LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom om nedsættelse af Civilstyrelsens regreskrav mod en voldsdømt mand fra 3.008.432,11 kr. til 1.000.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1. Manden havde i 2011 givet et enkelt kraftigt skub på et diskoteksgulv, hvilket førte til, at offeret faldt og pådrog sig en kraniefraktur med varigt erhvervsevnetab. Landsretten fandt, at fuld betaling ville være urimeligt tyngende henset til skadevolderens økonomi, voldens karakter og den lange tid, der var gået.
Den 3. juli 2011 opstod der en hændelse i nattelivet i Holstebro. Appelindstævnte ønskede at gå hen til sin daværende kæreste, men blev spærret af Person 1. Appelindstævnte tildelte Person 1 et kraftigt skub i brystet. Person 1 faldt bagover og slog hovedet direkte ned i gågadens flisebelægning. En tredje person, Person 3, gik efterfølgende hen og sparkede til Person 1's ben og gav ham et slag på venstre side af hovedet – men det var faldet efter skubbet, der forårsagede de alvorlige skader.
Person 1 pådrog sig en kraniefraktur i temporeoccipitalregionen (baghovedet) med højresidig epidural hæmatom og subaraknoidalblødning. Skaderne medførte et betydeligt varigt mén og et omfattende erhvervsevnetab. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede tabet, og Erstatningsnævnet udbetalte i alt 3.008.432,11 kr. i erstatning for erhvervsevnetabet.
Appelindstævnte blev i forbindelse med straffesagen dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 (nu § 244, stk. 1) – den milde voldsparagraf.
Civilstyrelsen nedlagde principal påstand om betaling af 3.008.432,11 kr. med procesrente fra 5. januar 2018 af 2.598.750 kr. Subsidiært påstod man et lavere beløb, dog højere end 1.000.000 kr., og mere subsidiært stadfæstelse af byrettens dom. Civilstyrelsen anførte, at der var fuld årsagsforbindelse mellem skubbet og tabet, og at der ikke var grundlag for lempelse, da der var tale om forsætlig vold.
Appelindstævnte påstod frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et lavere beløb. Han gjorde gældende, at kravet skulle nedsættes efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, da en betaling af det fulde beløb ville være urimeligt tyngende for hans økonomi resten af livet. Han fremhævede, at volden alene bestod af et enkelt skub – i den lave ende af voldsskalaen – selv om følgerne blev fatale.
Appelindstævntes økonomiske forhold:
Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1 har følgende ordlyd:
Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.
Bestemmelsen blev indført på baggrund af Betænkning nr. 829 fra 1978 om lempelse af erstatningsansvar m.v. Heraf fremgår bl.a.:
Første led er en regel om, at ansvaret kan lempes, hvis betaling af fuld erstatning vil virke urimeligt tyngende for skadevolder. Denne regel er tænkt anvendt i tilfælde, hvor betaling af fuld erstatning vil pålægge skadevolderen en byrde, der ud fra sociale og humanitære hensyn virker uacceptabel. Efter dette led er det altså først og fremmest skadevolders økonomiske forhold, som bliver afgørende ved vurderingen af, om lempelse bør ske. De øvrige momenter, der er nævnt i bestemmelsen: skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadelidtes interesse og foreliggende forsikringer og forsikringsmuligheder, har dog betydning ved vurderingen af, om den byrde, der lægges på skadevolder, er urimeligt tyngende. På grund af reglens karakter af en socialhumanitær »sikkerhedsventil« bør lempelse ikke være udelukket, selv om skadevolder har udvist grov uagtsomhed eller endog i særlige tilfælde handlet forsætligt. Findes der anledning til at anvende reglen, vil det normalt være naturligt at anvende den på den måde, at erstatningen ikke helt bortfalder, men nedsættes til et beløb, som ikke virker urimeligt tyngende.
Landsretten behandlede tre hovedspørgsmål: årsagsforbindelse, passivitet og lempelse.
Landsretten lagde til grund, at årsagsforbindelse mellem skubbet og skaden skal bedømmes efter sandsynlighedsovervægt: Det er tilstrækkeligt, at det er mere sandsynligt, at skaden ikke ville være indtrådt uden volden, end at den ville være indtrådt også uden volden, jf. UfR 2002.1496 H.
På baggrund af videoovervågningen og de lægelige oplysninger fandt landsretten det mere sandsynligt, at Person 1's kraniefraktur og hjerneblødning ikke ville være indtrådt uden skubbet. Retten bemærkede, at Person 1 efter faldet lå helt stille, og at Person 3's efterfølgende spark og slag til ben og hoved ikke var årsag til de alvorlige skader.
Heller ikke Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af erhvervsevnetabet blev tilsidesat. Da det efter skubbets karakter var påregneligt, at Person 1 kunne pådrage sig skader som sket, fandt landsretten, at Appelindstævnte som udgangspunkt skulle betale erstatning for erhvervsevnetabet.
Landsretten var enig med byretten i, at regreskravet først kunne rejses efter Erstatningsnævnets afgørelse af 6. oktober 2017, og at kravet ikke var bortfaldet ved passivitet.
Landsretten fandt, at det ville virke urimeligt tyngende at lade Appelindstævnte bære det fulde erstatningsansvar på 3.008.432,11 kr. Retten lagde vægt på følgende momenter:
Landsretten stadfæstede byrettens dom, således at erstatningskravet nedsættes til 1.000.000 kr. med procesrente som fastslået af byretten (fra den 5. januar 2018).
Efter sagens udfald – hvor hver part for en del havde vundet og for en del havde tabt – skulle ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part, jf. retsplejelovens § 313, stk. 1. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at ændre byrettens omkostningsafgørelse.
