbejdsskaderne.
Person 1 var ansat på et kommunalt plejehjem (i dommen benævnt Plejehjem) og blev i perioden fra april til november 2012 gentagne gange udsat for trusler og aggressiv adfærd fra pårørende til en beboer. To konkrete hændelser dannede grundlag for anmeldelse som arbejdsulykker:
Efter hændelserne udviklede Person 1 psykiske symptomer i form af angst og traumatisk belastningsreaktion. Af en lægeattest af 26. marts 2013, indhentet til brug for kommunens rehabiliteringsteam, fremgik blandt andet:
Pt. har været sygemeldt i 1½ år pga en angsttilstand, opstået pga talrige psykotraumer i de senere år, og voldsomt forværret i forbindelse med et længerevarende forløb med trusler osv. i forbindelse med en ansættelse på Plejehjem.
Af et notat fra den 22. januar 2013 udarbejdet af kommunens jobcenter fremgik, at Person 1 var sygemeldt "pga. angst efter længere tids påvirkning med aggression og trusler fra pårørende til beboer på arbejdspladsen."
Plejehjemmet havde i perioden fra april 2012 til november 2013 foretaget anmeldelse af i alt ti arbejdsskader begrundet i episoder med de samme pårørende. Otte af disse anmeldelser angik ikke Person 1.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES, tidligere Arbejdsskadestyrelsen) traf følgende afgørelser i sagen:
| Dato | Afgørelse |
|---|---|
| 19. marts 2014 | Anerkendelse af begge hændelser som arbejdsulykker efter arbejdsskadesikringslovens § 6 og foreløbig fastsættelse af varigt mén og erhvervsevnetab |
| 13. juli 2015 | Endelig fastsættelse af varigt mén til 8 % |
| 31. oktober 2017 | Midlertidig forhøjelse af erhvervsevnetabet fra 25 % til 40 % |
| 12. februar 2019 | Ankestyrelsens endelige afgørelse: Erhvervsevnetab fastsat til 60 % (ud af et samlet tab på 80 %) |
Kommunen, der som selvforsikret efter arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1, selv finansierer arbejdsskader, påklagede hverken afgørelserne fra 2014 eller 2015. Heller ikke den midlertidige afgørelse fra oktober 2017 om forhøjelse af erhvervsevnetabet blev påklaget.
Person 1 modtog løbende udbetaling af de godtgørelsesbeløb, der blev udmålt i forbindelse med afgørelserne om varigt mén, og fik løbende udbetalt erstatning for erhvervsevnetab i overensstemmelse med afgørelserne.
Forskellen mellem de to kategorier har væsentlig økonomisk betydning for kommunen: Arbejdsskader efter § 6 (ulykker) finansieres af den selvforsikrede kommune, mens arbejdsskader efter arbejdsskadesikringslovens § 7 (erhvervssygdomme) finansieres af ATP-midler administreret af AES.
Først den 22. oktober 2018 – mere end fire et halvt år efter anerkendelsen og mere end tre år efter den endelige mén-afgørelse – fremsatte kommunen indsigelse mod AES's afgørelser. Indsigelsen blev fremsat som en klage over AES's afgørelse af 15. oktober 2018.
Kommunen gjorde gældende, at hændelserne ikke burde være anerkendt som arbejdsulykker efter § 6, men rettelig skulle vurderes som en erhvervssygdom efter § 7. Dette blev begrundet med:
For det tilfælde, at hændelserne fortsat skulle anses som arbejdsulykker, men at en del af Person 1's psykiske symptomer tillige skyldtes de øvrige belastninger i perioden, gjorde kommunen gældende, at der måtte foretages en fordeling af varigt mén og erhvervsevnetab mellem arbejdsulykkerne og erhvervssygdommen – med den konsekvens, at kommunens økonomiske andel ville falde.
Den 30. maj 2023 anmeldte kommunen en selvstændig erhvervssygdomssag til AES vedrørende de samlede belastninger og påvirkninger, som Person 1 var udsat for på sit arbejde i perioden fra april til november 2012. Denne sag var på domstidspunktet fortsat under behandling.
Over for AES nedlagde kommunen følgende påstande:
Sagens centrale retlige spørgsmål var, om kommunen som følge af retsfortabende passivitet var afskåret fra at anfægte AES's afgørelser.
Højesteret havde kort forinden – ved dom af 3. april 2024, gengivet i UfR 2024.2480 – fastslået, at passivitetsgrundsætningen finder anvendelse i arbejdsskadesager. I den ligeledes citerede dom gengivet i UfR 2024.2840 havde Højesteret præciseret, at dette også gælder i tvister mellem arbejdsskademyndighederne og selvforsikrede kommuner.
AES anførte med henvisning til disse præjudikater, at spørgsmålet om, hvorvidt anfægtelsen er for sen, skal vurderes ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor der var anledning til at reagere – i arbejdsskadesager typisk ved den afgørelse, der anfægtes. AES henviste tillige til Østre Landsrets dom af 5. november 2024 i sag BS-35638/2021-OLR.
For så vidt angik spørgsmålet om genoptagelse på forvaltningsretligt grundlag, anførte kommunen, at en myndighedsafgørelse, der kan genoptages administrativt, tillige må kunne undergives domstolsprøvelse. Kommunen henviste til, at der forelå nye faktiske oplysninger og en sagsbehandlingsfejl hos AES.
Retslægerådet afgav udtalelse i sagen og besvarede en række spørgsmål om årsagssammenhængen mellem hændelserne og Person 1's psykiske symptomer:
Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 7 – der alene angik, om hændelserne isoleret set eller hver for sig var egnede til at medføre posttraumatisk belastningsreaktion og/eller depression – kunne efter landsrettens vurdering ikke føre til et andet resultat, da spørgsmålet ikke angik, om hændelserne var egnede til at medføre psykiske symptomer i det hele taget.
Landsretten lagde – i overensstemmelse med byretten – følgende omstændigheder til grund:
På den baggrund fandt landsretten, at kommunen som følge af passivitet var afskåret fra at gøre indsigelse mod afgørelserne af 19. marts 2014 og 13. juli 2015, medmindre det kunne lægges til grund, at der var fremkommet nye oplysninger, som kunne begrunde, at afgørelserne var truffet på et fejlagtigt grundlag.
Landsretten tiltrådte, at kommunen ikke havde påvist sådanne nye oplysninger. Den speciallægeerklæring af 26. marts 2015, som kommunen påberåbte sig:
Landsretten udtalte:
For så vidt angik Ankestyrelsens afgørelse af 12. februar 2019 om erhvervsevnetab, var parterne enige om:
Uenigheden angik alene, hvor stor en del af de 60 % der kunne henføres til arbejdsulykkerne den 29. april og 11. november 2012 – modsat andre forhold (erhvervssygdom).
Landsretten tiltrådte på baggrund af Retslægerådets udtalelser:
Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 7 – der alene angik, om hændelserne isoleret set var egnede til at medføre PTSD og/eller depression – kunne ikke føre til et andet resultat, da spørgsmålet ikke angik, om hændelserne var egnede til at medføre psykiske symptomer i bredere forstand.
Landsretten konkluderede:
Appellant, tidligere Sagsøger (Kommune) har ikke tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skønsmæssige afgørelse af, hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab der med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end de anerkendte arbejdsskader.
Ankestyrelsen blev derfor frifundet.
Landsretten stadfæstede byrettens dom i sin helhed.
Efter sagens udfald skulle kommunen i sagsomkostninger for landsretten inden 14 dage betale:
| Modtager | Beløb |
|---|---|
| Arbejdsmarkedets Erhvervssikring | 25.000 kr. inkl. moms |
| Ankestyrelsen | 90.000 kr. inkl. moms |
Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
Ved fastsættelsen af beløbene til dækning af advokatbistand blev der ud over sagens værdi taget hensyn til hovedforhandlingens varighed.
Over for Ankestyrelsen:
Kommunen gjorde gældende, at hændelserne ikke burde være anerkendt som arbejdsulykker efter § 6, men rettelig skulle vurderes som en erhvervssygdom efter § 7. Dette blev begrundet med:
For det tilfælde, at hændelserne fortsat skulle anses som arbejdsulykker, men at en del af Person 1's psykiske symptomer tillige skyldtes de øvrige belastninger i perioden, gjorde kommunen gældende, at der måtte foretages en fordeling af varigt mén og erhvervsevnetab mellem arbejdsulykkerne og erhvervssygdommen – med den konsekvens, at kommunens økonomiske andel ville falde.
Den 30. maj 2023 anmeldte kommunen en selvstændig erhvervssygdomssag til AES vedrørende de samlede belastninger og påvirkninger, som Person 1 var udsat for på sit arbejde i perioden fra april til november 2012. Denne sag var på domstidspunktet fortsat under behandling.
Over for AES nedlagde kommunen følgende påstande:
Over for Ankestyrelsen:
Herefter, og da afgørelserne om anerkendelse og fastsættelse af varigt mén er truffet på baggrund af velbeskrevne hændelser, tiltrædes det, at Appellant, tidligere Sagsøger (Kommune) har udvist en passivitet, der medfører, at kommunen er afskåret fra nu at gøre indsigelse mod afgørelserne af 19. marts 2014 og 13. juli 2015.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blev derfor frifundet.
Landsretten tiltrådte, at kommunen ikke havde påvist sådanne nye oplysninger. Den speciallægeerklæring af 26. marts 2015, som kommunen påberåbte sig:
Landsretten udtalte:
Herefter, og da afgørelserne om anerkendelse og fastsættelse af varigt mén er truffet på baggrund af velbeskrevne hændelser, tiltrædes det, at Appellant, tidligere Sagsøger (Kommune) har udvist en passivitet, der medfører, at kommunen er afskåret fra nu at gøre indsigelse mod afgørelserne af 19. marts 2014 og 13. juli 2015.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blev derfor frifundet.
