Regreskrav mod tidligere elev efter voldsepisode mod lærer i folkeskolen

Episoden den 27. august 2019 på skolen i Esbjerg

Sagen udspringer af en episode, der fandt sted den 27. august 2019 på en skole i Esbjerg. Appellanten var på daværende tidspunkt elev i 9. klasse, og Vidne 2 var lærer på skolen.

Under en konflikt opstod der en konfrontation mellem appellanten og Vidne 2. Ifølge landsrettens bevisvurdering — der byggede på forklaringerne fra Vidne 2 samt lærerne Vidne 3 og Vidne 4 — udviklede situationen sig således:

Det må efter Vidne 2's forklaring, der til dels støttes af lærerne Vidne 3 og Vidne 4's forklaringer, lægges til grund, at Appellant, tidligere Sagsøgte hidsede sig mere og mere op, blev aggressiv fysisk og verbalt og skubbede til og slog Vidne 2 for at komme ind i lokalet, dog uden at Vidne 2 fik fysiske skader. Vidne 2 har forklaret, at Appellant, tidligere Sagsøgte nikkede ham en skalle, der dog kun snittede ham. Det må lægges til grund, at episoden sluttede, da andre lærere og elever lagde sig imellem.

Appellanten selv benægtede kategorisk at have slået, sparket eller nikket Vidne 2 en skalle. Han forklarede, at det var Vidne 2, der startede konflikten ved at tage fat i hans krave og råbe ham ind i hovedet. Vidne 1 — en kammerat til appellanten — støttede appellantens forklaring om, at Vidne 2 var den aggressive part, men bekræftede, at der var fysisk berøring.

Både appellanten, dennes værge og Vidne 1 forklarede samstemmende, at Vidne 2 var kendt på skolen som en lærer, »man havde respekt for, fordi man vidste, at han fysisk kunne tage fat i elever«, og at han »kunne være aggressiv« med »en kort lunte«.

Skadesvirkninger, anerkendelse som arbejdsskade og Erstatningsnævnets udbetaling

Som følge af episoden blev Vidne 2 sygemeldt — periodisk fra episodedagen og fuldt ud fra den 2. september 2019. Episoden blev anmeldt som en arbejdsulykke den 12. september 2019.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkendte den 17. marts 2020 det passerede som en arbejdsskade. Der blev efterfølgende tilkendt erstatning for varigt mén.

En psykiatrisk speciallægeerklæring af 28. oktober 2020 konkluderede, at Vidne 2 havde pådraget sig en psykisk skade som direkte følge af episoden.

Erstatningsnævnet udbetalte erstatning til Vidne 2. Den 7. februar 2023 tilkendte Erstatningsnævnet yderligere 21.000 kr. til dækning af Vidne 2's udgifter til advokatbistand, jf. offererstatningsloven § 15, stk. 2.

Civilstyrelsen rettede herefter regreskrav mod appellanten efter offererstatningsloven § 17, hvorefter staten indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen i det omfang, der ydes erstatning:

Staten indtræder, i det omfang der ydes erstatning, i skadelidtes krav mod skadevolderen.

Civilstyrelsen opkrævede ved brev af 15. februar 2023 det samlede beløb hos appellanten.

Parternes påstande og anbringender

Appellanten nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Han frafaldt under ankesagen anbringendet om, at Civilstyrelsen havde udvist retsfortabende passivitet.

Appellanten gjorde gældende, at Højesterets dom i U.2020.2390H ikke fandt anvendelse, da appellanten ikke var dømt i en straffesag for udøvelse af vold. Han bestred endvidere, at de almindelige erstatningsbetingelser var opfyldt.

Civilstyrelsen påstod appellanten dømt til at betale 299.031,21 kr. med tillæg af procesrente, fordelt således:

Civilstyrelsen anførte, at det fremsatte krav var et almindeligt afledet regreskrav mod en ansvarlig skadevolder, hvilket indebar, at Civilstyrelsen alene skulle føre bevis for, at de almindelige erstatningsbetingelser var opfyldt. Forhøjelsen af påstanden på 21.000 kr. vedrørte den yderligere erstatning for udgifter til advokatbistand, som Erstatningsnævnet havde tilkendt Vidne 2, og som Civilstyrelsen kunne gøre regres for efter offererstatningsloven § 15, stk. 2.

Landsrettens begrundelse: bevisvurdering og retlig bedømmelse

Landsretten indledte med at fastslå rammerne for prøvelsen under en regressag efter offererstatningsloven § 17:

Det tiltrædes, at det ikke under en regressag efter offererstatningslovens § 17 kan prøves, om Erstatningsnævnets afgørelse er ugyldig, jf. U.2020.2390H. Derimod kan de almindelige regler om, hvorvidt en skadevolder har pådraget sig erstatningsansvar, prøves.

Bevis for ansvarspådragende adfærd

Landsretten lagde efter en samlet bevisvurdering til grund, at appellanten havde handlet ansvarspådragende. Retten byggede på Vidne 2's forklaring, der til dels blev støttet af de to andre læreres (Vidne 3 og Vidne 4) forklaringer. Appellantens og Vidne 1's modstridende forklaringer blev således tilsidesat.

Landsretten finder det på denne baggrund bevist, at Appellant, tidligere Sagsøgte har handlet ansvarspådragende over for Vidne 2.

Årsagssammenhæng og psykisk skade

Retten lagde vægt på den psykiatriske speciallægeerklæring af 28. oktober 2020:

Efter den psykiatriske speciallægeerklæring må det lægges til grund, at Vidne 2 som følge af det passerede har pådraget sig en psykisk skade.

Sygemeldingen blev anset for udløst af episoden, hvilket underbyggedes af:

• Vidne 2's sygemelding umiddelbart efter episoden (periodisk fra den 27. august 2019, fuldt ud fra den 2. september 2019)
• Anmeldelsen som arbejdsulykke den 12. september 2019
• Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anerkendelse af 17. marts 2020
• Afgørelsen om varigt mén

Nødværge

Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at appellanten havde handlet i nødværge:

Landsrettens afgørelse

Landsretten tog Civilstyrelsens påstand til følge og stadfæstede dermed byrettens dom.

Appellanten blev dømt til inden 14 dage at betale 299.031,21 kr. til Civilstyrelsen med tillæg af procesrente:

Derudover skulle appellanten betale sagsomkostninger for landsretten med 35.000 kr. til dækning af Civilstyrelsens udgifter til advokatbistand inkl. moms. Sagsomkostningerne forrentes efter renteloven § 8 a. Landsretten bemærkede, at der ud over sagens værdi var taget hensyn til sagens omfang og forløb samt hovedforhandlingens varighed ved fastsættelsen af sagsomkostningerne.