LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om en virksomhed var berettiget til at bortvise en medarbejder, der over en længere periode havde foretaget private indkøb via virksomhedens leverandørordning uden løbende afregning og efterfølgende — uden aftale eller orientering — havde krediteret en faktura på 98.225,42 kr., som en anden medarbejder havde oprettet til afregning af hans udestående. Appellanten krævede 789.879,60 kr. i erstatning for uberettiget bortvisning. Landsretten stadfæstede byrettens frifindelse af arbejdsgiveren og fandt, at medarbejderens handlemåde indebar et så alvorligt tillidsbrud og en så væsentlig misligholdelse, at bortvisningen var berettiget.
Appellanten havde været ansat i ca. to år hos Appelindstævnte ApS. Under ansættelsen havde appellanten — ligesom andre medarbejdere — adgang til virksomhedens såkaldte leverandørordning, hvor medarbejderne kunne foretage private indkøb gennem virksomhedens leverandører.
Ordningen forudsatte, at medarbejderne løbende afregnede deres private udgifter over for virksomheden. Appellanten havde imidlertid over en længere periode foretaget en række private indkøb under ordningen uden at afregne udgifterne løbende.
Den 11. maj 2021 foretog appellanten en kreditering af en faktura på 98.225,42 kr. Fakturaen var blevet oprettet af en anden medarbejder med det formål at afregne appellantens udestående med virksomheden.
Krediteringen skete uden aftale med eller orientering af virksomhedens ledelse. Appellantens forklaring — som han fremkom med på et møde den 11. juni 2021 med bl.a. den administrerende direktør — var:
Landsretten lagde til grund, at appellanten foretog denne kreditering af en betydelig faktura — der netop skulle dække hans egen gæld til firmaet — uden nogen form for bemyndigelse.
Den 11. juni 2021 blev der afholdt et møde mellem appellanten og bl.a. virksomhedens administrerende direktør. På mødet fremkom appellanten med sin forklaring om krediteringen og den påståede beløbsfejl.
Samme dag blev appellanten bortvist. Appellanten gjorde gældende, at beslutningen om bortvisning reelt var truffet forud for mødet, og at virksomheden ikke havde foretaget en proportionalitetsvurdering af sanktionsmulighederne — herunder om en mindre indgribende sanktion som en advarsel kunne have været anvendt, særligt henset til at appellanten ikke tidligere havde modtaget påtaler eller advarsler under sin toårige ansættelse.
Appellanten anlagde sag ved Retten i Glostrup med påstand om erstatning på 789.879,60 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Byretten frifandt arbejdsgiveren ved dom af 8. oktober 2024 (BS-36945/2022-GLO).
Appellanten ankede dommen til Østre Landsret. Under ankesagens forberedelse gik Appelindstævnte ApS konkurs. Konkursboets kurator, Anders Ørskov Melballe, meddelte, at boet ikke ønskede at udøve partsbeføjelser i sagen.
Sagen blev herefter fremmet på skriftligt grundlag i medfør af retsplejelovens § 386, stk. 2, 2. pkt.. Appelindstævnte fremkom ikke med anbringender under ankesagen, men påstod stadfæstelse.
Appellanten gentog i det væsentlige sine anbringender fra byretten og fremkom i processkrift af 20. februar 2025 med følgende supplerende anbringender:
Appellanten gjorde endvidere gældende, at arbejdsgiveren ikke havde godtgjort, at mindre indgribende sanktionsmuligheder kunne have haft samme effekt som en bortvisning.
Landsretten tiltrådte, at appellanten ikke havde udvist retsfortabende passivitet ved først at udtage stævning den 28. september 2022. Retten henviste herved til appellantens mundtlige og skriftlige indsigelser i juni 2021 i forbindelse med bortvisningen.
Landsretten lagde følgende faktiske omstændigheder til grund:
Efter en samlet vurdering — og henset til de i byretten afgivne forklaringer om anvendelsen af leverandørordningen samt de grunde, byretten havde anført — fandt landsretten:
På den baggrund og henset til de i byretten afgivne forklaringer om anvendelsen af "leverandørordningen" samt i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten efter en samlet vurdering, at Appellants, tidligere Sagsøger handlemåde indebar et så alvorligt tillidsbrud og en så væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, at virksomheden var berettiget til at bortvise ham.
Det, der var anført for landsretten — herunder anbringenderne om manglende proportionalitetsvurdering og henvisningen til U.2013.2849 V — kunne ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Efter sagens udfald skulle appellanten betale 5.000 kr. i sagsomkostninger til Appelindstævnte ApS under konkurs v/kurator Anders Ørskov Melballe til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Ved fastsættelsen af beløbet lagde landsretten vægt på:
