LandsrettenVestre Landsret ophævede byrettens dom og hjemviste en skattesag om periodisering af indtægter fra skatterådgivning baseret på "no cure, no pay"-princip. Sagen angik Appellant ApS, hvis honorarer fra klienter Person 1, Person 3 og Person 4 var afhængige af, at SKAT bevilgede omkostningsgodtgørelse. Retten fandt, at aftalerne reelt var "no cure, no pay", så indtægterne ikke var afregningsmodne i 2011, og at Landsskatteretten ikke havde taget stilling til betydningen af en højesteretsdom fra 2015, hvilket nødvendiggjorde hjemvisning.
Sagsøger: Appellant ApS, tidligere Sagsøger ApS (ved advokat Karsten Thomas Henriksen).
Sagsøgte: Skatteministeriet Departementet (ved advokat Mark Alexander Jarby Søndergaard).
Appellant ApS drev virksomhed med skatterådgivning. Selskabets forretningsbetingelser indeholdt følgende vilkår for sager med omkostningsgodtgørelse:
Særligt ved foring af skattesager, hvor der ydes omkostningsgodtgørelse:
I skattesager, hvor der ydes omkostningsgodtgørelse, betaler staten 50 % af regningen, hvis sagen tabes og 100 %, hvis sagen vindes. Hvis SKAT nedsætter honoraret i en skattesag, hvor der tildeles omkostningsgodtgørelse, forbeholder Appellant ApS, tidligere Sagsøger ApS sig retten til at få honorarafgørelsen påklaget. [...] Medfører den endelige afgørelse, at honoraret endelig nedsættes, vil klientens honorar blive nedsat til det af SKAT godkendte.
Aftalerne med klienterne Person 1, Person 3 og Person 4 var baseret på et "no cure, no pay"-princip, således at klienterne ikke hæftede personligt for honorarerne, og Appellant alene modtog betaling via den omkostningsgodtgørelse, SKAT tildelte.
I 2011 fakturerede Appellant Person 1 (nedsat af SKAT til 130.075 kr.), Person 4 (74.812 kr.) og Person 3 (95.531 kr.). SKAT udbetalte i 2011 omkostningsgodtgørelse for Person 1-sagen. Efter Højesterets dom af 30. juni 2015 (U.2015.3383 H), hvorefter omkostningsgodtgørelse ikke kan ydes, når klienten ikke reelt hæfter, krævede SKAT i 2018 tilbagebetaling fra Appellant ApS for Person 1-sagen. For Person 3 og Person 4 traf SKAT afgørelse om omkostningsgodtgørelse efter 2011.
Skattemyndighederne (SKAT og Landsskatteretten) havde ansat indkomsten for 2011 på grundlag af fakturaerne. Byretten (Retten i Kolding) stadfæstede afgørelsen i dom af 16. oktober 2023. Appellant ankede til Vestre Landsret med følgende påstande:
Skatteministeriet påstod dommen stadfæstet med henvisning til, at indtægterne var retserhvervet i 2011.
Periodisering af indkomst følger retserhvervelsesprincippet. Reglerne om omkostningsgodtgørelse findes i Skatteforvaltningsloven § 52 og § 54. Højesterets dom af 30. juni 2015 (U.2015.3383 H) fastslog, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt, hvis klienten ikke er forpligtet til at betale rådgiverens honorar, fx ved en "no cure, no pay"-aftale.
Landsretten fandt det godtgjort, at aftaleforholdet med Person 3 og Person 4 – som med Person 1 – var baseret på "no cure, no pay". Retten lagde vægt på de citerede forretningsbetingelser og bemærkede:
Disse vilkår må forstås således, at honoraret fastsættes til det, som Skat godkender, og at Appellant ApS, tidligere Sagsøger ApS ikke afkræver klienten yderligere beløb.
Herefter kunne Appellant alene kræve betaling fra SKAT, ikke fra klienterne. Da SKAT først traf afgørelse om omkostningsgodtgørelse efter 2011 for Person 3 og Person 4, og da godtgørelsen for Person 1 i 2018 blev krævet tilbagebetalt med henvisning til 2015-dommen, var indtægterne ikke afregningsmodne i 2011.
Landsskatteretten havde i sin afgørelse af 31. maj 2021 ikke forholdt sig til betydningen af Højesterets 2015-dom for "no cure, no pay"-aftalerne. Landsretten fandt derfor grundlag for at ophæve byrettens dom og hjemvise sagen til fornyet behandling.
Byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
Skatteministeriet Departementet skal inden 14 dage betale 50.000 kr. i sagsomkostninger for begge retter til Appellant ApS. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.
