LandsrettenSagen vedrører spørgsmålet om en hovedanpartshaver skal beskattes af værdien af den vederlagsfri rådighed, han har haft over sit selskabs heste, ridefaciliteter og hestetrailer, ud over en allerede foretagen beskatning af selskabets driftsunderskud som maskeret udbytte.
Sagsøgte var reel ejer af Virksomhed ApS 1 via et moderselskab (Virksomhed ApS 2), som drev et hestestutteri på hans private bopæl. Selskabet havde underskud i alle indkomstår 2013-2017. Skattestyrelsen og Landsskatteretten fandt tidligere fastslået (og ubestridt i landsretten), at stutteridriften ikke var erhvervsmæssig, men skete i hovedanpartshaverens private interesse. Derved blev de driftsmæssige underskud beskattet hos sagsøgte som maskeret udlodning jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1.
Samtidig vurderede Skattestyrelsen, at der skulle ske rådighedsbeskatning (fikseret leje) af de aktiver, der stilledes til rådighed gratis for sagsøgte.
Landsskatteretten havde nedsat beskatningen af den fikserede leje til 0 kr., idet nævnet frygtede for dobbeltbeskatning af samme økonomiske værdi.
Skatteministeriet anførte over for Østre Landsret, at der ikke var tale om dobbeltbeskatning:
Landsretten stadfæstede Skattestyrelsens princip om samtidig beskatning. Retten lagde vægt på, at underskuddet ikke indeholdt afskrivninger eller kapitalomkostninger. Derfor beskatter de to led forskellige dele af en arm-længde-transaktion:
"En samtidig beskatning af driftsunderskuddet i selskabet og en rådighedsbeskatning, der alene består af afskrivninger og den forrentning... indebærer således ikke, at der er tale om dobbeltbeskatning."
Retten accepterede Skattestyrelsens skønsmetode med diskontoen + 4 % for at opgøre en markedsmæssig forrentning af hestenes værdi, da sagsøgte ikke kunne godtgøre, at metoden var urimelig.
Vedrørende ridefaciliteterne tog landsretten hensyn til, at markedslejen skulle reduceres i perioder, hvor faciliteterne var udlejningsmæssigt benyttet af tredjemand (fremmede heste).
Østre Landsret gav Skatteministeriet medhold i princippet om rådighedsbeskatning. Sagens talmæssige aspekter blev hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen:
Sagen var behandlet som 1. instans efter Retsplejeloven § 226, stk. 1, og der kendtes ingen sagsomkostninger på grund af sagens principielle karakter.
