LandsrettenEn uddannet smed med mangeårig erfaring pådrog sig en alvorlig skæreskade, da han under sit arbejde manuelt håndterede en 6 kg tung, rustfri stålplade med skarpe kanter. Han krævede 937.063,04 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte, idet han gjorde gældende, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende ved ikke at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø. Østre Landsret stadfæstede byrettens frifindelse og fandt, at arbejdsopgaven var sædvanlig og ukompliceret for en fagperson, og at det ikke var godtgjort, at længere handsker eller afkratning med sikkerhed kunne have forhindret ulykken.
Sagen blev anlagt af Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for Sagsøger — en uddannet smed fra 1984 med mangeårig erfaring, herunder som sikkerhedsrepræsentant på en tidligere arbejdsplads — mod Sagsøgte A/S (arbejdsgiveren).
Retten i Holbæk frifandt arbejdsgiveren ved dom af 12. juni 2023 (sag BS-48469/2021-HBK). Sagen blev anket til Østre Landsret af Dansk Metalarbejderforbund på vegne af sagsøger.
Under landsretssagen indgik parterne en udstykningsaftale, hvorefter sagen alene angik krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte for perioden fra den 10. september 2020 til og med den 31. juli 2023. Parterne var enige om, at de øvrige erstatningsbetingelser var opfyldt, og at den beløbsmæssige opgørelse af erstatningskravet var uomtvistet. Tvisten angik således alene, om arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med arbejdsulykken.
Landsretten behandlede sagen i 18. afdeling med landsdommerne Lone Dahl Frandsen, Henrik Hjort Elmquist og Marta Warburg Schmidt (kst.).
Ulykken skete, da sagsøger skulle klippe en rustfri stålplade i en pladesaks. Arbejdsprocessen bestod i, at pladen først skulle løftes fra en pladereol og bæres over til pladesaksen — en manuel håndtering, som sagsøger udførte alene.
Efter ulykken blev Arbejdstilsynet tilkaldt og afgav et strakspåbud. Virksomhedens direktør (Vidne 1) gennemgik arbejdsprocessen sammen med Arbejdstilsynet, som ikke havde bemærkninger til, at pladen ikke var afkrattet, eller at den blev håndteret af én mand. Arbejdstilsynet foreslog alene, at de eksisterende arbejdsprocedurer blev nedskrevet og opsat ved maskinen. Der var ikke tale om nye procedurer, men en skriftliggørelse af den sædvanlige praksis.
Efter ulykken blev det indskærpet over for alle medarbejdere, at de skulle være påpasselige. Vidne 2 (en kollega) forklarede, at han efter ulykken selv begyndte at bruge svejsehandsker med længere manchetter, og at han mente, at medarbejderne fik besked på at gøre dette.
Dansk Metalarbejderforbund nedlagde på vegne af sagsøger påstand om betaling af 937.063,04 kr., fordelt således:
| Krav | Beløb | Forrentningsdato |
|---|---|---|
| Tabt arbejdsfortjeneste mv. | 165.081,27 kr. | 6. august 2021 |
| Yderligere tabt arbejdsfortjeneste | 510.625,23 kr. | 13. marts 2023 |
| Supplerende erstatning | 261.356,54 kr. | 18. december 2024 |
Alle beløb blev krævet med tillæg af procesrente fra de angivne datoer.
Arbejdsgiveren (Appelindstævnte A/S) påstod stadfæstelse af byrettens frifindende dom.
Parterne gentog i det væsentlige deres anbringender fra byretten.
Sagsøger gjorde gældende, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have sikret et forsvarligt arbejdsmiljø, og at ulykken kunne være undgået ved en eller flere af følgende foranstaltninger:
Sagsøger gjorde endvidere gældende, at han ikke havde modtaget instruktion fra arbejdsgiveren om, hvilke specifikke handsker der skulle anvendes ved håndtering af stålplader, og at arbejdsgiveren burde have haft klarere regler for håndtering af skarpe plader, herunder krav om afkratning og brug af egnede handsker. Han anerkendte dog, at han på ulykkestidspunktet ikke selv tænkte, at måden, han udførte opgaven på, var forkert — det var først efter ulykken, at han reflekterede over, at det burde have været anderledes.
Arbejdsgiveren gjorde gældende, at byrettens dom skulle stadfæstes, og fremhævede følgende:
Landsretten foretog en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder de afgivne parts- og vidneforklaringer, og nåede frem til, at arbejdsgiveren ikke havde handlet ansvarspådragende.
Landsretten finder efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, at det var sædvanlig praksis at håndtere en stålplade af den størrelse som enkeltmand og manuelt, og at der i øvrigt var hjælpemidler til rådighed og mulighed for at hidkalde en kollega til at hjælpe med tunge eller uhåndterbare plader.
Landsretten finder endvidere, at det ikke er godtgjort, at handsker med længere manchetter eller en regel om afkratning af stålpladerne i pladereolen med sikkerhed kunne have forhindret ulykken.
Retten afviste dermed sagsøgers centrale argument om, at alternative sikkerhedsforanstaltninger ville have afværget skaden. Det var ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der var den fornødne årsagssammenhæng mellem de påberåbte mangler ved sikkerhedsforanstaltningerne og den indtrådte skade.
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det endelig, at arbejdsopgaven, som [sagsøger] udførte, da ulykken skete, var en sædvanlig og ukompliceret opgave for en uddannet smed, og at [sagsøger] havde betydelig erfaring som smed og erfaring med den pågældende arbejdsopgave både fra tidligere ansættelser og fra sin ansættelse hos [Sagsøgte A/S]. Hertil kommer, at [sagsøger] ifølge sin forklaring har været sikkerhedsrepræsentant på en tidligere arbejdsplads og herunder deltaget i kurser om sikkerhed.
Landsretten lagde således afgørende vægt på:
Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorved Sagsøgte A/S var frifundet for erstatningskravet.
Efter sagens udfald pålagde landsretten Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for sagsøger at betale 69.000 kr. i sagsomkostninger til Sagsøgte A/S til dækning af udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet lagde landsretten vægt på:
Beløbet skulle betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a, dvs. med procesrente fra fuldbyrdelsesfristens udløb.
Herefter, og af de af byretten anførte grunde, tiltræder landsretten, at det ikke er godtgjort, at [Sagsøgte A/S] har handlet ansvarspådragende i forbindelse med arbejdsulykken.
Landsretten tilsluttede sig således både byrettens resultat og dens præmisser. Det afgørende var, at arbejdsgiveren havde stillet de fornødne hjælpemidler til rådighed, at arbejdsprocessen fulgte sædvanlig praksis i branchen, og at den erfarne medarbejder selv måtte bære risikoen for den konkrete udførelse af en ukompliceret opgave.
