Erstatning for beslaglagt bil og frihedsberøvelse nægtet efter spirituskørsel-sigtelse – egen skyld afskar krav

Sigtelsen for spirituskørsel og de straffeprocessuelle indgreb

Erstatningssøgende blev den 25. februar 2020 sigtet for spirituskørsel. Baggrunden var, at Københavns Vestegns Politi blev tilkaldt efter en anmeldelse om, at en anmelder havde observeret ham siddende beruset i sin bil med tændt motor, holdende midt på vejen, og at han havde gasset op og forsøgt at køre fra stedet.

Ved politiets ankomst blev han fundet på førersædet i den tændte bil med en mindsteværdi på 2,27 promille. Politiet konstaterede samtidig, at han var frakendt førerretten. Han var tidligere – ved dom af 12. december 2018 – dømt for ligeartet kriminalitet (spirituskørsel), som havde medført frakendelse af kørekortet.

Frihedsberøvelse og beslaglæggelse

• Erstatningssøgende var frihedsberøvet samme dag fra kl. 22.57 til kl. 23.55 (én time).
• Den 23. april 2020 afsagde Retten i Glostrup kendelse om, at hans køretøj skulle beslaglægges, og køretøjet blev beslaglagt samme dag med henblik på senere konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2.
• Ved Retten i Glostrups dom af 19. november 2021 blev han frifundet for den rejste tiltale for spirituskørsel.
• Samme dag, den 19. november 2021, fik han sit køretøj udleveret igen efter i alt ca. 89 påbegyndte uger.

Det administrative forløb: Statsadvokatens og Rigsadvokatens afslag

Erstatningssøgendes advokat fremsatte ved mail af 5. december 2021 krav om erstatning for beslaglæggelsen af køretøjet, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 1.

Statsadvokatens afslag af 4. oktober 2022

Statsadvokaten i København afslog kravet med henvisning til egen skyld, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Statsadvokaten lagde vægt på, at han var fundet spirituspåvirket med 2,27 promille på førersædet i en tændt bil placeret midt på vejen, at han var frakendt førerretten, og at der forelå særlig begrundet mistanke om spirituskørsel. Statsadvokaten fandt det påregneligt for ham, at bilen ville blive beslaglagt som følge af den udviste adfærd.

Rigsadvokatens afslag af 9. december 2022

Rigsadvokaten var enig i Statsadvokatens begrundelse og tilføjede, at han tidligere – ved dom af 12. december 2018 – var straffet for ligeartet kriminalitet med frakendelse af kørekortet til følge, hvorfor han burde have været mere påpasselig. Rigsadvokaten henviste i den forbindelse til TfK 2008.136 V.

Rigsadvokaten bemærkede endvidere, med henvisning til Anklagemyndighedens årsberetning 1998-1999, s. 33, at vurderingen af egen skyld efter straffeprocessuelle regler skal ske efter samme civilretlige principper som culpa, kausalitet og påregnelighed. Rigsadvokaten fandt, at det ikke kunne afvises, at han reelt havde til hensigt at køre bilen, og at det ikke var konstateret, at bilen ikke kunne køre. Afgørelsen blev truffet efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3.

Sagens indbringelse for byretten og parternes påstande

Anmodning om retsmøde og tilkendegivelse af 15. september 2023 blev modtaget i retten den 21. september 2023 fra Statsadvokaten i København. Hovedforhandlingen blev fremmet uden erstatningssøgendes tilstedeværelse efter retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 3, jf. § 1018 f, stk. 3.

Beløbsopgørelsen for byretten

Anklagemyndigheden påstod frifindelse for begge krav under henvisning til egen skyld og bestred herudover den talmæssige opgørelse af beslaglæggelseskravet.

Anklagemyndighedens indsigelse mod frihedsberøvelseskravet

Anklagemyndigheden gjorde principalt gældende, at kravet om erstatning for frihedsberøvelsen ikke tidligere havde været fremsat og ikke var behandlet af Statsadvokaten eller Rigsadvokaten, hvorfor det administrative system skulle have været udtømt, før kravet kunne indbringes for byretten. Subsidiært påstod Anklagemyndigheden frifindelse med henvisning til de samme argumenter som for beslaglæggelseskravet.

Byrettens dom af 24. februar 2025

Retten i Glostrup lagde til grund, at erstatningssøgende den 25. februar 2020 befandt sig på førersædet i et tændt køretøj med 2,27 promille, mens køretøjet holdt midt på en offentlig vej. Retten fandt, at han under disse omstændigheder burde have været mere påpasselig, og at det måtte have stået ham klart, at han kunne mistænkes for spirituskørsel – som han tidligere var dømt for ved dom af 12. december 2018 – og at det var en påregnelig følge af hans adfærd, at han kunne blive udsat for straffeprocessuelle indgreb som beslaglæggelse af køretøjet.

"På denne baggrund finder retten, at Erstatningssøgende selv har givet anledning til, at der skete beslaglæggelse af køretøjet, og at Erstatningssøgende herefter ikke er berettiget til erstatning for beslaglæggelsen af køretøjet, jf. retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3."

Retten fandt endvidere, at den – uanset at spørgsmålet ikke havde været prøvet administrativt – kunne tage stilling til frihedsberøvelseskravet på det foreliggende grundlag, og nåede af samme grunde frem til, at han heller ikke var berettiget til erstatning for frihedsberøvelsen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Byretten frifandt herefter Anklagemyndigheden for begge krav og pålagde erstatningssøgende at betale sagens omkostninger.

Landsrettens behandling og afgørelse

Dommen blev anket af erstatningssøgende til Østre Landsret med endelig påstand om erstatning på 44.250 kr. (41.450 kr. for beslaglæggelsen og 2.800 kr. for frihedsberøvelsen). Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Sagen blev også for landsretten fremmet uden erstatningssøgendes tilstedeværelse.

Afvisning af kravet om erstatning for frihedsberøvelse

Landsretten redegjorde for, at det følger af retsplejelovens § 1018 e, at statsadvokaten træffer afgørelse om erstatningskrav efter retsplejelovens kapitel 93a, og at Rigsadvokaten behandler klager over statsadvokaternes afgørelser. Efter retsplejelovens § 1018 f kan den erstatningssøgende først indbringe kravet for byretten, hvis erstatningskravet ikke imødekommes ved Rigsadvokatens eller justitsministerens afgørelse.

Da kravet om erstatning for frihedsberøvelsen først blev fremsat under hovedforhandlingen i byretten og aldrig havde været forelagt Statsadvokaten eller Rigsadvokaten, fandt landsretten, at kravet ikke var indbragt i overensstemmelse med fremgangsmåden i retsplejelovens §§ 1018 e og f. Byretten burde derfor ikke have taget denne del af kravet under pådømmelse, og landsretten afviste følgelig denne del af sagen.

Stadfæstelse vedrørende beslaglæggelseskravet

For så vidt angår kravet om erstatning for beslaglæggelsen af motorkøretøjet tiltrådte landsretten byrettens begrundelse og fandt, at det for landsretten fremkomne ikke kunne føre til et andet resultat. Erstatningssøgende var derfor heller ikke ved landsretten berettiget til erstatning for beslaglæggelsen af køretøjet.

Konklusion

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at kravet om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse blev afvist. Erstatningssøgende skulle betale sagens omkostninger for landsretten.