LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om en tidligere DSB-medarbejders erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter et overfald i januar 2012 skulle nedsættes, fordi efterfølgende lidelser — kræftsygdom, skilsmisse og en svært invaliderende depression — der opstod efter overfaldet, i sig selv måtte anses for stærkt arbejdshindrende. Landsretten fastsatte nedsættelsen skønsmæssigt til 1/2 og hjemviste Erstatningsnævnets afgørelse til fornyet behandling med henblik på udmåling.
Appelindstævnte var ansat som togfører hos DSB, da han den 28. januar 2012 blev udsat for et overfald i tjenesten. Overfaldet medførte varige lænderygsmerter, stivhed og indskrænket bevægelighed. Han gennemgik en rygoperation den 19. juni 2012 og oplevede herefter kun beskedne smerter fra lænden.
Han raskmeldte sig med virkning fra den 1. november 2013, dog med skånehensyn i forhold til rygbelastende opgaver. Kort efter — den 13. november 2013 — blev han diagnosticeret med kræft, og den 18. november 2013 sygemeldte han sig på ny. Ifølge Dansk Jernbaneforbunds brev af 6. marts 2014 skyldtes sygemeldingen kræftdiagnosen. Appelindstævnte har selv forklaret, at hans kone samtidig uden varsel forlod ham, hvilket var »dråben, der fik bægeret til at flyde over«, og at han fortsat havde smerter i ryggen.
Herefter fulgte et langvarigt forløb: operation for kræft i 2014, strålebehandling der gav anledning til rygsmerter og urologiske problemer, skilsmisse, og udvikling af en langvarig og svært invaliderende depression. Han blev fulgt i distriktspsykiatrien.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) vurderede i en midlertidig afgørelse af 27. december 2017, at appelindstævnte ikke ville kunne vende tilbage til arbejdet som togfører i samme omfang som før skaden, og tilskrev dette især de psykiske gener. AES vurderede samtidig:
Vi vurderer dog, at du alene med arbejdsskadens følger burde kunne arbejde svarende til fuld tid indenfor det bredere arbejdsmarked og med hensyn for lænderyggen.
Den 20. marts 2018 blev appelindstævnte bevilget førtidspension med henvisning til sit psykiske helbred, som gennem længere tid havde udelukket arbejdsprøvning — lændegenerne var ikke nævnt i afgørelsen.
Ved AES' endelige afgørelse af 9. november 2018 blev det samlede tab af erhvervsevne fastsat til 90 %, hvoraf ca. ¾ med overvejende sandsynlighed skyldtes konkurrerende gener (primært depressionen og kræftfølgerne), ikke overfaldet.
Sagen begyndte ved Retten i Helsingør, der afsagde dom den 22. marts 2023 (sag BS-5246/2022-HEL). Erstatningsnævnet ankede dommen til Østre Landsret.
Erstatningsnævnet nedlagde påstand om hjemvisning af nævnets egen afgørelse af 4. november 2019, idet nævnet anerkendte, at appelindstævnte var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. marts 2014 til 9. november 2018, men at erstatningen skulle nedsættes:
Appelindstævnte, repræsenteret ved Dansk Jernbanesamfund som mandatar, nedlagde påstand om, at Erstatningsnævnet skulle anerkende hans fulde ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste uden nedsættelse, subsidiært med nedsættelse på 1/3 og mere subsidiært med 1/2.
Parterne var for landsretten enige om, at appelindstævnte er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden, og at Erstatningsnævnets afgørelse af 4. november 2019 skulle hjemvises til fornyet behandling med henblik på udmåling. Tvisten for landsretten angik alene, om erstatningen skulle nedsættes på grund af konkurrerende lidelser — og i givet fald med hvor meget.
Erstatning i voldsoffersager fastsættes efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. offererstatningsloven § 6 a:
Stk. 1. Ved afgørelser om erstatning efter denne lov finder dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade, tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2 og §§ 6 b og 6 c.
Offererstatningsloven hjemler alene adgang til at yde erstatning for den personskade, som kan henføres til straffelovsovertrædelsen. Følger, der skyldes andre forhold — forudbestående eller efterfølgende — kan ikke erstattes efter loven.
I U.2012.1838H havde skadelidte to år før den erstatningsudløsende begivenhed pådraget sig en arbejdsskade. Han genoptog arbejdet på fuldtid frem til den nye skade, hvorefter han udviklede psykiske problemer og alkoholoverforbrug. Det samlede erhvervsevnetab var 75 %, men alene 25 % kunne henføres til den ansvarsbærende begivenhed. Højesteret foretog ikke fradrag, fordi den ansvarsbærende begivenhed havde udløst sygeforløbet og var medvirkende årsag til hele forløbet.
I U.2013.508H havde skadelidte året før en patientskade været udsat for en arbejdsulykke, men havde genoptaget arbejdet på fuldtid. Efter patientskaden blev hun sygemeldt og vendte aldrig tilbage. Erhvervsevnetabet, der kunne henføres til patientskaden, var kun 25 %. Heller ikke her foretog Højesteret fradrag, med samme begrundelse.
Det afgørende i begge domme var, at skadelidte trods de konkurrerende gener havde været i stand til at arbejde fuldtid før den erstatningsudløsende begivenhed.
I U.2021.1644V foretog landsretten et skønsmæssigt fradrag på 50 % i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, hvor alene 15 % ud af et erhvervsevnetab på 65 % kunne henføres til den ansvarsbærende begivenhed, og de konkurrerende lidelser — der var opstået efter den erstatningsudløsende begivenhed — under alle omstændigheder ville have været stærkt arbejdshindrende.
Appelindstævnte henviste til en række landsretsdomme, hvor fradrag var blevet afvist: FED.2013.28V, FED2014.13Ø, FED2016.44V, U.2018.2383V, FED2020.79V, U.2022.1042V og U.2024.2782V.
Erstatningsnævnet gjorde gældende, at appelindstævntes sygeforløb i overvejende grad var en følge af kræftsygdommen og de psykiske helbredsproblematikker, som ikke var udløst af overfaldet. Nævnet fremhævede:
På den baggrund gjorde nævnet gældende, at lændesmerterne efter overfaldet havde haft en så begrænset indvirkning på sygeforløbet, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der ikke foretages fradrag, når den ansvarsbærende begivenhed har udløst sygeforløbet. Nævnet foreslog en nedsættelse på 2/3.
Dansk Jernbanesamfund gjorde gældende, at der ikke var grundlag for fradrag, og henviste til de to ledende Højesteretsdomme U.2012.1838H og U.2013.508H. Efter disse domme foretages der som udgangspunkt ikke fradrag, hvis den ansvarsbærende begivenhed har udløst sygeforløbet og været medvirkende årsag til det.
Appelindstævnte anførte, at omstændighederne i Højesterets domme adskilte sig fra nærværende sag, fordi de konkurrerende gener dér var opstået før den erstatningsudløsende begivenhed og ikke havde afholdt skadelidte fra at arbejde fuldtid. I denne sag opstod de konkurrerende lidelser efter overfaldet.
Appelindstævnte fremhævede desuden det almindelige erstatningsretlige princip om, at en skadevolder — her Erstatningsnævnet — må tage skadelidte, som skadelidte er. Endelig anførte han, at der ikke var grundlag for at antage, at han ville være blevet uarbejdsdygtig af psykiske forhold, hvis ikke det langstrakte sygdomsforløb var blevet udløst af overfaldet.
Landsretten lagde på grundlag af lægeerklæring af 20. august 2013 til grund, at appelindstævnte som følge af overfaldet fik varige følger i form af smerter i lænderyggen, stivhed og indskrænket bevægelighed, således at han havde en vedvarende skrøbelighed i forhold til rygbelastende aktivitet.
Retten lagde endvidere til grund, at han raskmeldte sig med virkning fra 1. november 2013 med forbehold for rygbelastende arbejde, og at han først sygemeldte sig på ny den 18. november 2013 — fem dage efter kræftdiagnosen. Om det videre forløb bemærkede retten, at han efter kræftforløbet og skilsmissen fik en langvarig og svært invaliderende depression.
Landsretten fremhævede psykiatrisk speciallægeerklæring af 11. februar 2017, hvorefter han kun havde beskedne lændesmerter efter rygoperationen, og at der ikke var tegn på PTSD som følge af overfaldet. Speciallægen vurderede, at yderligere behandling næppe ville kunne bedre hans psykiske tilstand, og at hans funktionsevne var helt utilstrækkelig til, at han kunne fungere på arbejdsmarkedet.
Landsretten lagde også vægt på AES' afgørelser, hvorefter det samlede erhvervsevnetab var 90 %, og ca. ¾ af tabet med overvejende sandsynlighed skyldtes konkurrerende gener.
På den baggrund konkluderede landsretten:
Landsretten lægger herefter til grund, at der efter overfaldet opstod yderligere lidelser, som ikke kan henføres til overfaldet, og at disse lidelser, der i væsentlig grad var med til at udløse sygeforløbet fra den 18. november 2013, er af en sådan karakter, at disse i sig selv må anses for at have været stærkt arbejdshindrende.
Landsretten fastsatte herefter — efter en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger — skønsmæssigt, at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. marts 2014 til 9. november 2018 skulle nedsættes med 1/2.
Efter sagens værdi, forløb og udfald nedsatte landsretten byrettens sagsomkostninger til 126.375 kr. (heraf 121.875 kr. til advokatbistand inkl. moms og 4.500 kr. til retsafgift). Sagsomkostningerne for landsretten blev ophævet, således at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part for ankesagen.
Østre Landsret afsagde dom den 17. februar 2025 med følgende konklusion:
Dommerne Anne Birgitte Fisker, Michael Schaumburg-Müller og Kaare Linde (kst.) deltog i afgørelsen. Der var enighed blandt dommerne.
