LandsrettenØstre Landsret prøvede Ankestyrelsens afgørelse af 7. maj 2019, hvor erhvervsevnetabet for en folkeskolelærer efter en anerkendt arbejdsskade den 15. marts 2011 blev fastsat til 25 %. Alm. Brand Forsikring A/S ønskede erhvervsevnetabet nedsat til under 15 % under henvisning til, at skadelidtes ryggener i overvejende grad skyldtes forudbestående Morbus Scheuermann og svær overvægt. Landsretten stadfæstede byrettens dom om fastholdelse af de 25 %, idet forsikringsselskabet ikke havde afkræftet formodningsreglen i , men ændrede sagsomkostningsafgørelsen, så biintervenienten ikke fik tillagt omkostninger.
Biintervenienten var ansat som folkeskolelærer og pådrog sig den 15. marts 2011 en rygskade under arbejdet. Ved afgørelse af 23. februar 2012 anerkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES) skaden som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringslovens § 6.
Efter flere års sagsbehandling traf Ankestyrelsen den 7. maj 2019 afgørelse om, at biintervenientens erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden skulle fastsættes til 25 % fra den 1. november 2017, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17. Det betød, at skadelidte var berettiget til løbende erstatning og efter omstændighederne kapitalerstatning for tabet.
Alm. Brand Forsikring A/S, der som forsikringsselskab hæftede for erstatningen, indbragte afgørelsen for domstolene. Selskabet gjorde gældende, at erhvervsevnetabet skulle fastsættes til under 15 % — grænsen for overhovedet at være erstatningsberettiget efter § 17, stk. 1, 4. pkt.
Under ankesagens forberedelse anmodede Alm. Brand AES om at genoptage anerkendelsesafgørelsen fra 2012. AES afslog dette den 30. oktober 2024, hvilket forsikringsselskabet påklagede til Ankestyrelsen den 6. november 2024.
Københavns Byret afsagde dom i sagen den 2. februar 2023 (sag BS-10896/2020-KBH), hvor byretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Sagen blev anket til Østre Landsret.
Alm. Brand Forsikring A/S nedlagde påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at biintervenientens erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden er mindre end 15 %. Endvidere påstod selskabet, at biintervenienten ikke skulle tillægges sagsomkostninger. Ankestyrelsen påstod stadfæstelse, subsidiært hjemvisning. Biintervenienten støttede Ankestyrelsens påstand og krævede sagsomkostninger.
Under hovedforhandlingen meddelte Alm. Brand, at selskabet ikke bestred, at biintervenientens samlede erhvervsevnetab udgør 25 %. Striden angik alene, om tabet kunne henføres til arbejdsskaden.
Forsikringsselskabet anførte, at der ikke var bevis for en vedvarende skade forårsaget af hændelsen. Selskabet henviste til Retslægerådets udtalelser og gjorde gældende, at de vedvarende symptomer ikke med overvejende sandsynlighed var forårsaget af arbejdsskaden.
Subsidiært — hvis der var en vedvarende mén-givende skade — gjorde Alm. Brand gældende, at det ikke var dokumenteret, at skadelidte som følge af arbejdsskaden var afskåret fra at arbejde på ordinære vilkår og fuld tid som folkeskolelærer. Selskabet fremhævede:
Selskabet henviste til U.2004.2935H for det synspunkt, at der ikke var anledning til at anvende formodningsreglen i § 12, stk. 2.
Ankestyrelsen gjorde overordnet gældende, at Alm. Brand ikke havde tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte afgørelsen. Ankestyrelsen fremhævede sin særlige erfaring i at bedømme, om arbejdsskadesikringslovens betingelser er opfyldt, og henviste til Højesterets praksis om, at der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte styrelsens skøn.
Ankestyrelsen understregede, at arbejdsskaden var anerkendt efter § 6, og at skadelidte havde pådraget sig et varigt mén efter § 18. Prøvelsesgrundlaget var begrænset til afgørelsen af 7. maj 2019 om erhvervsevnetab, jf. U.2000.179H og U.2010.2952H.
Efter arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2 skal et påvist tab af erhvervsevne anses som en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Ankestyrelsen henviste til U.2004.1450H og U.2010.2821H for, at det påhviler forsikringsselskabet at afkræfte formodningen.
Ankestyrelsen fremhævede Retslægerådets svar:
Sagen blev forelagt Retslægerådet, der afgav to udtalelser. Retslægerådets vurderinger har forrang for andre lægers vurderinger ved uenighed om lægefaglige spørgsmål, jf. U.2011.1985H.
Retslægerådets hovedkonklusioner:
Spørgsmål 1: Forudbestående rygsmerter var alene omtalt én gang i egen læges journal i september 2007, hvilket ikke afstedkom yderligere udredning. Rygsmerter er herefter kun omtalt efter ulykkestilfældet den 15. marts 2011.
Spørgsmål 2: Der er generelt ikke en entydig sammenhæng mellem billeddiagnostiske fund af Morbus Scheuermann — herunder sværhedsgraden — og symptomer. I den aktuelle sag var der ikke beskrevet rygsymptomer før ulykkestilfældet, fraset en omtale i 2007.
Spørgsmål 3: Overvægt øger generelt risikoen for ryglidelser.
Spørgsmål 4: Retslægerådet så sig ikke i stand til at svare på, om der i biintervenientens situation ville være indtrådt ryggener på grund af overvægt eller Morbus Scheuermann i samme omfang, hvis arbejdsskaden ikke var sket. Spørgsmålet var hypotetisk og lod sig ikke besvare konkret.
Spørgsmål 8: Ulykkestilfældet medførte muskelømhed øverst i lænden af forventet forbigående karakter (over 50 % sandsynlighed). Biintervenienten var på grund af Morbus Scheuermann og svær overvægt disponeret for rygsmerter, som kunne bidrage til de fortsatte rygsmerter.
Retslægerådet fandt således, at de initiale gener skulle tilskrives arbejdsskaden, mens de vedvarende gener kunne have en forklaring i de forudbestående forhold — men uden at kunne sige, om generne ville være opstået uden ulykken.
Landsretten lagde til grund, at Alm. Brand ikke bestred, at biintervenientens samlede erhvervsevnetab udgør 25 %. Herefter var der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens § 17.
Det afgørende spørgsmål var herefter formodningsreglen i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2:
Erhvervsevnetabet skal i det hele anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre det efter en konkret bevisbedømmelse vurderes, at overvejende sandsynlighed taler for, at erhvervsevnetabet helt eller delvis må anses for at være en følge af andet end arbejdsskaden.
Ankestyrelsen havde i afgørelsen af 7. maj 2019 vurderet, at der ikke var grundlag for fradrag, da det efter en lægelig vurdering ikke var overvejende sandsynligt, at symptomerne ville være indtrådt, såfremt arbejdsskaden ikke var sket. Det påhvilede herefter forsikringsselskabet at føre bevis for, at der var grundlag for fradrag.
Landsretten lagde afgørende vægt på Retslægerådets svar — særligt:
Herefter fandt landsretten:
Herefter finder landsretten det ikke godtgjort, at Biintervenient uden arbejdsskaden med overvejende sandsynlighed ville have udviklet rygsmerter som følge af svær overvægt og Morbus Scheuermann.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af bevisførelsen fandt landsretten, at forsikringsselskabet ikke havde tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Forsikringsselskabets anerkendelsespåstand blev derfor ikke taget til følge.
Landsretten stadfæstede byrettens dom for så vidt angik selve erhvervsevnetabet på 25 %, men ændrede sagsomkostningsafgørelsen.
Sagsomkostninger til biintervenienten:
Landsretten fandt — under hensyn til forløbet og omstændighederne i sagen — at der ikke forelå sådanne særlige grunde, som efter retsplejelovens § 252, stk. 4, jf. betænkning nr. 698/1973, side 102 og 106, kunne begrunde, at biintervenienten blev tillagt sagsomkostninger. Alm. Brand skulle derfor hverken betale sagsomkostninger til biintervenienten for byretten eller for landsretten.
Sagsomkostninger til Ankestyrelsen:
Efter sagens udfald skulle Alm. Brand i sagsomkostninger for landsretten betale 100.000 kr. til Ankestyrelsen til dækning af udgifter til rettergangsfuldmægtig ekskl. moms. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
| Instans | Erhvervsevnetab | Sagsomkostninger |
|---|---|---|
| Byretten | 25 % fastholdt | Alm. Brand betaler til Ankestyrelsen og biintervenienten |
| Landsretten | Stadfæstet (25 %) | Alm. Brand betaler 100.000 kr. til Ankestyrelsen; intet til biintervenienten |
