LandsrettenØstre Landsret skulle tage stilling til, om en tyrkisk statsborgers tidsubegrænsede opholdstilladelse med rette var bortfaldet, efter at han havde opholdt sig mere end 12 måneder i Sverige, og om der var grundlag for dispensation under henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-89/18 om det danske tilknytningskrav. Landsretten tog samtidig stilling til, om appellanten under ankesagen kunne nedlægge en ny påstand om ophævelse af Udlændingenævnets afgørelse om afslag på hans hustrus familiesammenføring. Landsretten stadfæstede byrettens frifindelse af Udlændingenævnet og frifandt tillige nævnet for den nye påstand.
Appellanten, der er tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i 2000 og fik i 2003 tidsubegrænset opholdstilladelse. Han giftede sig med Vidne, og parret fik i en årrække (2009-2014) gentagne afslag på familiesammenføring under henvisning til det dagældende tilknytningskrav, hvilket betød, at Vidne kun kunne opholde sig i Danmark på korte, tidsbegrænsede ophold.
Efter et hjerteanfald i 2014 og et nyt afslag til hustruen besluttede appellanten at flytte midlertidigt til Sverige for at kunne leve sammen med sin familie. Familien opnåede aldrig opholdstilladelse i Sverige. Udlændingestyrelsen gav den 22. december 2015 afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen og fastsatte en genindrejsefrist til den 4. februar 2016.
Appellanten og hans børn blev tilmeldt folkeregisteret den 11. januar 2016, men det er ubestridt, at tilmeldingen alene skete proforma for at overholde fristen — familien boede reelt fortsat i Sverige. Appellanten genindrejste efter det oplyste først reelt med sin familie den 16. juni 2017.
Den 1. maj 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at appellantens opholdstilladelse var bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, da han reelt ikke havde genoptaget sit ophold i Danmark. Styrelsen fandt ikke grundlag for dispensation efter den dagældende § 17, stk. 3. Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen den 5. maj 2021.
Efter EU-Domstolens dom af 10. juli 2019 i sag C-89/18, hvor Domstolen fastslog, at det danske tilknytningskrav for familiesammenføring med tyrkiske arbejdstagere var i strid med standstill-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, genoptog Udlændingenævnet den 20. maj 2020 Vidnes familiesammenføringssag og hjemviste den til Udlændingestyrelsen.
Udlændingestyrelsen gav imidlertid den 9. juni 2021 på ny afslag på familiesammenføring — nu med den begrundelse, at appellanten ikke længere havde bopæl i Danmark. Udlændingenævnet stadfæstede afslaget den 22. februar 2022 og afslog samtidig at genoptage afgørelsen om bortfald af appellantens opholdstilladelse.
Sagen blev anlagt ved Københavns Byret den 11. marts 2022 til prøvelse af Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2021 om bortfald. Byretten afsagde dom den 16. januar 2024 og frifandt Udlændingenævnet. Byrettens dom lagde vægt på, at der ikke var holdepunkter for, at appellantens udrejse skyldtes hustruens manglende opholdsret, men derimod de forretningsmæssige og familiemæssige årsager, som appellanten selv havde angivet ved ansøgningen i 2014.
Under ankesagen for landsretten nedlagde appellanten en ny påstand 2 om, at også Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 (afslag på hustruens familiesammenføring) skulle ophæves og hjemvises. Denne afgørelse havde ikke været prøvet eller påstået ophævet under byrettens behandling.
Udlændingenævnet påstod den nye påstand 2 afvist under henvisning til retsplejelovens § 384, idet en prøvelse ville gøre det nødvendigt for landsretten at tage stilling til forhold, der ikke havde foreligget for byretten, og idet betingelserne i retsplejelovens § 383 heller ikke var opfyldt. Nævnet henviste bl.a. til, at appellanten burde have indbragt afgørelsen af 22. februar 2022 særskilt for byretten, og til Østre Landsrets utrykte dom af 22. marts 2024 i sag BS-11597/2023-OLR, hvor en tilsvarende ny påstand ikke var blevet tilladt fremsat.
Appellanten gjorde gældende, at spørgsmålet om hustruens familiesammenføring var nært og uløseligt forbundet med spørgsmålet om bortfald af hans egen opholdstilladelse, og at prøvelsen derfor ikke krævede stillingtagen til forhold, som ikke havde været en del af sagsgrundlaget for byretten, jf. i samme retning U 1981.637 H. Appellanten henviste endvidere til forvaltningsrettens regler om nova ved fortidige forhold og til litteratur samt Folketingets Ombudsmands praksis herom.
Landsretten fandt, at spørgsmålet om hustruens familiesammenføring havde en sådan tilknytning til påstanden om appellantens egen opholdstilladelse, at der ikke var grundlag for at afvise påstand 2. Påstanden blev derfor realitetsbehandlet.
Landsretten var enig i byrettens begrundelse og tilføjede, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af 22. december 2015 udtrykkeligt havde vejledt appellanten om konsekvensen af manglende dispensation og fastsat en klar genindrejsefrist. Appellanten var efter det oplyste bekendt med fristens betydning, hvilket bl.a. viste sig ved den proforma-tilmelding til folkeregisteret, der skete for at undgå bortfald.
Landsretten fandt herefter, at der ikke var holdepunkter for at antage, at appellantens udrejse skyldtes, at han og hustruen ikke kunne blive familiesammenført — der blev lagt vægt på de årsager, appellanten selv havde angivet for udrejsen (bl.a. erhvervsmuligheder). Der var derfor ikke grundlag for at ophæve og hjemvise Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2021 om dispensationsafslag, jf. den dagældende udlændingelovens § 17, stk. 3 (nu stk. 2). Byrettens frifindelse af Udlændingenævnet blev derfor stadfæstet.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2022 var truffet ud fra, at appellanten på afgørelsestidspunktet ikke længere havde lovligt ophold i Danmark — en grundlæggende betingelse for familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Landsretten tiltrådte denne vurdering og udtalte udtrykkeligt:
"Det kan ikke føre til et andet resultat, at udlændingemyndighedernes oprindelige afslag i 2009 og 2010 på familiesammenføring var truffet ud fra den – fejlagtige – retsopfattelse, som herskede hos udlændingemyndighederne inden EU-Domstolens dom af 10. juli 2019 i den præjudicielle sag C-89/18."
Udlændingenævnet blev derfor også frifundet for påstand 2.
Efter sagens udfald skulle appellanten betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til Udlændingenævnet til dækning af advokatbistand, hvorved der ud over sagens værdi var lagt vægt på sagens omfang og forløb, betydning og hovedforhandlingens længde. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Konklusion: Byrettens dom blev stadfæstet for så vidt angår påstand 1, og Udlændingenævnet blev frifundet for påstand 2. Appellanten fik således ikke medhold i nogen del af ankesagen og skulle betale sagsomkostninger til Udlændingenævnet.
