LandsrettenØstre Landsret stadfæstede en byretsdom, hvor den ansvarshavende redaktør for netmediet Medievirksomhed 1 blev dømt for overtrædelse af , efter i en artikel og et Facebook-opslag at have gengivet grove, udokumenterede beskyldninger om »flere seksuelle overgreb« og »drug rapes, altså voldtægter med brug af bedøvende stoffer, på unge mennesker« mod appelindstævnte. Landsretten fandt, at redaktøren ikke havde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for gengivelsen, og at der var tale om en ukritisk videregivelse af private beskyldninger uden varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse. Godtgørelsen for tort blev nedsat fra byrettens 45.000 kr. til 30.000 kr.
Appelindstævnte — en partileder og politisk aktivist, der af Medievirksomhed 1 betegnes som tilhørende den yderste højrefløj — havde anlagt en privat injuriesag mod Person 1, en tidligere lokalformand i samme parti. Baggrunden for injuriesagen var, at Person 1 i en lukket Facebookgruppe med 1.000-2.000 medlemmer havde fremsat en række alvorlige beskyldninger mod appelindstævnte om strafbare forhold, herunder at han skulle have »gennemført flere seksuelle overgreb« og »begået drug rapes, altså voldtægter med brug af bedøvende stoffer, på unge mennesker«.
Disse beskyldninger var oprindeligt blevet bragt videre af Person 2 via Facebooksiden Medievirksomhed 2, som havde ca. 34.000 følgere. Retssagen mellem appelindstævnte og Person 1 blev omtalt af Se og Hør i slutningen af 2021, hvilket bragte sagen til Medievirksomhed 1's opmærksomhed.
Medievirksomhed 1 er et venstreorienteret, antifascistisk netmedie, der blev stiftet i vinteren 2005-2006, og som beskæftiger sig indgående med bevægelser på den yderste højrefløj. Mediet har ca. 130.000 læsere og udgiver artikler, analyser, podcasts og bøger. Appellanten har været ansvarshavende redaktør siden 2013.
Den 20. februar 2022 publicerede Medievirksomhed 1 en artikel på sin hjemmeside og et opslag på sin Facebookside om den injuriesag, som appelindstævnte havde anlagt mod Person 1. I artiklen og opslaget gengav mediet nogle af de beskyldninger og ytringer om appelindstævnte, som dannede grundlag for injuriesagen.
Landsretten beskrev indholdet således:
I opslaget på Medievirksomhed 1's hjemmeside beskrives Person 1's ytringer således, at appelindstævnte af ham beskyldes for at have »gennemført flere seksuelle overgreb« og »begået drug rapes, altså voldtægter med brug af bedøvende stoffer, på unge mennesker«, ligesom der henvises til Medievirksomhed 2's fremlæggelse af screenshots af Person 1's ytringer på Facebook, og der er således et direkte link til Medievirksomhed 2's fremlæggelse af disse screenshots.
Landsretten fandt, at appellanten ikke selvstændigt havde fremsat ytringer, der kunne karakteriseres som ærekrænkende, men at gengivelsen — ved at blive publiceret på en hjemmeside med ca. 130.000 læsere — havde gjort beskyldningerne kendt for en videre kreds end hidtil. Til forskel fra sagen mod Person 2 havde appellanten ikke direkte citeret Person 1's ytringer, men havde i stedet redegjort for injuriesagen og nogle af de bagvedliggende beskyldninger.
Sagen blev anlagt som en privat straffesag ved Retten på Frederiksberg. Byretten afsagde dom den 9. februar 2024 (BS-37773/2022-FRB) og fandt appellanten skyldig i overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1. Byretten idømte 10 dagbøder á 1.500 kr., pålagde appellanten at anerkende en række beskyldninger som ubeføjede, at slette opslagene, og at betale 45.000 kr. i tortgodtgørelse samt 10.750 kr. i sagsomkostninger til appelindstævnte.
Appellanten ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse.
Inden landsrettens behandling af nærværende sag havde Østre Landsret den 25. november 2024 afsagt dom i en parallel sag (BS-40112/2023) mod Person 2, der blev fundet skyldig i overtrædelse af samme bestemmelse for via Medievirksomhed 2's Facebookside at have udbredt Person 1's ytringer. Person 2 blev idømt 20 dagbøder á 1.500 kr., pålagt at slette sit opslag og betale 30.000 kr. i godtgørelse til appelindstævnte.
Landsretten gennemførte hovedforhandling i ankesagen den 16. januar 2025. Der blev afgivet forklaring af appellanten og supplerende forklaring af appelindstævnte.
Appellanten påstod frifindelse og gjorde navnlig gældende:
Appelindstævnte påstod stadfæstelse af byrettens dom og gjorde navnlig gældende:
Sagens centrale retsgrundlag udgøres af følgende bestemmelser:
Straffeloven § 267, stk. 1: Den, der fremsætter eller udbreder en udtalelse eller anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, straffes for ærekrænkelse med bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. dog §§ 268 og 269.
Straffeloven § 269, stk. 1: En ærekrænkelse er straffri, hvis den fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den.
Straffeloven § 269, stk. 2: Ved vurderingen efter stk. 1 skal der bl.a. tages hensyn til, om sandheden af en beskyldning bevises, eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen, og om fremsættelsen eller udbredelsen heraf skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse.
Landsretten understregede, at afvejningen efter § 269 skal ske i lyset af artikel 8 (retten til privatliv) og artikel 10 (ytringsfrihed) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Efter artikel 10, stk. 2 kan begrænsninger i ytringsfriheden kun ske i det omfang, det er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. »beskyttelse af andres gode navn og rygte«.
Landsretten henviste til Højesterets praksis i UfR 1994.988 og UfR 1997.259/2, hvoraf det fremgår, at der ved afvejningen — når det drejer sig om ytringer i medierne — særligt skal indgå, at medierne får lejlighed til at skildre begivenheder af offentlig interesse, og at der ikke opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (»public watchdog«).
For så vidt angår journalisters gengivelse af andres beskyldninger, fastslog landsretten med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis:
Landsretten lagde indledningsvis til grund — i overensstemmelse med dommen mod Person 2 — at Person 1's ytringer objektivt set var egnet til at krænke appelindstævntes ære, jf. straffelovens § 267, stk. 1. Selvom appellanten ikke direkte havde citeret ytringerne, men i stedet havde redegjort for injuriesagen og nogle af beskyldningerne, blev oplysningerne ved publiceringen på en hjemmeside med ca. 130.000 læsere gjort kendt for en »videre kreds af mennesker end hidtil«. Landsretten fandt derfor, at også gengivelsen objektivt set var ærekrænkende.
Landsretten fandt, at appellanten ikke havde haft »tilstrækkelig præcist og troværdigt faktuelt grundlag for ærekrænkelserne« eller været i god tro herom. Retten lagde afgørende vægt på appellantens egen forklaring om, at:
Landsretten konkluderede, at der i realiteten var tale om en ukritisk videregivelse af Person 1's grove beskyldninger, og at dette ikke var sket til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse:
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom med den ændring, at godtgørelsen for retsstridig krænkelse blev nedsat fra 45.000 kr. til 30.000 kr. De samlede retsfølger var herefter:
| Retsfølge | Indhold |
|---|---|
| Straf | 10 dagbøder á 1.500 kr., jf. straffelovens § 267, stk. 1. Forvandlingsstraf: fængsel i 10 dage. |
| Ubeføjede beskyldninger | Beskyldningerne kendt ubeføjede efter straffelovens § 270 som nærmere bestemt ved byrettens dom. |
| Sletning | Opslagene indeholdende de nævnte ytringer skal slettes, jf. straffelovens § 271. |
| Tortgodtgørelse | 30.000 kr. til appelindstævnte, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, forrentet med procesrente fra sagens anlæg. |
| Sagsomkostninger for landsretten | Appellanten skal inden 14 dage betale 25.000 kr. til statskassen til dækning af advokatbistand inkl. moms, forrentet efter rentelovens § 8 a. |
Ved fastsættelsen af godtgørelsen til 30.000 kr. lagde landsretten vægt på »krænkelsens karakter, handlingens beskaffenhed og de øvrige omstændigheder«. Beløbet svarer til den godtgørelse, Person 2 blev pålagt at betale i den parallelle sag .
I tilfælde, hvor en journalist alene refererer andres beskyldninger som led i journalistisk nyhedsformidling, skal der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis foreligge et vist faktuelt grundlag for udsagnet. Ved rimeligheds- og proportionalitetsvurderingen indgår herefter, om der er påvist et tilstrækkelig præcist og troværdigt faktuelt grundlag for ytringen, herunder om journalisten med rimelighed kunne anse sin kilde som pålidelig med hensyn til de pågældende udtalelser, og om journalisten har kontrolleret rigtigheden heraf. Dette skal vurderes i forhold til ytringens karakter og grovhed.
Gentagelsen af Person 1's grove beskyldninger, der ikke vedrører appelindstævntes virke som politiker eller aktivist, men rent private forhold, findes heller ikke at være sket til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse, herunder offentlighedens interesse i at kende til baggrunden for injuriesagen. Uanset at artiklen vil give indtryk af at være en beskrivelse af en retssag, er der således i realiteten tale om en ukritisk videregivelse af Person 1's grove beskyldninger.
Landsretten tillagde det ikke afgørende betydning, at appelindstævnte to gange under artiklens udarbejdelse var blevet givet adgang til kontradiktion, og at hans to svar var gengivet in extenso i artiklen. Dette kunne ikke opveje det manglende faktuelle grundlag og den manglende varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse.
På baggrund af ovenstående fandt landsretten, at der ikke forelå straffrihed efter straffelovens § 269, stk. 1, og at appellanten var skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
