LandsrettenØstre Landsret behandlede to sammenholdte ankesager om varemærket 'Sport Direct', der tilhører Intersport Partner Service A/S (tidligere OBI Sport A/S). I ophævelsessagen begærede Sportsdirect.com Retail Limited varemærket ophævet fra registeret, mens Sportmaster Danmark ApS i forbudssagen søgte frifindelse fra et varemærkeforbud nedlagt ved Sø- og Handelsretten. Landsretten begrænsede varemærket yderligere i klasse 25 og 28, men opretholdt forbuddet mod Sportmaster.
Sagen angår ordmærket "Sport Direct", der er registreret i Patent- og Varemærkestyrelsens varemærkeregister og tilhører Intersport Partner Service A/S — en virksomhed, der via Nordsport er ejer af bl.a. Intersport Danmark og Sport Direct-konceptet.
Sport Direct henvender sig til en bred kundebase af sportsklubber, skoler og virksomheder samt private forbrugere. Kataloget har udkommet siden 1985, og der er ca. 20 selvstændige Sport Direct-forhandlere i Danmark.
To separate sager fra Sø- og Handelsretten (dom af 10. maj 2024) blev behandlet samlet i ankesagen:
Det centrale retlige spørgsmål i ophævelsessagen er, om Intersport inden for en sammenhængende 5-årsperiode — her 5. april 2017 til 5. april 2022 — har gjort reel brug af varemærket for de registrerede varer og tjenesteydelser.
Der er mellem parterne ikke tvist om, at der er sket reel brug i perioden. Spørgsmålet er derimod, i hvilken udstrækning varemærket skal begrænses yderligere end fastsat i 1. instans.
Landsretten anvender to centrale EU-domme:
C-307/10 (IP-Translator): Varer og tjenesteydelser i en varemærkeansøgning skal identificeres med tilstrækkelig klarhed og præcision, men brug af Niceklassifikationens generelle klasseoverskrifter er tilladt, hvis identifikationen er klar nok.
C-714/18 (Taiga): Bredden af registrerede kategorier er et afgørende element for balancen mellem at beskytte varemærkeindehaverens enerettigheder og begrænse dem, så delvist brugte varemærker ikke opnår en videre beskyttelse end berettiget. Det følger af dommens præmis 43, at varemærkeindehaveren skal godtgøre reel brug i hver selvstændig underkategori, hvis en bred kategori kan opdeles i sådanne.
Sø- og Handelsretten begrænsede allerede registreringen i klasse 25 (beklædningsgenstande, fodtøj og hovedbeklædning) til kun at angå "beklædningsgenstande".
Landsretten finder, at der heller ikke for landsretten er godtgjort reel brug til andet end overtræksveste/overtrækstrøjer. Disse udgør en selvstændig og klart identifierbar underkategori i Niceklassifikationen, og registreringen begrænses yderligere til denne underkategori.
For klasse 28 lægger landsretten til grund, at der er godtgjort reel brug ved salg af:
De pågældende varer er udelukkende markedsført til sportslig brug. Registreringen indskrænkes derfor til "gymnastik- og sportsartikler", og registreringen for "spil og legetøj" ophæves.
Registreringen i klasse 35 opretholdes uden begrænsninger, idet landsretten tiltræder Sø- og Handelsrettens begrundelse herfor.
Intersport er ikke registreret indehaver af varemærket for sportstasker eller bæreposer. Landsretten finder imidlertid, at den mangeårige og vedvarende brug af varemærket på sportstasker har stiftet en varemærkeret ved ibrugtagning, jf. Varemærkeloven § 3, stk. 1, nr. 3.
Der er ikke grundlag for at anse denne ret for fortabt, jf. Varemærkeloven § 10c, stk. 3.
Sportmasters anvendelse af betegnelsen — som gengivet i sagens bilag 3 — vurderes at udgøre en krænkelse af Intersports varemærkeret, jf. Varemærkeloven § 4, stk. 2, nr. 2, og er tillige i strid med Markedsføringsloven § 3 og Markedsføringsloven § 22 om efterligning.
Sø- og Handelsrettens dom stadfæstes med følgende ændringer:
| Klasse | Ændring |
|---|---|
| Klasse 25 | Begrænses yderligere til kun "overtræksveste/overtrækstrøjer" |
| Klasse 28 | Registreringen ophæves for "spil og legetøj" og "julepynt" |
| Klasse 35 | Opretholdes uændret |
Forbuddet mod Sportmaster Danmarks brug af betegnelsen på sportstasker stadfæstes.
For Sø- og Handelsretten ændres omkostningsafgørelsen ikke.
For landsretten:
Ved fastsættelsen af sagsomkostningerne tager landsretten udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende satser samt i pligten til at sikre, at den vindende part dækkes for en væsentlig del af sine rimelige udgifter, jf. Direktiv 2004/48/EF artikel 14, som fortolket i . Da Intersport ikke oplyste egne advokatudgifter, fastsættes beløbet på grundlag af den oplyste sagsværdi på 100.000 kr. og sagens omfang.
