LandsrettenØstre Landsret stadfæstede Advokatnævnets kendelse om, at en nyuddannet advokat groft havde tilsidesat god advokatskik ved i næsten seks måneder at undlade effektive sagsskridt i en straffesag om genoptagelse, samtidig med at hun gav klienten henholdende og misvisende svar. Landsretten fandt, at advokaten som bestallingshavende havde et selvstændigt ansvar for opgaven, uanset at en kollega formelt var beskikket bistandsadvokat for klienten. Advokaten blev pålagt at betale sagsomkostninger for begge instanser og at tilbagebetale et beløb, hun tidligere havde fået tilkendt under sagens forløb.
Advokat Advokat 1 blev i foråret 2018 beskikket som bistandsadvokat for Vidne 1 i en straffesag. Han indgav ikke rettidig klage til Statsadvokaten over en påtaleopgivelse, hvilket senere medførte, at anklagemyndigheden afviste klagen.
I oktober 2018 blev advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, der da netop var færdiguddannet, ansat hos Advokat 1 for at aflaste ham på hans nystartede kontor. I februar 2019 fik hun til opgave at vurdere grundlaget for og udarbejde en anmodning om genoptagelse af straffesagen til Københavns Politi på vegne af Vidne 1 — et opdrag, der var tidskritisk, både fordi det skulle reparere på det forudgående forløb, og fordi anmodningen skulle støttes på nye vidneforklaringer.
Fra februar til august 2019 rettede Vidne 1 gentagne henvendelser til advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger om sagens fremdrift, herunder via rykkerskrivelser af 6. og 17. februar 2019, som blev sendt i kopi til hende. Det er ubestridt, at hun i lange perioder ikke foretog effektive sagsbehandlingsskridt, og at hun gav klienten talrige svar, der var egnede til at give indtryk af, at der blev arbejdet på sagen, og at anmodningen allerede var indgivet — selv om dette ikke var tilfældet.
Vidne 1 sendte den 14. maj 2019 sine bemærkninger til et udkast til genoptagelsesanmodningen. Anmodningen blev først indgivet til Københavns Politi den 7. august 2019.
Advokatnævnet traf ved kendelse af 29. april 2020 (sagsnr. 2019-2041) afgørelse om, at advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger groft havde tilsidesat god advokatskik. Retten på Frederiksberg afsagde dom i 1. instans den 7. juni 2022 (sag BS-21844/2020-FRB).
Byrettens omkostningsafgørelse blev kæret til Østre Landsret, der ved kendelse af 6. september 2022 ændrede afgørelsen, så Advokatnævnet skulle betale 25.000 kr. inkl. moms i sagsomkostninger til advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger — et beløb, der er blevet betalt. Procesbevillingsnævnet meddelte den 20. marts 2023 tilladelse til anke af selve byretsdommen til landsretten.
Hun forklarede bl.a., at ansættelsen hos Advokat 1 var hendes første som advokat, at der ikke var meget opfølgning på hendes sager, og at samarbejdet var præget af manglende kommunikation og uklare arbejdsgange. Hun medgav, at det gik for langsomt fra maj 2019 og frem til indgivelsen af anmodningen, men forklarede, at hun havde fuldt program med retsmøder og arrestantbesøg, og at hun først senere blev opmærksom på samarbejdets betydning for hendes situation.
Han forklarede bl.a., at han i marts-april 2019 flere gange skriftligt havde instrueret advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger om at udarbejde anmodningen hurtigst muligt, og at hun havde fået en mundtlig advarsel forud for klagen. Han afviste, at samarbejdet eller arbejdsgangene var uklare, og oplyste, at han har betalt den bøde, han selv blev pålagt i sagen.
Hun forklarede bl.a., at hun kun havde talt med advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger i telefonen to gange, at hun ikke havde fremsendt nye oplysninger efter sit skriftlige oplæg, og at hun alene rykkede for sagens fremdrift.
Advokatnævnet anførte navnlig, at advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger i perioden ignorerede et særdeles højt antal henvendelser og gentagne gange svarede henholdende, at der var tale om en simpel og tidskritisk opgave, og at hendes status som nyuddannet ikke var undskyldende. Som bestallingshavende advokat havde hun et selvstændigt ansvar, uanset at opgaven skulle reparere på Advokat 1's fejl.
Advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger gjorde heroverfor gældende, at Advokat 1 som hendes arbejdsgiver var ansvarlig for tilrettelæggelse og kvalitetssikring, at han formelt varetog klientrelationen som beskikket bistandsadvokat, og at arbejdsgangene hos ham var uklare. Hun anførte desuden, at forløbet ikke havde medført noget retstab, da ingen beviser var forringet eller gået tabt.
Landsretten tiltrådte, at advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger som bestallingshavende advokat havde et selvstændigt ansvar for at overholde god advokatskik efter retsplejelovens § 126, stk. 1, uanset at Advokat 1 havde den formelle klientrelation som beskikket bistandsadvokat.
Landsretten lagde til grund, at der var tale om en afgrænset opgave, at advokaten var bekendt med sagens hidtidige forløb, og at hun i lange perioder ikke foretog effektive sagsbehandlingsskridt trods gentagne henvendelser, samt gav klienten talrige henholdende og misvisende svar. Der var efter bevisførelsen ikke holdepunkter for, at den lange sagsbehandlingstid skyldtes klientens forhold.
"Landsretten finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Advokatnævnets afgørelse, hvorefter advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger groft har tilsidesat god advokatskik ved først den 7. august 2019 at indlevere genoptagelsesanmodningen til Københavns Politi, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1."
Forholdene hos og samarbejdsrelationen til Advokat 1 kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom den ringe udsigt til medhold i genoptagelsesanmodningen heller ikke kunne. Landsretten fandt ikke grundlag for at lade bøden bortfalde eller nedsætte den og stadfæstede derfor Advokatnævnets kendelse af 29. april 2020 fuldt ud.
Med hensyn til sagsomkostninger tog landsretten ved fastsættelsen udgangspunkt i resultatet af ankesagen, jf. retsplejelovens § 315. Advokat Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev pålagt at betale 40.000 kr. i sagsomkostninger for begge instanser til Advokatnævnet samt at tilbagebetale de 25.000 kr., hun tidligere havde fået tilkendt ved landsrettens kendelse af 6. september 2022.
